Noget af det jeg værdsætter ved PlayStation 3 er variationen af spil og den uafbrudte strøm af udgivelser. Det betyder også et gensyn med klassikere som Kingdom Hearts der er et samarbejde mellem Disney og Square Enix. Kender du ikke serien der stammer fra PlayStation 2 tilbage fra 2002, så er det Disney World møder Final Fantasy. Denne udgivelse, Kingdom Hearts HD 1.5 ReMix, indeholder spillene Kingdom Hearts Final Mix og Kingdom Hearts Re:Chain of Memories, samt historien Kingdom Hearts 358/2 Days.
Jeg starter lige med et hak i tuden. Hvis du ikke er rimeligt kendt med serien så kunne du foranlediges til at tro der er tre spil. Det er ikke korrekt. ”Kingdom Hearts 358/2 Days” er en videotegneserie der oprindelig var en Nintendo DS udgivelse nu klippet sammen til en fortælling på lidt under 3 timer. Det er så med fuld tale, så det er ikke blot en simpel sammenklipning af mellemsekvenser fra DS titlen. Det tager sådan set ikke noget af glansen fra de to fulde spil som er i pakken. Du kan se et sammenklip af titlerne i vignetten ovenfor.
Det er en velfungerende blanding af vest møder øst i en forunderlig RPG der nærmest tigger om at blive spillet. Der er masser af kendte Disney figurer og masser af kendte historier som f.eks. Alice i Eventyrland. Det er det bedste af to fantasiverdner der møder hinanden. Square Enix har den store erfaring med at lave spilmekanik der fungerer henlagt til en verden baseret på fortællinger jeg er vokset op med. Ud af de to spil så er min helt klare favorit Final Mix. Alene dette spil er pengene værd. Re:Chain of Memories, har en helt anden grænseflade da det faktisk oprindeligt er et kortspil fra Gameboy Advance tiden. Det gør det ikke dårligt bare anderledes end Final Mix.
Den grafiske stil holder helt fint i dag. I et tegneserie univers så er stilen universel og mange moderne spil har stjålet samme idé bl.a. for at slippe for at skulle lave store mængder af overflader – typisk forklaret som ”kunstneriske hensyn”. Her er spillene lavet i denne stil fordi der passer med universet. Sora’s lidt for store fødder er sammen med Anders And og Fedtmule med til at understrege at det er tegneserie sjov. Det samme er minispillene med Gummi Ship missionerne. Du kan bygge dit helt eget rumskib der transporterer jer mellem de forskellige planeter som er missioner. Det er mægtigt sjovt selvom systemet til at bygge dit eget skib ikke er så elegant. Der er sket noget på grænseflader siden 2002. Den gang var det innovativt og set i det perspektiv så holder det stadig.
Kingdom Hearts HD 1.5 ReMIX er en rigtig fin pakke både hvis du kender udgivelsen fra PlayStation 2 dagene eller hvis du savner velfungerende RPG underholdning. Som sagt er Final Mix alene dine penge værd. Så kan du betragte Re:Chain of Memories som bonus selvom kortsystemet ikke er så smidigt som jeg kunne ønske. Kingdom Hearts 358/2 Days er kun for dem som ønsker alle trophies eller ønsker at opleve historien. Den samlede pakke ender på et flot 4-tal. Rigtig god fornøjelse.