Der bliver næppe mangel på mennesker, der tager fri den 19. november, når Grand Theft Auto VI endelig rammer butikkerne. Nu får nogle Logitech-medarbejdere endda lidt ekstra hjælp fra chefen. Virksomheden har nemlig annonceret en ny ordning kaldet Logi Game Day, hvor ansatte får mulighed for at holde fri i forbindelse med store spiludgivelser.

Ifølge Logitech bygger initiativet på undersøgelser, der peger på, at gaming kan have positive effekter uden for skærmen. En af undersøgelserne viser, at 81 procent af adspurgte gamere mener, at gaming styrker selvtilliden, reducerer angst og kan hænge sammen med bedre præstationer i hverdagen.

En anden undersøgelse blandt IT-beslutningstagere i virksomheder viser, at 98,8 procent mener, at gaming kan overføre færdigheder til arbejdslivet. Det gælder blandt andet problemløsning og evnen til at handle under pres.

Logitech vil gøre op med fordommene

Logitechs administrerende direktør, Hanneke Faber, mener, at det er på tide at gøre op med forestillingen om, at gaming bare er spild af tid. Virksomheden arbejder selv med produkter til både arbejde og underholdning, og ifølge direktøren kan de to verdener sagtens understøtte hinanden.

Gaming-afdelingen Logitech G markerer også initiativet med et livestreamet arrangement fra virksomhedens hovedkvarter i San Jose den 19. november. Det er naturligvis samme dag, som GTA 6 udkommer, selvom det ikke er bekræftet, at arrangementet udelukkende handler om Rockstars kommende spil.

Værten bliver Logitech G’s daglige leder, Robin Piispannen, som fremhæver, at gaming kan styrke færdigheder, der også er relevante på arbejdspladsen. Han nævner blandt andet GTA 6, Call of Duty: Modern Warfare 4 og Forza som eksempler på spil, medarbejderne kan kaste sig over.

GTA 6 får folk til at planlægge fridage

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at GTA 6 får en lidt usædvanlig lancering. Millioner af spillere forventes at tage fri på udgivelsesdagen, og i Tyskland har der allerede været fokus på, hvordan man lovligt kan få en fridag til formålet.

Rockstar har endnu ikke offentliggjort de konkrete forudbestillingstal, men Take-Two Interactive har tidligere fortalt, at efterspørgslen ligger langt over selskabets forventninger.

Om Logi Game Day bliver en fast tradition ved store spiludgivelser, må tiden vise. Men tanken om, at en chef officielt giver grønt lys til en dag med gaming, er bestemt ikke den værste personalegode, man kan forestille sig.