Det totale trafikanarki vil udspille sig på computerskærme over det ganske land, når computerspillet The Crew lanceres i Danmark den 2. december. Bilentusiasternes svar på World of Warcraft har taget 6 år at udvikle og er en kæmpe satsning fra producentens side, men forventningerne er også enorme.

Uendelige veje
The Crew er et gigantisk computerspil, der med 10.000 km. vejstrækninger dækker hele USA, og hvor alle spillere kører i deres egne unikke biler, der igennem spillet konstant udvikles:

“Spillet er for bil-elskere i alle aldre, og det gælder først og fremmest om at pimpe sin bil og jokke på speederen – i et spilunivers, der dækker over 5.000 km2. Scenen for spillet er hele USA; alle veje og alt i mellem – fra byens gader til forstæderne, bjergskråninger, kornmarker, kløfter, ørkenklitter og racerbaner”, fortæller David Antell fra Ubisoft, der står bag spillet.  

Store priser – store forventninger
Ved verdens største messe for computerspil E3 modtog The Crew i år en række prestigefyldte priser for spillet, og det har naturligvis ikke mindsket forventningerne hos Ubisoft:

“Når et spil vinder GameSpot’s pris for ‘Best of Show’ ved E3 i Los Angeles, så har man jo gjort et eller andet rigtigt. Vi har haft to demo-versioner ude af spillet, som begge er blevet modtaget overvældende godt, så vi har naturligvis kæmpe forventninger til spillet både i Danmark og på verdensplan,” siger David Antell.

Udlev din indre fartdjævel – i trygge rammer
Aggressiv kørsel er til tider påkrævet i The Crew, hvor man bag skærmen, i trygge rammer og uden sele kan og må bryde alle regler for trafiksikkerhed. Og med spillets helt unikke special effects skabes et meget naturtro spilunivers:

”The Crew er ikke en decideret simulator, der forsøger at efterligne virkeligheden. I spillet tager det fx. kun 1½ time at køre tværs over USA, men både bilerne, omgivelserne og navigationen er ultra-realistisk. Spillerne skal køre ræs og gennemføre utallige missioner sammen med eller imod andre spillere – og så handler det selvfølgelig også om, at udvikle og geile sin bil, på samme måde som man udvikler sin figur i fx World of Warcraft,” slutter David Antell.

Spillet udkommer i Danmark den 2. december til PlayStation4, Xbox One, PC og Xbox 360.

Læs mere på spillets hjemmeside: http://thecrew-game.ubi.com/