Det er ikke alene spil som bliver vist frem på Gamescom. Der er også masser af gear. Specielt simulator-genren er voksende, hvor både fly og biler er på fremmarch. I den entusiastiske del af racing-segmentet tænker man ofte på Fanatec. Det er et område hvor danske Asetek, som er hjemmehørende i Aalborg, er en kompetent udfordrer. De har serien La Prima, som er bygget omkring et direct-drive på 12Nm, Forte, som lige giver den et nøk opad med et 18Nm direct-drive, og endelig Invicta med et 27Nm direct-drive. Det vi er kommet for at prøve var den nye Initium-serie af produkter, hvor du kan komme i gang med et solidt setup uden at gå bankerot.
Skal vi lige tage de cirka-priser for de forskellige bundles i hver serie, så du har en idé om, hvad du skal spare sammen for at have et pedal-, rat- og direct-drive-sæt. La Prima ca. 12.000, Forte ca. 17.000 og Invicta rammer 23.000 kroner i listepris. Her træder Initium ind på scenen med en pris på små 6.000 kroner for et direct-drive på 5,5Nm og tilhørende rat og pedaler. Hvis du kan skrabe 10.000 kr. sammen, så kan du endda få alle dele, et sæde sammen med en cockpit-ramme, hvor det hele kan monteres. Det fede ved Initium er, at det er konstrueret efter de samme principper som resten, så det er let at opgradere. Kabel-fri quick release, RaceHub-software og en solid byggekvalitet, så det kan tåle at blive brugt. Over tid kan du så vælge at opgradere de forskellige elementer, indtil du rammer det helt store Formula Pro-rat til lige omkring 12.000 kr. – ja, det er bare for rattet. Kan du klare dig med Forte, så slipper du med 6.000 kr.
Det, som jeg synes, er rigtig fedt ved Initium, er, at du selv kan opgradere det. Vil du gerne have en kobling? Ja, så kan du købe den og sætte den på pedalsættet. Synes du 5,5 Nm i force feedback ikke er godt nok, så kan du for 800 kr. opgradere til 8Nm. Sådan er der masser af muligheder for at gøre dit sæt mere og mere dit, så det matcher det, du foretrækker at køre ræs i. Får du ikke lov til at have sættet stående fremme hele tiden, så kan sædet foldes, og hele herligheden stilles på højkant, så det fylder mindst muligt. Initium giver mulighed for at komme i gang med professionelle komponenter for at se, om SimRacing er noget for dig.
Fortsætter du med dine opgraderinger, så ender du også med et rat, som kan programmeres, så det matcher den bil, du kører. Asetek har åbnet for hele det API, der giver dig mulighed for at tilpasse rattet. Dermed kan du finde opsætninger på en af entusiast-websiderne, som ikke alene har opsætningen til de forskellige baner, men også downloads, så rattet matcher den bil, du kører. Det viser, hvor stærkt et community der findes bag, så selvom du er helt ny, så er der masser af hjælp at hente, så du får det bedste ud af dit setup.
Tak til Asetek for at vise produkterne frem og til den gamle tårnspringer Peter Dam, som sidder i bogholderiet i Aalborg, der mener jeg passer bedre i dette setup.























