Det danske spilfirma Trophy Games, som specialiserer sig i manager- og strategispil målrettet voksne til mobil og PC, er på vej på Nasdaq First North Growth Market børsen. I dag, den 7. april, åbnes der for, at der kan tegnes aktier. Første handelsdag bliver forventeligt den 27. april.

Adm. direktør og stifter, Søren Gleie siger:

“I dag er et stort næste skridt for Trophy Games, for nu åbner vi op for, at alle, der ønsker at blive medejere af Tropy Games, kan melde sig på banen. Vi tror selv meget stærkt på, at Trophy Games kan vokse sig større og skabe mere værdi for vores ejere, men vi ved også at det forpligter at blive børsnoteret. Vi skal vise, at vi rent faktisk kan levere, som vi lover”.

Trophy Games har skabt vækst hvert eneste år siden etableringen i 2006. Sidste år omsatte Trophy Games for 30,8 mio. kr., og i år er forventningen at nå en omsætning på ca. 45 mio. kr. Børsnoteringen skal gøre det muligt for Trophy Games at udgive flere nye spil samt foretage opkøb af andre spil, der passer ind i kataloget.

Forretningsmodellen i Trophy Games er baseret på, at spillene er gratis at hente, men med en lang række tilkøbsmuligheder i spillene. Sværhedsgraden er høj, og spillene er bygget sådan op, at brugerne hele tiden får nye opgaver og missioner, de skal løse. Det fastholder kunderne i mange år, og dermed genereres en lang og stabil indtjening fra hvert spil.

“Vi har allerede bevist, at Trophy Games har en plads i markedet, men vi tror på at der er plads til at vi kan vokse os større og dermed skabe mere værdi for vores ejere. Det er det, børsnoteringen skal give os mulighed for”, siger Søren Gleie.

Selskabet er værdisat til 160 mio. kr., og tegningsperioden løber fra den 7. til den 20. april. Resultatet forventes offentliggjort den 22. april.

Trophy Games forventer at rejse knap 60 mio. kr. på børsen. Heraf er der på forhånd modtaget bindende tilsagn på for 30 mio. kr. Interessen har dog været betydeligt større, hvorfor det ikke har været muligt at imødekomme alle forhåndstilsagn.

I forbindelse med udbuddet har alle eksisterende aktionærer aftalt at indgå lock-up-aftaler, der som udgangspunkt forpligter de eksisterende aktionærer til ikke at sælge aktier i selskabet fra den første handelsdag og i en periode på 360 kalenderdage.

Hvis man ønsker at tegne aktier i Trophy Games, kan det ske via Nordnet. Man skal som minimum være villig til at tegne 475 aktier, svarende til minimum 3.800 kr.

Om Trophy Games

Trophy Games udgav sit første spil tilbage i 2006. Det var football manager-spillet Trophy Manager. Siden er der kommet fire spil til, og i år lanceres et nyt spil i fantasygenren- og et eSport manager-spil.

Firmaet har i dag kunder i 140 lande, og langt størstedelen spillerne er voksne mænd. To tredjedele af indtjeningen kommer fra mobilspil, mens resten stammer fra PC. De fleste af Trophy Games’ spil er udviklet til flere platforme, og dermed er man i mindre grad afhængig af, om det er den ene eller anden platform, som brugerne foretrækker.

Disse faktorer betyder tilsammen, at Trophy Games har haft et positivt cashflow på driften og været en overskudsgivende forretning i de fleste regnskabsår.