Uha. Den er ikke helt god hos Rockstar lige nu.

Grand Theft Auto 6 står til at få sin hidtil største officielle fremvisning den 27. august, men nogle personer har tilsyneladende besluttet, at Rockstar godt kunne springe lidt frem i kalenderen.

En gruppe eller person, der kalder sig CyberLeek, har de seneste dage spredt flere videoer og billeder, som angiveligt viser gameplay fra det kommende Grand Theft Auto 6. Flere af klippene ser umiddelbart ægte ud og viser blandt andet Jason i forskellige situationer, herunder basketball, biljagter og mere voldelige møder med spillets NPC’er.

CyberLeek har samtidig delt billeder, der angiveligt viser dele af spillets kort. Det er dog vigtigt at understrege, at Rockstar endnu ikke har bekræftet materialets oprindelse eller ægthed.

Det hele bliver endnu mere interessant, fordi CyberLeek ikke bare ser ud til at have lækket materialet for sjov.

Gruppen har koblet lækagerne sammen med en protest mod den stigende overgang til digitale spil. GTA 6 bliver nemlig solgt i butikkerne, men den fysiske Standard Edition kommer uden selve spillet på en disk. I stedet indeholder æsken en kode, der bruges til at hente spillet digitalt.

CyberLeek har samtidig offentliggjort et manifest, hvor gruppen kritiserer den digitale udvikling i spilbranchen og blandt andet peger på risikoen ved, at spillere i fremtiden kan miste adgangen til spil, de har købt. Gruppen har også brugt opmærksomheden til at promovere en kryptovaluta, hvilket naturligvis gør hele historien en smule mere… mistænkelig.

Take-Two ser dog ikke ud til at være specielt begejstret for kampagnen. Flere af de lækkede videoer er allerede blevet fjernet efter copyright-krav, mens materialet fortsat dukker op andre steder på nettet.

Og timingen kunne næsten ikke være værre for Rockstar.

Den 27. august får Grand Theft Auto VI: An Extended Look premiere på Netflix, hvor Rockstar officielt vil give fans et længere kig på spillet. Seks timer senere bliver præsentationen også lagt på Rockstar Games’ YouTube-kanal og den officielle GTA 6-hjemmeside.

Rockstar har ikke sagt præcis, hvad fremvisningen kommer til at indeholde, men efter mere end et år siden Trailer 2 er forventningerne mildest talt enorme. Hvis Rockstar havde planlagt at gemme bestemte gameplaydetaljer til den 27. august, har CyberLeek i hvert fald forsøgt at ødelægge overraskelsen.

Spørgsmålet er nu, hvor langt Rockstar og Take-Two vil gå for at få materialet fjernet, og om de resterende dage frem mod den officielle fremvisning bliver fyldt med endnu flere lækager.

Vi viser naturligvis ikke det lækkede materiale her på Gamerslounge. Hvis du vælger at opsøge det på sociale medier, sker det på eget ansvar, da materialet både kan indeholde spoilers og være blandet sammen med falske klip eller andet materiale, der cirkulerer i kølvandet på lækagerne. Hackergruppen kan i værste fald, fremvise hele slutningen af spillet, såfremt de har fat på hele spillet.

Én ting er dog sikkert: Rockstar har næppe haft den 18. august 2026 stående som “læk GTA 6 før vores store show” i kalenderen.