The Alters er det nyeste spil fra de polske udviklere, 11 bit studios, som tidligere har markeret sig med stærkt stemningsmættede strategispil som This War of Mine og Frostpunk. I The Alters kombineres deres velkendte fokus på moral, overlevelse og systemtænkning med en ny, personlig fortælling om identitet og konsekvens. Resultatet er en både filosofisk og praktisk overlevelsesoplevelse, der stiller spørgsmålet: Hvem kunne du være blevet – og kan du leve med svaret om netop dette?
Spillet tager udgangspunkt i Jan Dolski, den eneste overlevende efter en mislykket mineekspedition på en fjern, fjendtlig planet. For at overleve må Jan benytte et stof kaldet Rapidium til at skabe “alters” – alternative versioner af sig selv, hver baseret på et andet valg i hans liv. Disse alters er ikke blot kloner med forskellige færdigheder, men fuldt udformede individer med egne minder, erfaringer og følelsesmæssige ar. Det hele styres fra en kvantecomputer, der rekonstruerer nøgleøjeblikke i Jans liv, og giver spilleren mulighed for at skabe versioner som Jan Technician, Jan Doctor, Jan Miner og flere andre.
Det er en gribende idé, og den bliver båret flot af både manuskript og stemmeskuespil. Alex Jordan leverer mangefacetterede præstationer, der skaber tydelige forskelle mellem de forskellige udgaver af Jan – både stemmemæssigt og følelsesmæssigt. Man mærker virkelig, at dette er én mand, der taler med sine egne mulige fremtider, og det gør noget ved ens forhold til karaktererne, når man ikke bare udnytter deres evner, men også må tage ansvar for deres mentale velbefindende og interne konflikter.
“11 bit Studios beviser igen, at overlevelse ikke kun handler om ressourcer – men også om moral”
Gameplayet er struktureret omkring en døgncyklus, som skaber et konstant tidspres. Man har kun et begrænset antal timer pr. dag til at udforske, samle ressourcer, bygge nye moduler og løse interne konflikter i basen. Det kan føles intenst – især for spillere, der ikke bryder sig om spil, hvor tid er en direkte gameplayfaktor. Men det er også her, spillets styrke ligger: valgene føles meningsfulde, og optimering er en nødvendighed, ikke en bonus.
Der er en velfungerende balance mellem base management og udforskning. Rumskibet – din base – vises i sideperspektiv som et detaljeret, levende dukkehus, fyldt med små animationer, interaktive rum og overraskende varme detaljer. Her bygger du bl.a. opholdsrum, simulerede parker og fitnesslokaler, for at holde alters sunde og glade. Det fungerer rigtig godt de første mange timer, men systemerne begynder at vise gentagelser hen imod midten af spillet, hvor konflikter og opgaver mellem alters ofte kører i samme mønster. Det bliver en lille hæmsko i en ellers varieret oplevelse.
Udforskningen foregår i planetens overflademiljøer, hvor man etablerer forbindelser til ressourcepunkter ved at bygge master og opgradere udstyr. Det kræver konstant overblik over sit forbrug og produktion – og efterhånden som man låser op for flere teknologier, stiger også antallet af trusler. Her er de primære fjender de såkaldte Anomalies – abstrakte, tågelignende formationer, som kan neutraliseres med energi fra dine batterier. Det er endnu et valg: risikér dine hårdt optjente ressourcer, eller undgå konflikten og gå glip af værdifulde materialer?
“At undgå solens dødelige stråler sætter dine beslutninger og prioriteringer på prøve.”
Alt dette forværres af spillets største og mest ufravigelige trussel: solen. Hver dag rykker dens dødbringende stråler tættere på, og hvis du bliver fanget i dem – selv inde i basen – dør du. Det betyder, at hele din base løbende skal flyttes gennem landskabet, hvilket kræver ressourcer, planlægning og teknologiske fremskridt. I en af spillets stærkeste passager skal man finde en måde at krydse en flod af lava – et klassisk 11 bit-øjeblik, hvor du må balancere udforskning, overlevelse og etiske overvejelser i ét sammenhængende system.
Spillet er inddelt i tre akter, som hver føles naturlige i forhold til historiens udvikling. De introducerer nye mekanikker og mål, uden at miste den grundlæggende intensitet. Dog skal det nævnes, at hvis man ikke formår at optimere sin daglige rytme, risikerer man at misse både indhold og narrative øjeblikke – spillet kræver, at du spiller med systemet, og ikke imod det. Jeg spillede på PlayStation 5 og oplevede ingen tekniske problemer. Spillet kører stabilt, med korte loadtider og skarpt interface. Den audiovisuelle side er i det hele taget velgennemført, med en kølig, industrielt inspireret æstetik, der matches af en underspillet, men stemningsfuld lydside.
Alt i alt er The Alters en kompleks, veludført og tankevækkende oplevelse, der elegant fletter basebygning, overlevelsesmekanikker og eksistentiel sci-fi sammen. Det er måske ikke for alle – især ikke dem, der hader at blive presset af en timer – men for dem, der nyder dybe systemer og følelsesmæssigt engagerende narrativer, er det et spil, der bliver hængende længe efter rulleteksterne.