Under Nintendo’s presse konference blev det næste Zelda spil annonceret, og det bliver en vild oplevelse må man sige.

Vi har jo længe kendt til der ville komme et Zelda spil til Wii U og den kommende Nintendo NX, men nu kender vi titlen og en masse information om spillet.

Det bliver en ny og forbedret måde at spille Zelda på. I kan se den fulde presse meddelelse lige her:

14. juni 2016 – The Legend of Zelda: Breath of the Wild er det næste banebrydende eventyr til Wii U fra Nintendo, der blev præsenteret på E3 i Los Angeles i dag. Spillet udfordrer og overrasker spillerne på alle mulige måder, samtidig med det byder på en fantastisk frihed til at udforske den næsten uendeligt store verden i dette ”open-air” eventyr.

Nintendos gæster på årets E3 kan opleve, hvordan The Legend of Zelda: Breath of the Wild tager spilserien til nye højder, hvor de får lov til frit at udforske Hyrules store verden uden at skulle følge en bestemt vej gennem spillet. Denne oplevelse af frihed vil komme fuldstændig til sin ret, når spillet udgives og der ikke er nogen restriktioner, som messens demoversion trods alt indeholder.

Nintendo Treehouse: Live demo viste, hvordan helten Link skal udforske spillets miljøer for at finde våben eller indsamle dem fra nedkæmpede fjender. Mad hjælper Link med at fylde sine energihjerter og kan give ham et midlertidigt boost eller en evne til at hjælpe ham.

Spillet bryder med visse elementer fra tidligere spil. Fx er mange af de mindre fjender ikke længere tilfældigt spredt ud over spilverdenen, da mange af dem nu lever sammen i kolonier. Link kan klatre op ad tårne og andre strukturer for at få overblik over sine omgivelser. Han kan endda klatre op til toppen af alle bjerge, han kan se i horisonten. Link kan enten paraglide eller bruge sit skjold som en slags kælk til at komme ned ad bjergsider. Link vil rejse gennem skove, enge og bjerge i The Legend of Zelda: Breath of the Wild.

Den vilde natur påvirker desuden Link på forskellige måder, så det er vigtigt at være opmærksom på ændringer i klimaet, da et skift i vejrliget eller temperaturen har indflydelse på miljøet og Links muligheder for at overleve. Fx kan lynvejr være farligt, da det tiltrækkes af Link metalvåben. Det kan også vise sig nyttigt at klæde sig i varmere tøj i kulden eller noget mere egnet, hvis du skal gennem en ørken.

Spillet indeholder over hundrede Shrines of Trials, som byder på forskellige fælder og opgaver, der kan udløse særlige genstande og andre belønninger. Hemmeligheder kan være skjult alle steder og spillets puzzles har ofte flere svarmuligheder. At udforske og gå på opdagelse er en stor del af spillets gameplay og underholdning.

The Legend of Zelda: Breath of the Wild forventes at udkomme til både Wii U og Nintendos næste system med arbejdstitlen NX i 2017. Spillet bliver også kompatibelt med amiibo, som sælges separat. Nintendo annoncerede en ny amiibo-serie til dette spil, der inkluderer Link som bueskytte ”Archer”, Link til hest ”Rider” og en ”Guardian”, der bliver den første amiibo med bevægelige dele. Den allerede udkomne Wolf Link amiibo vil også fungere til The Legend of Zelda: Breath of the Wild.

Glæder i jer til The Legend of Zelda: Breath of the Wild udgives?