Tau Ceti IV er ikke et sted, hvor man forventer at overleve længe. Men hvis du dør i Marathon, skal det være på grund af dine egne fejl eller en modstanders dygtighed og ikke på grund af netværksproblemer eller snyd.
Det slår Bungie fast i en omfattende gennemgang af spillets netværks- og sikkerhedssystemer forud for den kommende testperiode.
Dedikerede servere styrer det hele
Marathon benytter fuldt autoritative dedikerede servere, som har kontrol over bevægelse, skud, handlinger og inventar. Det betyder, at ugyldige handlinger fra spillere ganske enkelt afvises, før de kan påvirke andre.
Systemet er designet til at modvirke klassiske former for snyd som teleportering, uendelig ammunition og manipulation af skade.
Samtidig anvender Bungie klientbaseret forudsigelse og tilbagespoling, så spillet stadig føles responsivt. Serveren kan dog korrigere situationer, hvis der opstår uoverensstemmelser. Hvert eneste skud spores individuelt på serversiden, og systemet er bygget til at håndtere pakketab uden at gå på kompromis med præcisionen.
Bungie har desuden investeret i et globalt netværk af datacentre for at sikre lav forsinkelse for flest mulige spillere.
Tågekrig skal stoppe “wall hacks”
Et centralt element er spillets såkaldte tågekrigssystem. Det begrænser, hvilke dele af kortet den enkelte spillers klient har information om, baseret på hvad figuren realistisk kan opfatte.
Det reducerer effektiviteten af snydeværktøjer, der afslører fjender gennem vægge eller viser skjult bytte på kortet.
Klientsikkerhed og analyse
Ud over serversikkerheden anvender Bungie tredjeparts sikkerhedssoftware kombineret med egne løsninger, herunder både bruger- og kernesystemkomponenter.
Serverne indsamler løbende data om spillernes adfærd, som analyseres for mistænkelige mønstre. Selv hvis snyd ikke opdages med det samme, kan analyser i bagkanten føre til efterfølgende sanktioner.
Bungie lægger ikke skjul på, at kampen mod snyd er en konstant våbenkapløbssituation, og at systemerne løbende vil blive opdateret.
Permanente udelukkelser uden anden chance
Enhver spiller, der tages i at snyde eller udvikle snyd, vil blive permanent udelukket fra Marathon. Der gives ingen anden chance.
Der vil dog eksistere et klagesystem for at sikre, at fejl i detektionen kan blive gennemgået.
Forbindelsesproblemer og udstyrsrefusion
Mister du forbindelsen midt i en mission, bliver din figur i spilverdenen, så dit hold kan beskytte dig. Du kan forsøge at genoprette forbindelsen og vende tilbage til din igangværende session.
Hvis problemet skyldes Bungies egne servere eller netværksinfrastruktur, vil udvikleren forsøge at returnere startudstyr til de berørte spillere. Det gælder dog ikke tab som følge af spillerens egen internetforbindelse eller klientproblemer.
Server Slam starter 26. februar
Spillere får snart mulighed for selv at teste systemerne, når Marathon afholder Server Slam fra 26. februar. Her vil alle sikkerhedsværktøjer være aktive, og Bungie opfordrer spillere til at indrapportere mistænkelig adfærd.
Med en klar ambition om fair konkurrence og massiv investering i netværk og sikkerhed lægger Bungie op til, at kampene på Tau Ceti IV skal afgøres af evner og ikke exploits.














