Far Cry-universet får snart selskab af et meget velkendt ansigt. Den ikoniske skuespiller Steve Buscemi er nemlig blevet en del af castet til FX’s kommende live-action serie baseret på Ubisofts populære spilserie.

Buscemi har gennem sin lange karriere optrådt i nogle af film- og tv-historiens mest mindeværdige produktioner, heriblandt Reservoir Dogs, Fargo og The Big Lebowski. Han har også haft store roller i serier som Boardwalk Empire og Wednesday, så det er ikke ligefrem en nybegynder, Far Cry har fået med ombord.

Hvilken rolle Buscemi skal spille, er dog stadig en hemmelighed. Det samme gælder flere detaljer om selve serien, som bliver lavet som en antologi, hvor hvert afsnit får sin egen historie, lokation og rollebesætning.

Det betyder, at serien ikke nødvendigvis kommer til at følge én samlet fortælling, men i stedet kan udforske forskellige sider af Far Cry-universet. Det er dog endnu uklart, om nogle af historierne vil være direkte baseret på spillene, eller om serien vil fortælle helt nye historier.

Bag projektet står blandt andre Rob Mac, kendt som skaberen bag It’s Always Sunny in Philadelphia, som også fungerer som medskaber og showrunner. Derudover er Noah Hawley, manden bag FX’s Fargo og Alien: Earth, involveret i serien.

Far Cry har gennem årene været kendt for sine vilde skurke, eksotiske omgivelser og historier, der ofte bevæger sig langt ud på kanten. Derfor bliver det spændende at se, om serien tør tage samme kaotiske tilgang som spillene.

Serien får premiere på FX og Hulu i USA samt Disney+ internationalt, men en præcis premieredato er endnu ikke offentliggjort.