Hvis navnet Amy Hennig ikke siger dig noget, så kender du sikkert til hendes arbejde. Hun er forhenværende creative director på Uncharted serien hos Naughty Dog. Hun står i spidsen for studiet Skydance, og sammen med Marvel er de nu i gang med udviklingen på en indtil videre ukendt Marvel superhelt.

Skydance studiet beskriver spillet som værende “fortæller-drevet, et blockbuster action-adventure spil, med en original historie og med deres version af Marvel universet”. Vi ved ikke hvilken superhelt der vil være hovedrollen i spillet, eller om hvor mange Marvel ikoner vi kan forvente at se. Der er hverken tale om dato, platforme eller hvad man ellers kan forvente. Rygterne florerer dog lystigt på nettet, og mange spekulere i at spillet måske skulle være baseret på Daredevil, hvilket kunne være ret så spændende. Men vi må væbne os med tålmodighed.

Udover at vi faktisk ved intet om spillet, så er det at Amy Hennig som står i front med udviklingen af spillet, ret så interessant taget hendes tidligere arbejde i betragtning. Hun var forfatter og creative director på de første 3 Uncharted spil og ligeledes var hun dybt i udviklingen på et ambitiøs Star Wars titel, som desværre ikke overlevede særlig længe, før dét projekt blev aflyst.

Marvel spillet fra Skydance kommer også til at stå stærkt ved siden af andre fremtidige Marvel spil, såsom Marvel’s Midnight Suns fra XCOM udvikleren Fireaxis og ikke mindst Marvel’s Spider-Man 2 og Marvel’s Wolverine fra Insomniac. Det er en god tid at være Marvel fan.

Vi kan informere om at vi er stærkt i gang med spillet Marvel’s Guardians of the Galaxy, og at en anmeldelse af spillet kommer i næste uge. Et fantastisk spil, fyldt med humor og action.