Spec Ops The Line minder i titel og stil meget om de mange moderne militær shootere som typisk udgives i november. Måske netop derfor har 2K Games valgt at udgive dette spil fra Yager Development i den mere stille sommerperiode. Efter at have spillet Spec Ops The Line kan jeg konstatere, at det er sværere at sætte i bås end jeg umiddelbart havde regnet med.
Som det lille klaptræ med GamersLounge G’et angiver, har vi denne gang også en videoanmeldelse. Foretrækker du at læse anmeldelsen findes den nedenfor.
På overfladen minder historien fuldstændig om så mange andre af de nutidige shootere. Dubai, i de Forenede Arabiske Emirater, er igen blevet til en nådesløs varm og støvet ørken efter at sandstorme har hærget. Amerikanske tropper har hjulpet med evakueringen af de overlevende og sikret den hærgede by, med verdens højeste og mest luksuriøse bygninger, mod plyndringer. Det sidste omverdenen hørte til 33. bataljon, var en radiomeddelelse om at de ville evakuere en karavane med flere tusinde overlevende. Uger senere opfanges et nødsignal fra John Konrad, og de tre soldater fra Delta styrken, Kaptain Walker, Løjnant Adams og Sergents Lugo sendes ind for at få kontakt med de overlevende.
Dermed er der lagt op til en helt traditionel tredje persons shooter hvor du som helten skal nedkæmpe utallige fjender for at redde den savnede bataljon og de mange civile. Du vælger selv om du vil tage på ørkenvandring på PlayStation, pc eller Xbox, som er den version jeg har spillet. Du finder alle de elementer som man i dag forventer i en tredje persons shooter. Du kan gå i dækning, løbe, give dine to underordnede kommandoer og anvende stort set alt hvad der findes af våben på en moderne slagmark. Teknisk set er det velfungerende selvom det ikke skubber grænserne for hvad der findes i andre tredje persons spil.
Da handlingen er henlagt til det ørken klædte Dubai, så er det lyst sand og smukt dekorerede bygninger som danner rammen om historien. Den grafiske side lever ikke op til mine forventninger og jeg ved at Unreal motoren kan yde væsentligt bedre. Specielt multiplayer, som er lavet af Darkside Game Studios, virker som om det flikket samme i hast eller er genbrug fra en gammel titel. Selv med farverige navne på spiltyperne, så er multiplayer ikke det jeg kommer til at tage med og huske fra Spec Ops The Line.
Det som giver Spec Ops The Line et skub i den helt rigtige retning er historiens mange dilemmaer og at tonen mellem Walker, Adams og Lugo, ændres gennem spillet. De starter med en jovial tone, hvor der samarbejdes og den enkelte professionelt annoncerer sine træffere. Som handlingen skrider frem tærer de mange urimelige valg på deres indbyrdes forhold. Det kommer til udtryk gennem kritik af de andres handlinger og en omgangsform som minder mere om tålt samvær, end som et team der har en opgave at løse. Selv Walker bander og svovler hver eneste gang han skal skifte magasin. Det er så genialt enkelt at det er mærkeligt at ingen har lavet dette tidligere.
Ændringen i opførsel sker på baggrund af de mange dilemmaer som holdet bliver konfronteret med. Skal jeg skyde den civile som stjal vand, eller soldaten som mejede familien på 5 ned for at fange tyven? Det hele starter med små uskyldige valg som eskalerer til punktet hvor du tvinges til at bruge hvidt fosfor mod 33. bataljon. Du får et førstehåndsindtryk af rædslerne bag en konflikt og at hvert forsøg på at hjælpe kan ende grueligt galt, når du ikke kender fakta bag. Desværre så påvirker dine valg på ingen måde den fastlagte handling og derfor ender det som frustrerende følelses porno, hvor din indflydelse er ikke eksisterende.
Når disse to historie elementer er pillet fra så er Spec Ops The Line, en helt traditionel shooter med sin del af fast monterede maskingeværer, horder af fjender som skal nedkæmpes og de traditionelle on-rails sektioner, hvor du skal skyde som var du betalt for det. Selvom der på den tekniske side er mange fine detaljer, som f.eks. at du ikke skal racke dit våben, hvis du skifter magasin før det foregående er tomt, så er der også elementer som ikke er helt polerede nok. Det at komme i dækning og løbe ud af dækning, er mere et spørgsmål om held end egentligt præcis styring. Samtidig er knappen til at hoppe over en barriere og sparke en fjende, den samme som til at udføre et nærkamps angreb. Det har givet utilsigtede resultater, bl.a. min alt for tidlige død.
Jeg er overbevist om at Spec Ops The Line starter en trend med figurenes ændrede opførsel gennem historien. Samtidig er kampagnen underholdende at spille igennem og det er to gode grunde til at bruge en 8-10 timer i selskab med Martin Walker. Spec Ops The Line leverer en solid indsats i tredje persons shooter kategorien og lander på et velfortjent tre-tal. God fornøjelse.