Xbox-ejere kan godt begynde at glæde sig til lidt ekstra nostalgi, næste gang de tænder deres konsol.

Den nye Xbox-chef Asha Sharma har nemlig bekræftet, at alle Xbox-konsoller får en ny boot-up skærm via en opdatering den 13. maj. Her bliver det nye grønne Xbox-logo kombineret med en klassisk opstartslyd, som mange spillere uden tvivl vil kunne genkende.

Det nye logo blev allerede vist frem tilbage i april, hvor det erstattede det mere minimalistiske sort-hvide design fra Xbox One-æraen. Nu ser det altså ud til, at spillerne ikke behøver vente på næste konsolgeneration, før ændringerne ruller ud.

Ifølge Sharma bliver opdateringen sendt ud på selve dagen, og det betyder, at første gang du tænder din Xbox den 13. maj, kan være sidste gang med den gamle opstartsskærm. Den nye version byder på en mere markant animation og en lyd, der ikke ligefrem prøver at være diskret. Tværtimod. Den larmer lidt, og det virker helt bevidst.

Det hele peger i retning af, at Xbox forsøger at genfinde noget af den gamle identitet. De små detaljer får lov at fylde igen, og det gælder også noget så simpelt som en boot-up skærm.

Samtidig har Sharma fået en relativt positiv start som chef for Xbox. Hun har blandt andet sænket prisen på Xbox Game Pass og været mere åben i kommunikationen omkring platformen. Det er den slags tiltag, der hurtigt giver point hos spillerne, især i en tid hvor pengepungen er under pres.

Fremtiden for Xbox afhænger i høj grad af, hvordan Sharma navigerer overgangen til næste generation. Med spil som Forza Horizon 6 og Fable på vej er der i hvert fald ikke mangel på ambitioner.

Indtil videre må vi nøjes med en ny opstartsskærm. Og hey, hvis den kan få dig til at smile, hver gang du tænder konsollen, er det måske ikke så lille en ting endda.