Efter en relativt ensidig kamp mod franske G2, der pt indtager 4. pladsen på verdensranglisten, er danske Astralis videre til kvartfinalerne i årets anden og sidste Major, der afholdes i polske Krakow.

Ud over sejren mod verdens pt 4. bedste hold er de indledende kampe resulteret i et enkelt nederlag mod SK Gaming, der pt indtager førstepladsen på verdensranglisten og sejre over det svenske storhold FNATIC og brasilianske Immortals.

En af holdets stjernespillere, Nicolai ”dev1ce” Reedtz, fortæller:

  • Det er ekstremt vigtigt, at kvalificere sig blandt de 8 bedste hold. Vi har nået vores første delmål og alt kan ske herfra. Samtidig betyder det, at vi undgår at skulle ud i en lang kvalifikationsturnering næste gang, da de bedste 8 fra turneringen her er direkte kvalificeret til næste Major.
  • Vi har forbedret os gennem turneringen og kampen i dag var vel vores bedste indtil videre. G2 er et virkelig stærkt hold, når det kører for dem, men vi får lukket dem godt ned og formår at gøre mange af de ting, vi selv er gode til. Vi lader os aldrig stresse og jeg synes egentlig vi har kampen under kontrol fra start til slut, selvom de har nogle vilde individuelle skills.
  • Vi har en enkelt dag fri nu, før kvartfinalen fredag. Så snart vi kender modstanderne skal vi kigge taktik og forberede os, men vi kender alle hold hernede og jeg tror ikke, der er nogen, der for alvor kan overraske os.

Kvartfinalerne afvikles fredag i selve Tauron Arena, der med plads til 15.000 tilskuere godt kan blive noget af et inferno, især til søndagens finale. Fredag og lørdag forventes der dog også mange tilskuere, og ”dev1ce” glæder sig selvsagt til oplevelsen:

  • Det bliver fedt at spille på scenen i arenaen. De forventer fuldt hus søndag, men allerede fredag og lørdag kommer der mange. Vi ved, vi kan gå hele vejen, hvis alle rammer topniveauet, men verdenstoppen er lige nu så tæt, at det er komplet umuligt at forudse, hvem der ender i finalen. De stærkeste hold er sindssygt gode i øjeblikket – det må være virkelig fedt at være tilskuer, konstaterer ”dev1ce”.

Der er i alt afholdt 11 Majors og ”dev1ce” er sammen med Peter ”dupreeh” Rasmussen og Andreas ”Xyp9x” Højsleth de eneste spillere, der har kvalificeret sig til mindst kvartfinalerne i alle 11 majors. Ingen andre spillere i verden har formået at være blandt de 8 sidste i alle turneringer.

Kvartfinalemodstanderen og kamptidspunkt fredag findes senere onsdag. Semifinalerne afvikles lørdag og finalen spilles på søndag kl. 16 i Tauron Arena, hvor der har været afviklet mange internationale begivenheder, og hvor bl.a. Mikkel Hansen pryder den ene væg i loungerne.

Alle kampe kan følges live på https://twitch.tv/pgl