Switch 2-spillere kan godt begynde at glæde sig, selvom de må vente lidt længere.

IO Interactive har nemlig igen bekræftet, at 007 First Light er på vej til Nintendos kommende konsol, og ifølge studiets CEO Hakan Abrak er målet klart. Det skal være en ordentlig version, ikke en forhastet port.

Oprindeligt var planen, at spillet skulle udkomme samtidig med PC, PS5 og Xbox Series X/S den 27. maj 2026. Men tidligere i år blev Switch 2-versionen skubbet til sommeren, og nu lyder det, at vi nok skal nærmere sensommeren, før det lander.

Ifølge Abrak kører spillet allerede på Switch 2, men holdet vil bruge ekstra tid på at finpudse oplevelsen. Han understreger, at han ikke vil høre kritik af en halvfærdig version, og at kvaliteten er førsteprioritet.

Samtidig sender han en lille kærlighedserklæring til Nintendo-fans. Bond har en særlig plads på Nintendo, fortæller han, og lover at gøre alt for at levere en version, der lever op til forventningerne.

Det er en melding, der nok vil berolige mange, især efter eksempler på ports, der aldrig helt fandt fodfæste. Her virker det til, at IO Interactive hellere vil være lidt forsinket end at sende noget ud, der ikke spiller.

Når spillet endelig lander, bliver det en origin story om en ung James Bond, hvor spilleren starter som 26-årig og arbejder sig op til den ikoniske 00-status. Gameplayet blander snigende elementer fra Hitman med mere actionprægede sekvenser, så der er lagt op til en ret varieret oplevelse.

Med en forventet udgivelse i august eller september ser kalenderen også relativt åben ud på Switch 2. Det kan give 007 First Light lidt ekstra plads til at skinne, hvis det rammer rigtigt.

Så ja, ventetiden bliver lidt længere. Men hvis det betyder en bedre Bond-oplevelse på farten, er det måske til at leve med.