Auktionen om den sjældne jubilæums-PS4 er nu afsluttet. Klokken 12.00 juleaftensdag blev en heldig byder nemlig indehaver af konsollen (og årets julegave) til en hammerslagspris på 22.000 kr.

Alle pengene går ubeskåret til Børnehjælpsdagen.

Om jubilæumskonsollen
Den særlige PS4 blev lanceret i anledning af Sony PlayStations 20-års jubilæum i starten af december. Jubilæumskonsollen kan præcis det samme som en almindelig PlayStation 4, men designet er inspireret af den første PlayStation, som kom på markedet den 3. december 1994 i Japan. I stedet for den sorte farve er jubilæumskonsollen ”original grey”, og både konsollen samt controller og kamera har indgraveret det oprindelige PlayStation family-logo i de originale PlayStation-farver. Jubilæumskonsollen kommer i 12.300 eksemplarer verden over – et tal der afspejler lanceringsdatoen.

Om Børnehjælpsdagen
Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn og unge i Danmark gennem positive oplevelser, aktiviteter og events. Børnehjælpsdagen står bl.a. bag Børnenes IT-Fond, som deler bærbare computere ud til anbragte børn og unge for at give dem bedre forudsætninger for at gennemføre en uddannelse og indgå i sociale relationer. Læs mere om Børnehjælpsdagen og Børnenes IT-Fond her.