Arc System Works har efterhånden gjort det til lidt af en kunstform at ramme plet, når det gælder fightspil. Studiet står bag nogle af de mest populære titler i genren fra det seneste årti, heriblandt Granblue Fantasy Versus, Dragon Ball FighterZ og Guilty Gear Strive. Denne gang har de fået fingrene i en af de helt tunge licenser, når Marvels helte og skurke tørner sammen i Marvel Tōkon: Fighting Souls.
Kombinationen giver næsten sig selv. Arc System Works’ karakteristiske visuelle stil passer forrygende til Marvel, men Tōkon er langt mere end et flot crossover-projekt. Under den ekstravagante overflade gemmer der sig et kampspil, der forsøger at løse en vanskelig opgave. Det vil være umiddelbart nok til, at nybegyndere kan være med, samtidig med at der skal være systemer nok at grave i for de spillere, der kommer til at bruge hundredvis af timer på at mestre dem. Spillet er anmeldt på PS5.
Marvel Tōkon: Fighting Souls er bygget op omkring 4v4-kampe, men strukturen adskiller sig fra spil som Marvel vs. Capcom og Dragon Ball FighterZ. Du vælger fire karakterer, men begynder kampen med din main, hvorefter resten af holdet gradvist bliver tilgængeligt. Endnu mere markant er beslutningen om at lade hele holdet dele én health bar. Hvor et traditionelt tag-team-fightspil ofte giver dig flere livsbjælker at arbejde med, er enhver fejl her potentielt en fejl for hele holdet.
Det lyder på papiret som en begrænsning, men i praksis er det med til at holde kampene hurtige. Man går konstant ind og ud af kampene, og systemet gør opgørene mere direkte og kontante. Det fælles liv betyder samtidig, at dine tre resterende karakterer ikke fungerer som tre ekstra forsøg, når din main får tæsk. Til gengæld bliver det afgørende at lære, hvordan de fire medlemmer af holdet kan spille hinanden gode.
Det er her Assemble-systemet kommer ind i billedet. Under kampene opbygger du adgang til dine holdkammerater, der både kan kaldes ind som assists og bruges til at forlænge dine combos. Assemble-meteret består af tre grønne bjælker, og med X samt en retning kan du hente den ønskede makker ind i kampen. Det giver kampene en taktisk dimension, der først for alvor viser sig, når man bevæger sig væk fra kun at tænke på sin main.
En karakter, der isoleret set ikke passer til din spillestil, kan vise sig at være enormt værdifuld som en del af holdet. Måske kan vedkommende holde modstanderen fast længe nok til at forlænge en combo, skabe plads, når du er presset op i et hjørne, eller åbne for et angreb, du ellers ikke kunne have gennemført. Fire karakterer betyder et hav af forskellige kombinationer, og jagten på et hold, hvor karaktererne komplementerer hinandens styrker og svagheder, bliver hurtigt en væsentlig del af oplevelsen.
Noget af det første, jeg gør i et nyt fightspil, er at bruge tid på at finde ud af, om jeg overhovedet kan se mig selv i styringen. Her har jeg brugt adskillige timer i spillets tutorials og Training Mode i jagten på karakterer og systemer, der passer til min spillestil. Og her imponerer Marvel Tōkon.
Styringen er bygget med en tydelig ambition om, at forskellige niveauer af fightspillere skal kunne mødes. Der er light, medium og heavy attacks, en dedikeret assist-funktion og mulighed for simplificerede special-inputs. Det betyder, at man forholdsvis hurtigt kan begynde at lave noget, der både ser og føles imponerende. Men det betyder ikke, at loftet er lavt.
Vil man grave sig ned i tekniske combos, traditionelle inputs, meter management, assists og optimale holdsammensætninger, ligger der et betydeligt ekstra lag under overfladen. Vil man derimod bare lære nogle solide kombinationer og forstå de grundlæggende systemer, kan man også komme overraskende langt. Det er en vanskelig balance for et fightspil. For meget automatisering kan få kampene til at føles ligegyldige, mens en mur af komplicerede inputs kan skræmme nye spillere væk, før de overhovedet opdager, hvorfor genren er så tilfredsstillende. Tōkon forsøger at placere sig lige mellem de to yderpunkter.
Det store spørgsmål bliver naturligvis, hvem man skal spille. Rosteret gør ikke nødvendigvis beslutningen lettere. Jeg gik blandt andet ind med en forventning om, at Iron Man kunne være et oplagt valg, men i praksis har Magik vist sig at passe langt bedre til mig. Hendes controls og combos falder ganske enkelt mere naturligt. Spider-Man er enormt underholdende, men samtidig væsentligt mere teknisk krævende. Det handler ikke kun om at lære hans normale angreb, men også om at forstå hans web-shooters og mobilitet, hvis man eksempelvis skal arbejde sig ud af et presset hjørne.
Doctor Doom befinder sig i den modsatte ende. Han er imponerende at stå overfor, men hans langsommere spillestil passer dårligere til den måde, jeg selv spiller på. Det samme gælder Peni Parker, der ganske enkelt fylder så meget visuelt i kampene, at hun for mig ender med at blive mere distraherende end hjælpsom. Det interessante er, at ingen af dem derfor nødvendigvis er ubrugelige for mit hold. Tōkon handler ikke kun om at finde fire karakterer, man er god til individuelt. Det handler om at finde fire karakterer, der fungerer sammen.
