Der er produkter, hvor man kan mærke, præcis hvor udviklerholdets opmærksomhed har været mest intens. Nogle gange er det hele vejen rundt. Oftere er det ét sted – det sted, hvor det virkelig tæller – mens resten har måttet nøjes med, hvad der var tilbage. Philips Evnia 32M2N6901A er et fint eksempel på den sidste slags: en skærm, der har brugt stort set al sin omtanke på billedet, og stort set ingen af den på vejen derhen.
Det starter allerede, før skærmen er tændt. Konstruktionen er imponerende gennemført – panelet er slående tyndt og går næsten helt ud til kanten, hvilket giver det et elegant, nærmest svævende udtryk. På trods af at der er tale om en 32″-skærm, fyldte den ikke mere på mit skrivebord end den 27″-skærm, den erstattede under testperioden. Standeren har god tyngde, justerer sig let i højde, vinkel og omdrejning, og er oven i købet hul indvendig, så kablerne kan føres diskret igennem og samles, uden at man skal kæmpe med dem. Det er den slags detaljer, man ikke nødvendigvis bemærker i butikken, men som gør sig gældende, når skærmen skal være en fast del af hverdagen – og de efterlader et klart indtryk af, at Philips denne gang har tænkt på skærmen som et fysisk objekt, ikke kun som et panel med specifikationer.
Det er derfor en kontrast, når den første egentlige frustration melder sig, så snart man forsøger at tage skærmen i brug. Den medfølgende dokumentation er sparsom – en lille Quick Start-folder og en “Important Information Manual”, der på adskillige sprog hovedsageligt handler om, at den medfølgende fjernbetjening skal forsynes med batterier. Det lyder enkelt nok, bortset fra at der ingen fjernbetjening er. Den er, viser det sig, slet ikke en del af denne model – en oplysning Quick Start-folderen faktisk indeholder, men som drukner, fordi den anden manual stort set ikke taler om andet end netop fjernbetjeningen. Det er endda det eneste emne, der får sin egen illustration blandt alle de små tekstafsnit. Havde Philips ønsket at gøre mig nysgerrig på en fjernbetjening, kunne de næppe have gjort det bedre. At gøre mig opmærksom på, at jeg ikke har fået en, er til gengæld en helt anden sag.
Det samme mønster gentager sig, da jeg forsøger at skrue ned for lyden – fabriksindstillet til et friskt niveau af 50 – og opdager, at den eneste vej ind i skærmens menuer går gennem en lille betjeningsknap på bagsiden. Placeringen gør, at man ikke kan se den, mens man betjener den forfra, og selve mekanismen føles løs og upræcis, så navigationen i menuerne bliver en øvelse i at mærke sig frem og håbe, man trykker den rigtige vej.
Det er fristende at behandle fjernbetjeningen og menuknappen som to adskilte, mindre irritationer. Men sammen tegner de et mønster, der er værd at dvæle lidt ved: Dette er en skærm, hvis udviklere tilsyneladende har brugt al deres energi på det, man ser, og stort set ingen på det, man rører ved for at komme dertil. Det er en prioritering, man kan forstå – billedet er trods alt skærmens egentlige opgave – men det er også en prioritering, der straffer en smule i de første ti minutter, før den belønner en rigeligt i de næste tre måneder. For når man endelig når frem til det, skærmen faktisk blev bygget til, bliver kontrasten til indpakningen næsten absurd.
Philips Evnia 32M2N6901A er bygget op omkring et 31,5″ QD-OLED-panel med en opløsning på 3840 × 2160 pixels – en 4K-skærm, der kombinerer OLED-teknologiens individuelle pixelstyring med quantum dots, som bidrager til et bredt farverum. Hertil kommer en opdateringshastighed på op til 165 Hz, en oplyst pixelresponstid på 0,03 ms og understøttelse af DisplayHDR True Black 400. Det er specifikationer, der placerer skærmen solidt i den mere ambitiøse ende af gamingmarkedet, fordi kombinationen forsøger at levere både den visuelle kvalitet, der gør singleplayeroplevelser imponerende, og den responsivitet, der betyder noget i konkurrencespil. Til cirka 869 euro i vejledende pris – omsat til omkring 6000 DKK – placerer den sig desuden overraskende fornuftigt i en kategori, hvor 32″ 4K-OLED-paneler ellers har en tendens til at koste en del mere.
Jeg har i en længere periode brugt skærmen til blandt andet Gears of War: E-Day, Ace Combat 8 og Fortnite, og testet billedet i både SDR og HDR. Det er faktisk i SDR, at skærmen først demonstrerer, hvor stærkt et udgangspunkt den har. Allerede med fabriksindstillingerne står billedet utroligt flot. Farverne virker naturlige og velafstemte, uden at skærmen forsøger at imponere ved at skrue kunstigt op for mætningen – en balance, jeg sætter pris på, for en gamingskærm må gerne give billedet liv, men helst ikke på bekostning af spillets oprindelige farvepalette. Der er fra begyndelsen en fin sammenhæng mellem farverne og den øvrige billedgengivelse, så jeg ikke føler et umiddelbart behov for at bruge den første aften på at rode med indstillingerne – hvilket, efter mødet med menuknappen, også er en lettelse i sig selv.
