HP OMEN 15 gamer bærbar er kommet i en opdateret 2016 udgave. Det er andet og mere end blot noget kraftigere hardware, selvom det selvfølgelig er vigtigt. Selve designet har også fået en ansigtsløftning. Kender du ikke OMEN så er det HP’s produktserie specielt henvendt til gamere. Det er let genkendeligt i den røde farve og som supplement så har HP et samarbejde med Steelseries som laver tilbehør i OMEN design.
Teknisk set så er platformen i denne maskine baseret på Skylake (HM170), med en i7-6700HQ CPU der kører med samme clockfrekvens som forgængeren, nemlig 2,6 GHz overclocket op til 3,5 GHz. GPU’en har tilsvarende fået et løft og er udstyret med NVidia GTX 965M med 4G DDR5 dedikeret RAM. Der er 16G DDR4 RAM og en 512G SSD disk. Så har den fået B&O lyd system med HP eget Audio Boost. Den forrige model var absolut ikke langsom og kigger jeg på forskellige så er det primært GPU siden der har fået det største løft. De forskellige spil jeg prøvede leverede den oplevelse jeg forventende.
Skærmen er et kapitel for sig. Det er et refleksfri (mat) 15” UHD IPS panel med WLED baggrundsbelysning. UHD betyder i denne sammenhæng en opløsning på 3840 x 2160. LIge for at tage forskellen mellem 4K og UHD, så er 4K den professionelle standard mens UHD er den standard som anvendes i langt de fleste tilgængelig enheder. Du kan finde enheder som har 4096 x 2.160 (4K og dermed formatet 1.9:1) selvom hovedparten er 3840 x 2160 med et forhold på 1.78:1. Nok om det, Panelet har en meget ensartet lysstyrke og en tilsvarende god kontrast. Som sædvanlig er min vurdering den subjektive oplevelsen når jeg spiller og jeg synes det som skærm på en bærbar er velfungerende.
Tastatur og touch pad er også som jeg vil forvente i kvalitet. Du kan vælge at tænde for den røde baggrundsbelysning i tastaturet som præsenterer sig flot. I en 15” model så er der blevet plads til et fuldt størrelse tastatur inkl. den numeriske blok. Der er lige lidt med placeringen af Control og Alt tasterne som kommer til at kræve lidt tilvenning. Skal du bruge den til andet end at spille på så er vandringen på den enkelte knap så det også egner sig fint til at skrive på i længere tid af gangen. Der er også god håndledsstøtte selvom den bliver lidt varm når du spiller i længere tid.
Jeg nævnte at designet også er blevet forbedret. Hele indpakningen er gedigen så den egner sig til at blive taget med på farten. En lille detalje som fangede min opmærksomhed var at holderen til Ethernet kablet kunne vippe. Dermed er hele designet pænt afrundet når kablet ikke sidder i samtidig med at det holdes fast når du anvendet et kabel. Der er 1 stk. USB2, 2 stk. USB3, stik til hovedtelefon/mikrofon, SD-kort læser og en HDMI port. Det er faktisk det eneste som holder HP OMEN 15 fra en topkarakter. I en model som udkommer i 2016 så vil jeg forvente at finde mindst en USB-C port og så også en DisplayPort. Gerne i stedet for HDMI.
HP OMEN 15 er for dig som ikke vil gå på kompromis. Den tekniske ydelse er pakket lækkert ind og du får en maskine der egner lige lige så godt til de seneste spil som til andre mere kedelige aktiviteter. Du får med HP OMEN 15 en maskine med et godt pris/kvalitets forhold i 15” gamer bærbar klassen som er den mest solgte størrelse.