Metroid Prime 4: Beyond har fået ros siden lanceringen, men også kritik. Især spillets åbne ørken-hub og motorcykel-sekvenser har delt vandene. Nu forklarer Nintendo, hvorfor de valgte ikke at ændre designet, selvom holdningen til open world-spil har ændret sig markant undervejs.
I et interview med Famitsu fortæller udviklingsteamet, at ideen om et åbent hub-område stammer helt tilbage fra spillets tidlige vision. Inspireret af succesen med Breath of the Wild var ønsket dengang at give Metroid-serien et mere åbent præg. Problemet var bare, at Metroids klassiske struktur med gradvis oplåsning af områder ikke spiller særligt godt sammen med fuld frihed fra start.
Løsningen blev et kompromis. Et begrænset, åbent hub, der kunne udforskes frit og forbinde spillets mere klassiske områder. Tanken var, at motorcyklen skulle give tempoafbræk og variation mellem de mere intense udforskningssektioner.
Men udviklingen trak ud. Meget endda. Og undervejs ændrede spillernes holdning til open world sig. Alligevel valgte Nintendo ikke at gentænke konceptet endnu en gang.
Forklaringen er simpel. Spillet var allerede blevet rebootet én gang, da Retro Studios overtog projektet i 2019 efter Bandai Namco. At starte forfra igen var ikke en mulighed.
Nintendo erkender samtidig, at Metroid Prime 4 bevidst ikke følger moderne trends inden for action- og skydespil. Tempoet og strukturen er holdt tæt på seriens rødder, selv hvis det betyder, at spillet føles lidt ude af trit med tiden.
Metroid Prime 4: Beyond blev første gang annonceret i 2017 og udkom hele 18 år efter Metroid Prime 3. Set i det lys er det måske ikke overraskende, at nogle af spillets designvalg føles som kompromiser fra en anden tid.














