PlayStations kommende Virtual Reality-system ’Project Morpheus’ bliver for første gang nogensinde vist frem i Norden. Det sker til spilmessen GameStop Expo i Bella Center ved København den 17. september 2015, hvor et udvalg af danske forbrugere selv får mulighed for at prøve kræfter med Virtual Reality.

Når deltagerne til en af Nordens største spilmesser GameStop Expo går igennem døren til Bella Center den 17. september, kan de som de første i Norden opleve Sony PlayStations nye Virtual Reality-system ’Project Morpheus’ på helt tæt hold. PlayStation har nemlig valgt Danmark som det første land i Norden, hvor almindelige forbrugere kan træde ind i Morpheus’ virtuelle verden.

”Vi er helt vildt glade for at give deltagerne til GameStop Expo den her unikke mulighed. Vi ved, at rigtig mange mennesker har store forventninger til Project Morpheus, og nu kan vi så give et udvalg af forbrugerne mulighed for at prøve vores nye Virtual Reality-system, før det kommer ud i butikkerne,” siger Bo Michael Christensen, marketingchef i PlayStation Danmark.

Project Morpheus er et headset med en skærm, der dækker hele spillerens synsfelt. Dermed giver det en følelse af at være fysisk tilstede i computerspillets virtuelle verden. Project Morpheus lanceres i butikkerne i første halvdel af 2016.

Nordens største spilmesse:
GameStop Expo er en af Nordens største computerspilmesser, og for første gang nogensinde er den i år åben for offentligheden.

”Meningen med GameStop Expo er at give forbrugerne noget ekstra, og vi vil gerne give spilfans mulighed for at se og prøve ting, som normalt ikke er tilgængelige for alle. Derfor er det fantastisk, at messen i år vil danne ramme om den første nordiske fremvisning af Project Morpheus nogensinde,” siger Eddy Danielsson, Commercial Director hos GameStop, der er verdens største butikskæde for computerspil og tilbehør.

Køb adgang til GameStop Expo og få mulighed for at prøve Morpheus:
Alle, der køber billet til GameStop Expo, kan komme i betragtning til at prøve Project Morpheus. Da hver session tager ca. 10 min., er der dog begrænsede pladser, som tildeles efter først-til-mølle-princippet med en kø på messen. Det er muligt at købe to typer billetter til messen: Morning Ticket (fra 9:00-13:00) og Evening Ticket (fra 14:00-18:00). Der vil være en kø til at prøve Project Morpheus for hver af de to billet-typer. Dem, der ikke selv får mulighed for at prøve Project Morpheus, kan stadig se systemet på tætteste hold og se trailere m.m. på storskærm.

Mere information og billetter findes på:
hjemmesiden: www.GameStopexpo.com
Hvornår: Torsdag den 17. september 2015
Hvor: Bella Center, København