Den franske spiludvikler og udgiver DON’T NOD, og den danske spiludvikler PortaPlay, lancerer i dag Gerda: A Flame in Winter, et nyt historiebaseret spil med rollespilselementer.

Gerda: A Flame in Winter er tilgængeligt på Nintendo Switch og pc via Steam, og kan købes med 10% lanceringsrabat i den første uge efter udgivelsen.

Spillet foregår under den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig og er inspireret af virkelige begivenheder oplevet af spilinstruktørens bedsteforældre. Spillerne følger den halvt danske og halvt tyske sygeplejerske Gerda Larsen, der oplever krigens virkelighed forandre hendes liv for evigt og tvinger hende til at handle.

Gerda er ikke en typisk helt, og det her er ikke et typisk krigsspil. Den skæbnesvangre historie foregår ikke på frontlinjen, men i den lille sønderjyske by Tinglev, hvor Gerda er født og opvokset. Den uselviske sygeplejerske bærer ikke våben og har ikke nogen hær i ryggen. I stedet må hun forlade sig på sig selv og sin viden om byen og dens indbyggere i forsøget på at redde sin mand, der er blevet arresteret af Gestapo.

Gerda: A Flame in Winter er et stærkt og historiebåret spil, der er inspireret af virkelige begivenheder og virkelige mennesker, der forsøgte at yde modstand mod den tyske besættelsesmagt. Spillerne bliver udfordret af moralske dilemmaer og styrer Gerda igennem farlige situationer og svære valg, når hun på samme tid forsøger både at overleve og holde fast i sin egen identitet og menneskelighed.
Hvor langt ville du gå for at beskytte dem, der står dig nær?

Oskar Guilbert, CEO for DON’T NOD, siger:
“Det har været en stor ære for os at hjælpe PortaPlay med at få denne vigtige historie ud i dag. Jeg er utrolig glad for at kunne præsentere Gerda: A Flame in Winter, der er vores første spiludgivelse med et eksternt spilfirma. Det passer godt ind i vores vision og har det helt særlige ‘DON’T NOD-DNA’.”

Hans Von Knut Skovfoged, CEO og Spilinstruktør i PortaPlay, fortæller:
“Vi er vildt begejstrede over endelig at lancere Gerda: A Flame in Winter i dag, og vi glæder os meget til at høre, hvad folk synes om spillet. Det er inspireret af sande historier om borgere i 2. verdenskrig, deriblandt min egen bedstemor, som var en del af modstandsbevægelsen. Almindelige mennesker som du og jeg, der i den barske hverdag gjorde deres bedste for at bevare håbet, livet og samvittigheden. Det er et spil med et vigtigt budskab, som betyder meget for os, og vi glæder os til at folk får mulighed for at opleve det. Vi er taknemmelige for, at DON’T NOD tror på Gerda og hjælper os med at fortælle denne særlige historie.”