Nostalgi, nuttethed og en smule tomhed i torvet

Tamagotchi Plaza er en farverig butikssimulator, hvor du som ny praktikant skal hjælpe de små Tamagotchier med at forvandle en søvnig by til et pulserende festivalcentrum. Og allerede i spillets første sekunder, da den klassiske Corner Shop-musik gjalder ud af højttalerne, bliver man sendt direkte tilbage til en mere tryg og bekymringsfri tid – i hvert fald hvis man, som jeg, spillede Tamagotchi Corner Shop på Nintendo DS. Spillet føles som en direkte arvtagning til de gamle spil – og det er netop dét, der er både dets styrke og dets svaghed.

Tak til Bandai Namco for at gøre denne anmeldelse mulig.

Tamagotchi Plaza bygger på det klassiske koncept: små finurlige butikker, hvor du udfører simple, men tilfredsstillende opgaver. Du laver galetter, former briller, syr tøj, mikser drinks eller styrer rap battles mellem rivaliserende Tamagotchier. Ja, det sidste er lige så fjollet som det lyder – men det fungerer, netop fordi det ikke tager sig selv for alvorligt. Spillet balancerer mellem klassiske ideer og skøre nyfortolkninger, og det er svært ikke at blive charmeret.

Særligt butikker som Eyewear Shop og Tailor Shop skiller sig ud med små kreative detaljer. Du skal lytte til Tamagotchiernes ønsker, og forsøge at tolke deres vage anmodninger korrekt – skal “sorte briller” forstås som sorte stel, sorte glas, eller begge dele? Det bliver aldrig svært, men det kræver opmærksomhed og ro, og dét er en del af charmen. Det, der adskiller Tamagotchi Plaza fra sine forgængere, er det nye narrative greb. Du bliver rekrutteret af Prins Tamahiko for at opgradere byens butikker og gøre torvet klar til en stor festival. Det giver spillet en let, men klar progression – en motivation for at besøge alle butikker og opnå “Royal”-status.

Men narrativet forbliver tyndt. Der er over 100 Tamagotchier med små anekdoter, du kan låse op, men der er ikke meget indhold bag de søde ansigter. Cutscenes guider dig videre, men tilføjer sjældent dybde, og byen udenfor butikkerne føles tom og lidt statisk.

Gameplayet i Tamagotchi Plaza er i sin kerne et simpelt loop: spil minispil, tjen Gotchi-points, opgrader butikker, gentag. Når du først har forstået hvert minispils mekanik, har du set det meste af, hvad spillet har at tilbyde. Der er variation nok til nogle hyggelige timer, men derefter begynder repetitionen at melde sig – og det hurtigt. På Nintendo Switch er der 15 butikker (12 i den første version), og de fleste kan mestres på kort tid.

Det er ikke nødvendigvis et problem, hvis du søger afslapning og hygge – men forvent ikke dyb strategi eller langtidsholdbarhed. Det føles lidt som et sukkerchok: sødt, farverigt og hurtigt overstået.Musikken og lydeffekterne rammer plet i starten. Det er nuttet, livligt og nostalgisk – præcis som det skal være. Men gentagelsen sætter hurtigt ind, og efter et par timer føles musikken mere som baggrundsstøj end som en stemningsskaber. Hver interaktion har stadig sine bip og boops, og det hele emmer af barndommens digitale kæledyr – men man savner lidt mere variation.

Tamagotchi Plaza er et sødt gensyn med en kærkommen formel. For fans af Corner Shop-serien er det et nostalgisk tilbageblik med moderne opdateringer og et strejf af ny humor. For nye spillere er det en hyggelig oplevelse, der hurtigt kan gribe én – men lige så hurtigt mister sin dybde. Det er ikke et spil med store ambitioner, og det skal det heller ikke være. Men lidt mere indhold, variation og narrativ tyngde kunne have løftet det fra en sød fornøjelse til en mere mindeværdig oplevelse.

Vil du bare hygge dig i en eftermiddag med søde ansigter, små opgaver og et torv fyldt med potentiale? Så er Tamagotchi Plaza bestemt et besøg værd. Bare vær forberedt på, at festen er over, før du helt er klar til at tage hjem.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægFINAL FANTASY XVI og FINAL FANTASY VII REMAKE til Xbox
Næste indlægOnePlus introducerer Nord CE 5
Mikkel Wiesner
Jeg begyndte min gamingrejse som 4-årig med Super Mario 64 – og siden har jeg været hooked. Ocarina of Time var mit første store spiløjeblik, og siden da har Zelda-serien haft en særlig plads i mit hjerte. Men jeg er ikke typen, der lukker døren for nye oplevelser – jeg elsker alt fra dybe RPG’er og strategiske udfordringer til actionfyldte eventyr og alt derimellem. For mig er spil mere end bare underholdning – det er små kunstværker fyldt med historier, følelser og udfordringer, som alle fortjener at blive oplevet, selv når de driller en smule. Hvis du er til ærlige anmeldelser med en god professionel tone, lidt humor og et åbent sind, så er du kommet til rette sted.
tamagotchi-plaza-anmeldelseEn nostalgisk, nuttet og charmerende butikssimulator, der genopliver Corner Shop-formlen med moderne twist. Små minispil, søde karakterer og en let progression gør det til en hyggelig oplevelse – men mangel på dybde og variation betyder, at den ikke holder i længden. Et hurtigt sukkerchok af nostalgi, mere sødt end mættende.