Ubisofts længe ventede Japan-eventyr lander på Switch 2 i en teknisk stærk version, der ikke ændrer seriens formel – men beviser, at platformen er klar til de helt store oplevelser.
Der er noget næsten poetisk over, at Assassin’s Creed – en serie bygget på historiske fantasier, skjulte knive og kulturelle fortolkninger – først nu, efter mere end 15 år, for alvor finder vej til Japan. Fans har efterspurgt netop dette setting siden Ezio løb over renæssancens tage, og Ubisoft har i årevis kredset om ideen uden at turde tage springet. Assassin’s Creed Shadows føles derfor ikke bare som endnu et spil i rækken, men som kulminationen på en fælles forventning: Det spil, serien næsten altid har været på vej imod.
At Shadows nu også udkommer på Switch 2, og endda i en teknisk overbevisende version, giver spillet nyt liv. For Shadows er ikke et nyt spil. Det er blevet gennemspillet, analyseret og diskuteret i detaljer på de gængse konsoller. Alligevel ændrer konteksten sig markant, når oplevelsen flyttes over på Nintendos nye hardware. Ikke fordi spillet pludselig bliver fundamentalt anderledes, men fordi det lander på en platform, hvor ambitioner i denne skala stadig føles sjældne.
Spørgsmålet er derfor ikke, om Assassin’s Creed Shadows er godt. Det er det. Spørgsmålet er snarere, hvad det betyder i 2025, og hvad det betyder på Switch 2. For Shadows er, på mange måder, et klassisk Ubisoft-spil. Et enormt åbent kort fyldt med ikoner, systemer og sideaktiviteter. Lag på lag af RPG-mekanikker, loot, færdighedstræer og progression, der til tider føles mere styret af designskemaer end af fortælling. Ubisoft har ikke forladt sin velkendte formel – de har forfinet den.
Det mærkes især i spillets missionsstruktur, som er blandt de mest problematiske elementer. Shadows er ikke missionbåret i klassisk forstand. I stedet arbejder spillet med et konstant voksende galleri af personer, relationer og spor, der hele tiden udvides. Det skaber en oplevelse, hvor man ofte mister overblikket over, hvad man egentlig laver, og hvorfor man gør det.
I praksis betyder det, at man konstant tvinges ind i spillets kort og menuer for selv at aktivere opgaver. Man aktiverer en mission, går 100 meter for at hente sake, vender tilbage – og skal derefter igen manuelt aktivere næste del. Det fragmenterer spillets flow og skaber en oplevelse, der føles unødigt tung og administrativ. Menusystemet er langsomt, overfyldt og dårligt prioriteret, og det er ærligt talt en af de svagheder, Assassin’s Creed-serien har slæbt rundt på i årevis.
Det positive – hvis man kan kalde det dét – er, at denne tunghed ikke er værre på Switch 2 end på andre platforme. Ubisoft har ikke leveret en ringere version. De har blot beholdt et system, der i forvejen er for komplekst for sit eget bedste. Når kritikken er leveret, bliver det dog hurtigt tydeligt, hvorfor Shadows alligevel fungerer så godt. For Japan er et fremragende valg af setting. Ikke bare visuelt, men tematisk. Det feudale Japan passer næsten uhyggeligt godt til Assassin’s Creed-universets fokus på skjulte konflikter, magtstrukturer og moralske gråzoner. Arkitekturen, naturen, årstidernes skiften og den konstante politiske uro føles som en naturlig forlængelse af seriens DNA.
At bevæge sig gennem bambusskove, infiltrere slotte og observere verden fra pagoders tage føles ikke som et tematisk eksperiment, men som en selvfølgelighed. Shadows føles som et spil, der længe har manglet sin endelige form – og som nu endelig har fundet den. Ubisoft rammer samtidig en fornuftig balance mellem historisk autenticitet og fri fortolkning. Japan er ikke reduceret til en visuel kulisse, men er vævet ind i både fortælling, karakterer og gameplay. Det giver spillet en identitet, som mange tidligere Assassin’s Creed-titler kun har haft i glimt.
Noget af det mest vellykkede ved Shadows er de to hovedpersoner. De er blandt de mest interessante protagonister i seriens historie, ikke kun på grund af deres personligheder, men fordi de reelt repræsenterer to forskellige måder at spille på. Den ene er den klassiske snigmorder: hurtig, adræt og bygget til stealth. Den anden er tungere, mere direkte og brutal. Det er ikke blot et narrativt valg, men et mekanisk greb, der giver spilleren frihed til at tilgå spillet på forskellige måder.
Historien er generelt velfortalt og engagerende. Den tager sig tid og kræver tålmodighed, men belønner investeringen gennem stærke karakterer og en fortælling, der faktisk har noget på hjerte. Ubisoft lykkes her bedre end ofte set med at lade gameplay og narrativ spejle hinanden, frem for at modarbejde hinanden.
På det tekniske plan er Switch 2-versionen en af spillets største positive overraskelser. Da spillet første gang blev loadet op, blev Ubisoft-profilen automatisk implementeret, og savegame fra Xbox dukkede op uden problemer. Cross-progression fungerer gnidningsfrit, og det føles som en selvfølge, der desværre stadig ikke er standard i branchen. Her er det bare fedt – og ekstremt brugervenligt.
Ydelsesmæssigt kører Shadows overraskende godt på Switch 2, både håndholdt og stationært. Oplevelsen er stabil, loadtiderne er fornuftige, og spillet føles aldrig som et kompromis. Grafisk er Shadows ikke et teknisk mesterværk sammenlignet med titler som Ghost of Tsushima, der både visuelt og teknisk stadig står stærkere. Men konteksten er afgørende. På Switch 2 er konkurrencen ganske enkelt mindre, og her fremstår Shadows ambitiøst, stort og imponerende.
Det siger i virkeligheden lige så meget om Switch 2 som platform, som det gør om Shadows som spil. At kunne tage et Assassin’s Creed-spil i denne skala med sig i håndholdt form, uden at oplevelsen føles forringet, er et klart signal om, hvor Nintendo bevæger sig hen. Assassin’s Creed Shadows er stadig præget af seriens klassiske problemer: Et overfyldt design, tunge menuer og en struktur, der til tider mister sit eget fokus. Ubisoft har ikke genopfundet sig selv. Men de har leveret et spil, der endelig udnytter et længe efterspurgt setting, og som på Switch 2 føles mere relevant, end man kunne have forventet.
Det er ikke det bedste Assassin’s Creed nogensinde. Men det er et af de mest interessante. Og på Switch 2 er det samtidig en af de stærkeste tredjepartsoplevelser til dato.