Fredag eftermiddag blev kablerne koblet til den rekordstore udgave af Gamebox Festival, der i år byder på en ekstra hal. Danmarks største gamingevent, der favner både en messedel og landets største LAN-party, finder sted i MCH Messecenter Herning 25.-27. april 2025.
Tusindvis af gamere indtog fredag eftermiddag MCH Messecenter Herning for at deltage i årets Gamebox Festival. Godt 2.300 LAN-deltagere satte sig hurtigt til rette foran skærmene til Danmarks største LAN-party, mens andre gik på opdagelse i messedelen af festivalen, der allerede fra start bød på en bred vifte af underholdende aktiviteter.
Besøgende havde blandt andet mulighed for at møde den danske YouTuber ComKean og spillere fra FC Midtjyllands superligahold, ligesom man kunne overvære en række kendte content creators livestreame fra festivalen og udfordre hinanden i forskellige spil. Også Jyske Bank Main Stage tiltrak mange besøgende takket være en stribe konkurrencer med blandt andre LEGO og et spektakulært gameshow med stjernerne fra Astralis. Det var også her, at sløret blev løftet for nyheden om Ingeniørforeningen IDA og esportklubben Masonics kvindehold IDA NexGen.
Fredag aften venter først en showkamp mellem vinderne af DGI Sjællandsmesterskabet og Syddanskmesterskabet og dernæst en showkamp mellem Air Wing Control og Politiets Online Patrulje. Derudover kan de besøgende se frem til at få stimuleret lattermusklerne, når komikeren Peter Werner indtager Jyske Bank Main Stage.
Stribevis af aktiviteter weekenden lang
Lørdag gælder det én af årets store nyheder, Nordic Card Show, der foruden muligheden for at købe, sælge og bytte samlekort byder på et væld af sjove aktiviteter. En anden stor nyhed er LEGO Fortnite Show med værterne Anso Cosplay og Thomas Bense.
Derudover venter lørdag et glædeligt gensyn med Sigge & Maria fra DR Ultra Gaming, ligesom festivalen som altid trakterer med en lang række meet ‘n’ greets – alene lørdag er der mulighed for at møde eLandsholdet, Judex og Shadys, Astralis, Johannes Matzen og Flamesman1. Ligeledes lørdag venter Elgigantens meget populære giveaway, efterskolemesterskaberne, en gelblasters-showmatch mellem Forsvaret og Politiet, Cosplay Craftmanship, Team Atlantic Fortnite Show, semifinalerne i CS Danmark-Mesterskabet samt ikke mindst Danish Game Awards 2025.
Søndag kan fans se frem til at hilse på Sigge & Maria, MrSpyPlant og Morten Münster, hvoraf sidstnævnte allerede lørdag kan opleves med sit Minecraft Show. Desuden gælder det søndag finalen i CS Danmark-Mesterskabet, ligesom eksempelvis Nordic Card Show, LEGO Show, Elgigantens giveaway og Astralis’ gameshow også vender tilbage søndag.
Gamebox Festival finder sted 25.-27. april 2025 i MCH Messecenter Herning.