Det er især kontrasten, der gør indtryk. De mørke områder fremstår reelt sorte, og forskellen mellem lys og mørke giver billedet en dybde, der er vanskeligere at opnå på traditionelle LCD-paneler. Når de enkelte OLED-pixels kan slukkes individuelt, er der ikke behov for en bagbelysning, som fortsat sender lys ud gennem områder, der burde være sorte – det giver et meget højt kontrastforhold og får samtidig de lyse elementer til at træde tydeligere frem. Men det handler ikke kun om at skabe så mørke skygger som muligt. Detaljerne i de mørke områder skal også bevares, så billedet ikke ender som en uigennemtrængelig masse, og her står skærmen stærkt i min test: De mørke nuancer er med til at skabe stemning, uden at billedet mister sin detaljegrad eller sine naturlige farver.
4K-opløsningen bidrager samtidig med en imponerende skarphed. På en skærm i denne størrelse er der rigeligt med plads til at nyde de fine strukturer i omgivelserne, uden at billedet mister sin præcision – det gælder både de afdæmpede scener, hvor lys og skygge skaber stemning, og de situationer, hvor der sker meget på skærmen. Det er ikke en effekt, der nødvendigvis springer i øjnene som en enkeltstående funktion; det er snarere en kvalitet, der løfter helhedsindtrykket, hver gang jeg sætter mig foran skærmen. At SDR-billedet fungerer så godt uden større justeringer, er desuden et vigtigt plus i sig selv. En god skærm skal ikke være afhængig af HDR for at levere et overbevisende billede.
Hvor SDR allerede leverer et imponerende billede, løfter HDR oplevelsen yderligere en tand. Det bliver især tydeligt i spil, hvor eksplosioner, kraftige lysglimt og skift mellem dag og nat spiller en væsentlig rolle for stemningen. Her er det ikke nødvendigvis den generelle lysstyrke, der gør forskellen, men snarere kontrasten mellem de mørke omgivelser og de pludselige lysindfald. Når en eksplosion flår sig vej gennem billedet, eller solen bryder frem og nærmest blænder mig et øjeblik, tilfører det en ekstra dynamik, som gør spilverdenerne mere levende – en effekt, der er svær at sætte på en specifikationsliste, men som mærkes tydeligt med controlleren i hånden.
Man skal dog ikke forvente, at skærmen kan fastholde en ekstrem lysstyrke over hele billedfladen. Philips angiver en lysstyrke på 250 cd/m² ved fuld skærmbelastning i SDR, mens HDR-lysstyrken kan nå højere niveauer, når kun en mindre del af billedet er lyst – en vigtig forskel, for de højeste tal betyder ikke, at hele skærmen kan lyse tilsvarende kraftigt på én gang. Med DisplayHDR True Black 400 som udgangspunkt er lysstyrken til gengæld tilstrækkelig til at skabe de intense højlys, der gør HDR interessant i praksis. Det er samspillet mellem de dybe sortniveauer og de kraftige, kortvarige lysindfald, der gør forskellen: I stedet for blot at gøre hele billedet lysere får man en større variation i lysoplevelsen, hvor de lyse elementer virkelig skiller sig ud fra omgivelserne. Det er ikke en revolution af et SDR-billede, der i forvejen står stærkt, men en mærkbar forbedring af den samlede oplevelse – et reelt supplement til et panel, der allerede leverer flot billedkvalitet uden det.
De 165 Hz fik naturligvis også lov til at komme på arbejde, og her måtte Xbox’en vige pladsen for PC’en. Konsollen kan levere op til 120 Hz i understøttede spil via skærmens to HDMI 2.1-porte, men skal man have det fulde udbytte af den maksimale opdateringshastighed, kræver det en PC, der kan følge med – ikke nogen lille opgave, når man samtidig taler 4K-opløsning og moderne spil med høje grafiske ambitioner. Skærmens eneste DisplayPort-stik følger i øvrigt standarden 1.4 snarere end den nyere 2.1, hvilket betyder, at 4K ved 165 Hz over DisplayPort læner sig op ad komprimeringsteknologien DSC (Display Stream Compression) for at få båndbredden til at slå til – i praksis ikke noget, jeg kunne se med det blotte øje, men værd at nævne for den, der sammenligner specifikationsark.
I Fortnite kan de ekstra billeder pr. sekund gøre en reel forskel for spillere på højt niveau, hvor selv små tidsmæssige fordele kan have betydning i en intens duel. For os mere almindelige spillere afgør det nok ikke udfaldet af den næste kamp, men forskellen kan stadig mærkes – bevægelserne bliver en anelse mere flydende, og det giver en mere behagelig oplevelse, når man følger modstandere eller bevæger sig hurtigt gennem omgivelserne. Det er samtidig værd at huske, at 165 Hz ikke automatisk betyder 165 FPS: Skærmen kan vise op til 165 billeder i sekundet, men PC’en skal rent faktisk producere dem, og spillet skal understøtte det.
