Turtle Beach har længe været kendt for deres engagement i gaming-udstyr af høj kvalitet, og deres Rematch Wireless Controller er et spændende alternativ til Nintendos egne controllere. Især for dig, som vil have en kombination af æstetik, funktionalitet og lang spilletid uden at sprænge budgettet. Den er officielt licenseret til Nintendo Switch, Switch Lite og Switch OLED, og den virker også med Switch 2 – dog uden “C-knap”.
Uden tvivl er det kontrollerens design, der stjæler showet og adskiller den fra mængden. I modsætning til Nintendo Switch Pro Controllerens mere basale sorte look, kommer Rematch Wireless i en række sjove og farverige udgaver – ofte med officielt licenserede temaer som Super Mario Star, Invincible Mario, Donkey Kong eller som her – Mario Bricks Reveal. Disse designs er en hyldest til klassisk Nintendo-æstetik. Kontrollerne har varianter med effekter som er en sand fornøjelse for øjet. Mario Bricks Reveal specielle effekt får motivet til at skifte, når du bevæger controlleren eller kigger på den fra forskellige vinkler. Jeg lærte et nyt ord i forbindelse med afprøvning og anmeldelsen som er lentikulær der er betegnelsen for dynamiske grafiske effekter. Prøv at sætte en (Turtle Beach Rematch Wireless Mario Bricks Reveal) lentikulær kontroller på ønskesedlen. Mange af udgaverne kommer desuden med et glow-in-the-dark finish, hvilket giver et ekstra lag af visuel flair, især når du gamer i et mørkt lokale. Selvom de er fremstillet af ABS-plastik, føles det solidt og robust i hænderne.
En kontroller skal være behagelig at holde om, især under lange spilsessioner, og her leverer Rematch Wireless til fulde. Kontrolleren har en ergonomisk form, der ligger fantastisk godt i hånden. Den har den rette vægt (ca. 420 gram), der føles hverken for tung eller for let, hvilket bidrager til en følelse af kvalitet. For dem, der er vant til standard Joy-Cons, vil skiftet til Rematch føles som en massiv opgradering i komfort. Styrepindene og aftrækkerne er præcise og pålidelige. Dette er afgørende for spil, der kræver hurtige reaktioner. De rillede styrepinde giver et solidt greb, så du bevarer kontrollen, selv i hektiske situationer. Kontrolleren er udstyret med to programmerbare knapper på bagsiden. Disse knapper kan nemt og hurtigt ændres direkte på kontrolleren. Hold den sorte funktions knap nede og tryk på den knap på bagsiden du vil ændre. Slip knappen på bagsiden og tryk på den funktion du gerne vil tildele tasten. Så blinker lysdioden 3 gange som bekræftelse. Hurtigt og enkelt. Derudover er en af de mest imponerende funktioner ved Rematch Wireless dens fremragende batterilevetid. Turtle Beach lover op til 40 timers spilletid på en enkelt opladning. Dette er en betragtelig tid, der overgår mange andre controllere i samme prisklasse.
Turtle Beach Rematch Wireless Controller er et stærkt, stilfuldt og velfungerende bud til dig der savner en kontroller til Nintendo Switch (og Switch 2). Med sin lange batterilevetid, remappede knapper, bevægelseskontrol og komfortable design leverer den rigtig meget værdi. Jeg er villig til at se bort fra at der ikke er vibration/rumble og NFC/Amiibo-understøttelse, da det opvejes af dens styrker. Specielt som fan af Mario eller Donkey Kong, vil temaudgaverne også være en stor del af appellen. Ligger dit fokus på overlegen komfort, lynhurtige inputs og programmerbare knapper i et design, der skiller sig ud, så er Rematch Wireless en klar anbefaling.
Tak til Turtle Beach og MI5 Communication for at gøre denne anmeldelse mulig



















