Ventetiden er snart forbi for fans af Assassin’s Creed: Black Flag. Ubisoft har nu offentliggjort både preload-planen og de officielle lanceringstidspunkter for Assassin’s Creed: Black Flag Resynced, som udkommer den 9. juli.
Har du forudbestilt spillet på Xbox Series X|S, har du faktisk allerede kunnet hente det ned siden den 22. juni. Spillere på PlayStation 5 og PC må dog vente til den 7. juli, før preload bliver tilgængeligt.

For danske spillere bliver spillet låst op ved midnat den 9. juli på PS5 og Xbox Series X|S. PC-versionen bliver først tilgængelig klokken 16.00 dansk tid samme dag.
Black Flag Resynced byder på en moderniseret udgave af det populære piratspil med en række forbedringer. Ubisoft har blandt andet opgraderet kampsystemet, gjort fjenderne mere intelligente og tilføjet nye muligheder for social stealth.
Derudover får Edward Kenways trofaste skib, Jackdaw, flere tilpasningsmuligheder, så spillerne kan sætte deres eget præg på det frygtede piratskib.
Ubisoft har også tidligere vist, hvordan spillet udnytter den ekstra kraft i PS5 Pro, blandt andet med mere avancerede hår- og lyseffekter. Om det bliver den detalje, der får spillerne til at opgradere deres konsol, må tiden vise.
Én ting er dog sikker. Om få dage er det igen tid til at hejse sejlene, synge sørøversange og sætte kurs mod Caribien med Edward Kenway ved roret.
Assassin’s Creed: Black Flag Resynced udkommer den 9. juli 2026 på PS5, Xbox Series X|S og PC.














