Der var kæmpe nyt til God of War-fans under State of Play. Santa Monica Studio bekræfter, at den originale græske trilogi bliver genindspillet, og samtidig er et helt nyt 2D-spil, God of War: Sons of Sparta, udkommet i dag.
Den græske saga vender tilbage
Den oprindelige God of War udkom i marts 2005 på PlayStation 2 og startede Kratos’ brutale rejse gennem græsk mytologi. Nu, op mod seriens 20-års jubilæum i marts 2026, bekræftes det officielt, at den originale trilogi bliver remaket.
Projektet er dog stadig meget tidligt i udviklingen, så der går noget tid, før vi ser gameplay eller konkrete detaljer. Annonceringen blev markeret med TC Carson, stemmen bag Kratos i den oprindelige græske saga.
Santa Monica Studio lover, at når de vender tilbage med nyt om trilogien, bliver det med en større opdatering.
God of War: Sons of Sparta er ude nu
Mens remake-projektet ligger ude i horisonten, kan fans allerede spille noget nyt i universet.
God of War: Sons of Sparta er et 2D action-platformspil med en kanonisk historie, der foregår i Kratos’ ungdom under hans brutale træning ved Agoge sammen med broren Deimos.
Historien er skrevet af teamet bag God of War fra 2018 og God of War Ragnarök, og TC Carson vender tilbage som stemmen på den voksne Kratos, der fungerer som fortæller.
Klassisk vold i nyt format
Sons of Sparta bringer seriens kinetiske kamp over i 2D. Kratos bruger spyd og skjold og kan aktivere guddommelige artefakter kendt som Gifts of Olympus.
Spillet byder på håndtegnet pixel-animation og genintroducerer klassiske fjender fra den græske æra, samtidig med at nye væsner inspireret af mindre udforskede dele af græsk mytologi får debut.
Udviklingen står Mega Cat Studios for, mens Santa Monica Studio har bidraget med historien.
Pris og udgaver
God of War: Sons of Sparta er ude nu digitalt på PS5 i to versioner:
- Standard Edition: DKK 219,00
- Digital Deluxe Edition: DKK 299,00
God of War Trilogy Remake har endnu ingen udgivelsesdato.














