Vi har været en tur ud af huset for at spille det seneste build af Doom Eternal hos Bethesda. Vi spillede også ret meget Doom Eternal på GamesCom 2019 hvor udgivelsesdatoen var sat til november samme år. Senere har Bethesda så valgt at skyde udgivelsen til 20. marts 2020. Den ekstra tid har giver plads til en mere fyldig historie. Nå ja fyldig set i forhold til det vi normalt har set af historiefortælling i serien som første gang så dagens lys 10. december 1993. Det kommer blandt andet til udtryk i starten. Den oprindelige intro kører her i baggrunden for det er den mest bad ass indledning der indtil nu er lavet i et spil.

BFG10000! Yes I like my guns big as Texas! I den officielle trailer får du også en smagsprøve på den nye indledning. Her har The Doom Slayer en fæstning i kredsløb om Jorden. Herfra kan du gennem en portal rejse rundt til de forskellige planeter for at stoppe invasionen fra Helvede. Jeg ved godt at du kender vores helt som Doom Guy, men han blev faktisk til Doom Slayer i 2016 udgivelsen. Efter at vores unavngivne helt knuste invasionen på Mars, brugte The Betrayer den sidste rest af sin magi på at smelte sin sjæl sammen med vores helt, så han officielt blev den semi-udødelige Doom Slayer.

Jeg spillede i fire timer på sværhedsgraden ”Hurt me plenty” hvor jeg kom gennem indledningen og så en stor del af det efterfølgende område. Hvis du skulle have interesse i historien så er du alt muligt du kan samle op og læse i dit Codex. Undervejs kan du finde kort over området så du er sikker på at udforske alt. Der er nemlig hemmelige områder som gemmer på våben, opgraderinger og forskellige samlegenstande. Der er også specielle ekstra intense udfordringer som f.eks. Slayer Gates. Det fungerer som en arena hvor der er masser af fjender og også en række lækre belønninger. Hvis du kan gennemføre. Jeg nåede aldrig at komme igennem selvom jeg brugte en del forsøg. Jeg er jo kun semi-udødelig.

Hele oplevelsen er enestående strømlinet. Uanset om du ønsker at få det hele med og udforske hvert hjørne eller om du er til at slagte løs i en blodrus så er id Tech 7 spilmotoren en fornøjelse. Den leverede stabile 60 fps i UHD mens jeg spillede den indledende mission. For ikke at kæmpe med alt for store filer så er det gameplay du ser optaget i 1080p. Der har været spørgsmål om der kommer multiplayer og det eneste jeg kan se er at der kommer en mulighed for at invaderer en anden spiller. Vil du gerne spille en super hurtig shooter så vil jeg anbefale Quake Champions. Den er også free to play og rigtigt god underholdning.

I’m having as much fun as a tornado in a trailer park! Der er også masser af forskellige fjender at nedkæmpe. Der er mere end dobbelt så mange som i de tidligere udgaver. Ud over alle de klassiske så finder du en helt række nye. Det er bl.a. Gargoyle, Carcass, Maruder og Doom Hunter. Der er også et glædeligt gensyn med mange andre som er dukket op gennem de forskellige udgaver af Doom. Så glæd dig til Pain Elemental, Arachnotron og Archvile. Der er også Destructible Demons hvor de over tid bliver mere og mere ødelagt for til sidst at dø. Der er også ekstra ting til Doom Slayer. Du får mulighed for at samle ekstra liv op under vejs så du ikke skal tilbage til et checkpoint.

Doom Eternal er også den moderne udgave af Doom som i stil kommer tættest på originalen. Selvom Doom 2016 også var en super oplevelse så er jeg meget mere begejstret for Doom Eternal. Hele fornemmelse med at finde upgrades til både dig selv og dine våben er enestående. Det giver en særlig glædelig følelse af fremdriften mod udødelighed som jeg kun sjældent oplever i moderne spil. Alt for mange spil er lavet til millennium snowflakes som ikke tåler modgang eller kritik. Der er også meget lækker spilmekanik hvor de forskellige jump puzzels har ramt den perfekte balance så det er svært men ikke frustrerende svært. Systemet med at du kan bruge forskellige finisher moves for at få enten liv eller ammo drops er også en mekanik som giver ekstra bid og variation.

Det er let at få den opfattelse at du i Doom Eternal blot kan suse gennem de forskellige baner mens du usårlig slagter den ene dæmon efter den anden. Så er det heldigvis slet ikke. Jeg blev konstant udfordret med nye fjender, baner som krævede jeg udnyttede hvert hjørne og flade, samtidig med at der så lige blev kombineret et par elementer jeg ikke tidligere havde set kombineret. Alle ved at Martin Rossen er inden i Mette Frederiksen men ikke alle ved at jeg er inde i The Doom Slayer og jeg er langt fra semi-udødelig. Så når jeg lige bliver for kæk så står der altid en eller anden dæmon rundt om hjørnet der lige får ramt på mig. Nå op på hesten igen og så ses vi 20. marts. I love it!