Jeg har ikke været imponeret over PlayStation 4 launch titlerne. Ja bevares Killzone Shadow Fall er da flot selvom jeg faktisk synes bedre om Resogun. Derfor var det med et let bæven jeg satte InFAMOUS Second Son i maskinen. Det er tredje udgivelse i serien og denne er også udviklet af Sucker Punch. Det er et singleplayer open world action adventure i tredjeperson, om mennesker med specielle evner. De har alle et gen som kan aktiveres så de kan anvende forskellige former for kræfter. De kaldes Kondutive. Dette er en spoiler fri anmeldelse så der er meget jeg hverken kommer til at vise eller fortælle om. Det skal du selv opleve.
Vi møder indianeren Delsin Rowe (eller native american som er den politisk korrekte betegnelse) i smukke omgivelser i Salmon Bay i det norlige USA tæt ved Seattle. Her får han kontakt med en konduktiv eller bio-terrorist som de nu kaldes. Du skal som start på historien vælge om du vil være god eller ond og så udspilles handlingen med udgangspunkt i dit valg. Det betyder også to forskellige historier. Du tager din bror Reggie med til Seattle for at finde hoved og hale i hele situationen, hvor Department for Unified Protection holder hele byen i et jerngreb. Det er her du får brugt for dine kræfter.
Du starter beskedent ud med Røg evnen som fungerer som et godt fundament til at både at komme rundt og at kæmpe mod DUP. Noget af det grafisk imponerende er skiftet fra solid form til en sky af røg. Der er intet mindre end 11.000 individuelle partiker med deres egen unikke overflade bl.a. afhængig af hvilken jakke du har på. Jeg bliver aldrig træt af at se og hører Delsin forvandle sig til røg for kort efter at de alle partiklerne på magisk vis samles igen. Der er masser af rutsjebane oplevelser og en af favoritterne er også at benytte ventilations kanalerne til at komme rundt. Sådan kunne jeg blive ved.
Der er også masser af detaljer og liv i omgivelserne. Det er simpelthen for omfattende at gå det hele igennem, så jeg ruller lige nogle hurtige ting i baggrunden mens jeg remser op. Der er forskelligt vejr og tid på dagen selvom det jeg viser mest er i silende regn for ikke at komme med spoilers. Fodgængere og andre er varierede og jeg mangler stadig at finde ud af hvad ham med skiltet reklamerer for. Det er muligt at læse teksten på alle skilte i modsætning til næsten alle andre spil hvor det bare bliver en udtydeligt pærevælling når du kommer tæt på. Lys og skygger er et kapitel for sig og det samme er den enkle styring.
Det er jo værdiløst at have lagt energi i den grafiske side hvis gameplay elementerne ikke fungerer. Jeg har prøvet InFAMOUS 2 fra 2011 da det var med i Instant Game Collection. Det var jeg ikke helt så fanget af. Jeg synes at styring var besværlig og det mere var held at ballancerer på kanter og lysmaster. Det er helt anderledes i Second Son. Styringen er intuitiv og selv i de mange heftige kampe du har med DUP, udfører du let kombo’er og bevæger dig rundt. Hvis du ikke lige kan huske hvordan en speciel evne fungerer så kan du altid vælge menuen for at få en videosekvens med et eksempel sammen med en forklarende tekst. Nej det får du ikke at se for det indeholder spoilere.
Det er open world hvor du kan vælge at gå til lige det område du har lyst og et action adventure så er der altid masser af gøre. Det er også i tredjeperson hvilket betyder at du benytter den ene pind til at styre Delsin og den anden til at placerer kameraet. Jeg har endnu til gode at finde et spil hvor jeg med lidt arbejde ikke kan vride spilmotoren så det ser underligt ud. Det er så også den eneste anke jeg kan finde. Der er ud over de helt traditionelle knapper også en fuld udnyttelse af PlayStation 4 controlleren. Specielt graffiti har en stor underholdningsværdi selvom jeg ikke afslører hvordan det virker. Faktisk er der masser af store og små missioner spredt ud over Seattle.
Det er også en rigtig tidsrøver af et spil. Der er ingen load skærme og med det velfungerende automatiske save system så mister du ikke meget af din fremdrift hvis du dør. Det betyder også, at spiller du lidt forsigtigt og vælger dine kampe med omhu så går der timer hvor du bare venter på at der da må komme en loadskærm med mulighed for at gemme. Næ nej du kan bevæge dig fra den ene ende af Seattle til den anden uden nogen form for afbrydelse. Det er lidt vildt.
Jeg synes at det på spilsiden har været en lidt sløj start på en ny generation af konsoller og InFAMOUS Second Son er det første spil der for alvor har en wow faktor. Dette spil samler de ting jeg gennem en intens markedsføring er blevet lovet: Høj grafisk kvalitet, dynamiske miljøer og en endnu bedre spiloplevelse. Den tekniske kvalitet er i InFAMOUS Second Son flettet sammen med et univers og i en historie viser hvordan det skal gøres. Jeg slutter med et klip med en karma bombe og planter flaget i toppen af skalaen. Rigtigt god fornøjelse.