Velkommen til vores preview af Digimon Story: Time Stranger, baseret på vores hands-on oplevelse ved et event hos Astralis Nexus i København. Denne session fulgte kort efter vores første møde med spillet på Bandai Namco’s stand på Gamescom. De små to timer med den udvidede demo gav os en dybere forståelse af, hvad fans kan forvente. Spillet er det syvende i den populære JRPG-serie og lover at kombinere den velkendte, nostalgiske charme fra franchisen med et nyt og forbedret kampsystem, der sigter mod at tilfredsstille både eksisterende fans og trække nye spillere. Vi spillede indledning og et område, Abyss, længere inde i spillet. Vi har klippet lidt video.

Fans der voksede op med Digimon Adventure i 1999 vil nikke genkendende til Digimon Story: Time Stranger. Selvom spillet bygger på denne nostalgi, er det en helt ny historie, der ikke kræver kendskab til tidligere spil eller animerne. I stedet for at spille som et barn eller en teenager, tager du rollen som en voksen hemmelig agent fra ADAMAS, der efterforsker Digimon-relaterede fænomener i en by, hvor mystiske hændelser og uforklarlige katastrofer finder sted. Hovedpersonen er ikke stemmelagt for at give spilleren mulighed for at leve sig ind i rollen som agenten.

Spillet starter med, at du skal vælge mellem en mandlig eller kvindelig agent, hvor den valgte karakter bliver spillets helt, og den anden bliver din partner, der kommunikerer med dig via et lommeformat hologram. Historien tager dig hurtigt til et ‘time warp’-fænomen otte år tilbage i tiden, hvilket danner rammen for spillets mysterium og de afsløringer, der venter i den senere del af spillet. Selvom historien var ikke det primære under vores preview-sessioner, var de indledende scener fascinerende og lovede en dyb, plotdrevet oplevelse.

En af de mest bemærkelsesværdige forbedringer i Time Stranger er kampsystemet, som producer Ryosuke Hara har fokuseret på at balancere, ligesom han gjorde med Dragon Ball Z: Kakarot. Slut med at stole på et par udvalgte stærke karakterer; nu er fokus på en mere dynamisk RPG-kamp, der kræver strategiske valg. Spillet er en tur-baseret RPG, der bygger videre på grundlaget fra forgængeren, Cyber Sleuth. Kampsystemet introducerer den klassiske rotation: Data, Virus og Vaccine, der fungerer ligesom ‘sten, saks, papir’. Dog har Digimon også yderligere elementære svagheder, hvilket gør hvert valg vigtigt.

Den største styrke ved spillet ligger dog i Digimon-indsamlingssystemet. I modsætning til mange andre lignende spil har Digimon et ikke-lineært evolutionssystem. For eksempel kan en Koromon udvikle sig til flere forskellige Digimon som Agumon, Guilmon eller Dracomon. Evolutionen påvirkes af, hvordan du behandler din Digimon. De har nu 16 forskellige personligheder, som påvirker deres ‘matrices’ – herunder deres statistikvækst og hvilke evner de lærer. Du kan tilmed de-digivolve din Digimon for at starte forfra med en ny udviklingssti, selvom det sætter dem tilbage på level 1. Det bliver fedt for alle der elsker stats og det at forme den bedste gruppe af Digimons.

Time Stranger skinner også igennem med sine mange ‘quality of life’-forbedringer. En af de mest interessante funktioner er Digifarmen i ‘The In-Between Theater’, et sted mellem den virkelige og digitale verden. Denne farm er en opgradering fra Cyber Sleuth og er mere tilpasselig, så du kan træne dine Digimon og styrke deres ‘Bond’ til dig. Pas på med den. Du kan spendere uanede mængder af tid her. Kampsystemet er også designet med livskvalitet for øje. Du kan speede kampe op og bruge auto-battle til at klare nemmere dungeon-fights. Dette er en bevidst designbeslutning, der fremhæver spillets virkelige udfordring i bosskampene, som kræver strategisk tænkning og udnyttelse af svagheder. Systemet med at ‘scanne’ Digimon under kampe giver dig en procentsats, og når du når 100%, kan du konvertere dem til en del af dit hold, mens 200% giver en stærkere version.

Alt i alt føles Digimon Story: Time Stranger som et spil, der forstår sin genre og lytter til fansenes ønsker. Spillet udkommer den 3. oktober 2025. Selvom det er et solidt JRPG, er det også let tilgængeligt for nye spillere og en nostalgisk tilbagevenden for dig der kender universet.