Det officielle danmarksmesterskab i eSport 2018 afholdes den 26. maj på Odense Rådhus. Den dag tørner de bedste hold fra klubber, foreninger og firmaer over hele Danmark sammen ved det første finalestævne i YouSee eSportligaen. Danmarksmesterskabet i eSport 2018 arrangeres af YouSee eSportligaen i et tæt samarbejde med Odense Kommune.
eSport er den hurtigst voksende sportsgren i Danmark. Over 500.000 danskere dyrker i dag regelmæssigt eSport, og stadig flere går skridtet videre og dyrker organiseret eSport i klubben, foreningen eller på arbejdspladsen. eSport bakkes i dag også op af stadigt flere kommuner, og en af de kommuner, som har gjort allermest er Odense Kommune, der har eSport som et officielt indsatsområde. I december 2017 var Odense således vært for sæsonfinalen i den internationale eSport-turnering, ESL CS:GO Pro League Final.

– Vi har længe været imponeret over det store arbejde, som Odense Kommune gør for eSporten. Derfor var det også helt naturligt for os at lægge det første Danmarksmesterskabsstævne i YouSee eSportligaen i netop Odense. Vi har skabt et godt og tæt samarbejde om at lave et spændende arrangement i Odense, og udøverne i ligaen glæder sig til at komme og give odenseanerne en masse gode eSport-oplevelser, siger Jens Christian Ringdal, talsmand for YouSee eSportligaen.

Odense Rådhus kommer til at danne rammen om Danmarksmesterskabet, og dermed rykker eSporten helt ind i hjertet af landets tredjestørste by. Lynhurtige reflekser og strategi indtager den store rådhushal, og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel ser frem til at opleve deltagerne på rådhuset.

– Vi glæder os til at byde velkommen til det første officielle danmarksmesterskab i eSport. Der er en enorm interesse for eSport, som vi sidst så i Odense i december med en udsolgt arena 3 dage i træk. eSport er ikke kun garant for et godt show, det er også interessant for Odense i forhold til at rekruttere arbejdskraft til vores klynger inden for robotter, droner og it, da mange gamere og eSportsfans har de profiler, som vores virksomheder efterspørger, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Til Danmarksmesterskabet 2018 konkurreres der blandt andet i CounterStrike Global Offensive og League of Legends på PC. Udover titlen som officiel Danmarksmester i eSport kæmper de kvalificerede hold også om muligheden for at kunne repræsentere Danmark ved verdensmesterskabet i eSport til november.

– Odense elsker eSporten, og vi har mange engagerede foreninger og udøvere. I december 2017 var vi værter for ESL Pro League Final, og nu gælder det DM i eSportligaen. Jeg håber, at det bliver første skridt i et langvarigt og godt samarbejde. Odense er Danmarks centrum for teknologi- og robotindustri, og eSport er i høj grad en del af den fremtid, vi ønsker for byen, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Danmarksmesterskabsstævnet den 26. maj er åbent for offentligheden, og der vil være gratis adgang fra kl. 10.00. Alle kampene kan følges på storskærm, og der vil være mulighed for at tale med spillerne undervejs.

Om YouSee eSportligaen

YouSee eSportligaen er Danmarks officielle eSport-liga, hvor danskerne kan konkurrere i eSport med og mod hinanden, og som hvert år kårer den officielle Danmarksmester i eSport. Bag den nye eSport-liga står Danmarks officielle eSport-forbund, eSport Danmark, DGI, Dansk Firmaidrætsforbund og Ungdomsringen.

YouSee eSportligaen drives af en almennyttig forening hvis overskud går tilbage til eSporten. Læs mere på www.eSportligaen.dk

Om Odense Kommune

Odense er i gang med en ambitiøs udvikling fra en stor dansk by til dansk storby. Investorer og entreprenører har tillid til byen, hvor byggerier skyder op i centrum, på havnen og ved campus. Odense er Nordeuropas største hub og økosystem for robotter, droner og teknologi – en position, der skal fastholdes og udvikles. Det skal blandt andet ske via platformen The Road to Odense, som blev lanceret ved ESL Pro League Finals. På trto.co bliver muligheder for job, uddannelse og startups i Odense præsenteret.