Det er dog i PC-versionen af Gears of War: E-Day, at kombinationen af 4K og 165 Hz for alvor får lov til at vise sit potentiale. Spillet excellerer visuelt med sine dystre nuancer, tunge skygger og flammende lysglimt, der bryder mørket og giver omgivelserne karakter – en billedside, der passer særdeles godt til OLED-panelets dybe sortniveauer og evne til at skabe kontrast mellem mørke og lys. Når den høje opdateringshastighed samtidig bidrager med en nærmest fløjsblød gengivelse af bevægelserne, går det hele op i en højere enhed. Detaljerne står skarpt i 4K, mens bevægelserne flyder ubesværet hen over skærmen. Det er ganske enkelt en fornøjelse at betragte – forudsat naturligvis, at PC’en kan følge med, for skærmens maksimale opdateringshastighed er ikke i sig selv nogen garanti for, at man rent faktisk får 165 billeder i sekundet. Det er i sidste ende PC’ens hardware, der sætter grænsen for, hvor meget man får ud af kombinationen. Men skærmen er klar til at levere, når resten af systemet kan følge med, og det gør den til et interessant valg for PC-spilleren, der ønsker både høj opløsning og hurtig billedopdatering uden at skulle vælge det ene frem for det andet.
Philips har også udstyret skærmen med Ambiglow, der bruger lys omkring skærmen til at udvide den visuelle oplevelse. Jeg har selv et større Philips-fjernsyn med Ambilight, og her synes jeg faktisk, at teknologien bidrager mærkbart – når lyset fra skærmens kanter breder sig ud på væggen bag fjernsynet, bliver billedet på en måde mindre afgrænset, og det kan gøre både film og spil mere omsluttende. På Evnia 32M2N6901A er jeg knap så overbevist. Funktionen er bestemt fin at have, men effekten bliver lidt mere hverken eller – den har ikke helt den samme naturlige gennemslagskraft som på det store fjernsyn, hvor lysfladen bag skærmen er større og lettere bliver en integreret del af rummet. Her føles det snarere som en ekstra effekt, man kan slå til, hvis man har lyst, end som en funktion, der for alvor løfter spiloplevelsen. Det er ikke, fordi Ambiglow fungerer dårligt, men jeg ville personligt ikke lade det være en afgørende faktor ved valget af skærm.
Jeg forventer som udgangspunkt ikke det store af lyden i en gamingskærm, hvor højttalerne ofte mest er med for at kunne sætte et flueben på specifikationslisten. Her er oplevelsen imidlertid bedre end forventet. De indbyggede stereohøjttalere leverer en overraskende kraftfuld lyd og fungerer langt hen ad vejen glimrende til almindelig gaming. De kan naturligvis ikke erstatte et godt headset eller et dedikeret lydsystem, hvis man går op i detaljer, rumfornemmelse og en mere fyldig lydgengivelse. Men til en hurtig spilsession, hvor man ikke gider tage headsettet på, er de absolut brugbare – og det er værd at fremhæve, fordi skærmens øvrige kvaliteter gør den oplagt som centrum for en gamingopsætning, hvor det er rart ikke nødvendigvis at skulle tilføje ekstra udstyr for en fornuftig lydoplevelse fra begyndelsen.
Der er noget næsten menneskeligt ved den måde, Philips Evnia 32M2N6901A præsenterer sig selv på. De første ti minutter er fyldt med små, unødvendige forhindringer – en fjernbetjening, der ikke findes, men alligevel får sin egen illustration i manualen; en menuknap, man hverken kan se eller stole på. Det er den slags førstehåndsindtryk, der kunne få én til at sætte skærmen lidt lavere i kurset, end den fortjener. Men jo længere man bruger den, desto tydeligere bliver det, at den famlende indpakning ikke fortæller noget om selve kernen. Det er, som om alle Philips’ ressourcer er strømmet mod ét sted – panelet selv – og kun dét sted. Det er en skæv prioritering, men det er samtidig svært at være for vred over den, når netop dét sted er, hvor det betyder mest.
For når skærmen endelig får lov at vise, hvad den kan, forsvinder irritationen hurtigt i baggrunden. Kontrasten, farvegengivelsen, den flydende billedgengivelse i 165 Hz og den dynamik, HDR tilføjer, når spillet forstår at bruge den – det er dét, der bliver siddende, ikke en bagsideknap eller en fjernbetjening, der aldrig eksisterede. Med 869 euro i vejledende pris placerer Philips sig desuden fornuftigt i et marked, hvor 32″ 4K-OLED-skærme ellers sjældent er billige, og hvor både HDMI 2.1 til konsollerne og den rå ydeevne til PC’en gør den relevant på tværs af platforme.
Det er med andre ord en skærm, der har brugt sin omtanke klogt, blot ikke overalt. Den gør ikke alt perfekt, men på det område, der betyder mest for en gamingskærm – selve billedet – er den svær ikke at blive begejstret for.