Hvis der er ét område, hvor samarbejdet mellem Marvel og Arc System Works næsten ikke kunne være mere oplagt, er det præsentationen. Karaktererne ligner ikke blot kopier af deres filmudgaver. De har fået markante anime-inspirerede fortolkninger, der stadig føles umiskendeligt Marvel. Kombinationen af design, animationer og effekter gør kampene spektakulære at se på uden at miste den personlighed, der kendetegner de enkelte figurer.
Det gælder også selve arenaerne. Flere baner udvikler sig under kampen. Et opgør kan eksempelvis begynde på Times Square, inden en karakter bliver sendt gennem omgivelserne, og kampen fortsætter i Hell’s Kitchen. Det giver kampene en næsten tegneserieagtig dynamik, hvor arenaen bliver en del af spektaklet frem for blot en baggrund. Holdene har endda deres egne navne, og kombinationer som Fighting Avengers, Samurai Outriders og Cybernetic Flyers er med til at sælge ideen om, at det ikke bare er fire tilfældige figurer, man har smidt sammen.
Der er samtidig overraskende meget at give sig til uden for de traditionelle kampe. Episodes fungerer som spillets primære solooplevelse med en historie skrevet af Kieron Gillen. Fortællingen præsenteres som en tegneserie med fuldt stemmeskuespil, og karaktererne er generelt godt skrevet. Der er ganske vist episoder, der fungerer bedre end andre, men formatet er en glimrende måde at lære de forskellige karakterer og hold bedre at kende på.
Undervejs bliver fortællingen afbrudt af kampe mod andre hold, men historierne eksisterer ikke isoleret fra hinanden. De krydser hinanden, og begivenheder, man først oplever fra ét holds perspektiv, kan senere ses fra en anden vinkel. Det får kampen om Jorden til at føles større, og efterhånden som man gennemfører flere Episodes, begynder de forskellige perspektiver at danne et samlet billede af konflikten.
Mere overraskende er All-Star Arena, der for mig endte med at være spillets skjulte juvel. Her bliver kampsystemet placeret i en roguelite-inspireret survival-mode, hvor man kæmper mod computeren og løbende vinder kort, der forbedrer forskellige stats. Roguelite-strukturen passer overraskende godt til kampsystemet. De løbende forbedringer giver en tilfredsstillende følelse af progression, mens variationen giver langt større incitament til at vende tilbage end ved traditionelle CPU-kampe. Det er faktisk den game mode, jeg personligt har haft det sjovest med.
Arcadia Rumble rammer mig ikke på samme måde. Her styrer man en lille avatar rundt på et world map, samler ressourcer og forsøger samtidig at slå andre spillere ud. Det er et sjovt lille sidespor at falde ned i, men heller ikke en mode, der for alvor talte til mig. Den er ikke decideret dårlig, men jeg havde heller ikke den store trang til at vende tilbage. Den lander derfor et lidt utaknemmeligt sted, hvor den hverken er dårlig eller særlig god. Den er bare middelmådig.
Før eller siden bevæger man sig naturligvis online, og her vil der altid være spillere, som går all-in på et fightinggame. Marvel Tōkon er bestemt ingen undtagelse. Mine første kampe online føltes på ingen måde fair. Jeg blev fanget i lange combos, hvor jeg dårligt nåede at få fodfæste igen, før næste omgang tæsk begyndte. Det er dog en præmis, man i et vist omfang må acceptere, når man bevæger sig online i genren. Der vil være nogen, som er langt bedre end dig. I mit tilfælde viste problemet sig heller ikke nødvendigvis at være Tōkons design. Jeg havde ganske enkelt ikke lært at blokere ordentligt eller forstået mine karakterers komplette kit endnu. Efterhånden som jeg begyndte at få styr på de systemer, ændrede kampene karakter.
Det illustrerer måske bedre end noget andet, hvad Marvel Tōkon lykkes med. Spillet gør det nemt at komme i gang, men det gør dig ikke automatisk god. De simplificerede inputs kan få dig gennem døren, men forståelsen for timing, forsvar, assists, karakterernes styrker og holdets samlede muligheder skal stadig læres. Online bliver meget hurtigt stedet, hvor spillet afslører, hvor godt du egentlig har forstået det.
Det er fristende at fokusere på de store Marvel-navne eller den imponerende anime-æstetik, men det mest interessante ved Marvel Tōkon: Fighting Souls er i sidste ende, hvor meget Arc System Works har bygget omkring selve holdet. Du kan sagtens begynde med din yndlingskarakter, lære nogle combos og have det sjovt. Men langsomt begynder man at opdage, hvad der sker, når de tre andre karakterer bliver mere end assists, man tilfældigvis kalder ind. Man begynder at tænke over rækkefølge, meter og hvilke assists der kan forlænge hvilke angreb. Man opdager, hvem der kan skabe plads, og hvem der bedst kan udnytte den. Pludselig handler det ikke længere om fire individuelle Marvel-karakterer. Det handler om ét hold.
Når den balance rammes, er Marvel Tōkon: Fighting Souls en ren fornøjelse. Arc System Works har skabt et kampspil, der er lettilgængeligt uden at virke overfladisk, teknisk uden nødvendigvis at være utilnærmeligt og visuelt blandt de mest imponerende spil, genren har budt på. Det vigtigste bliver derfor ikke nødvendigvis at finde den stærkeste karakter. Det bliver at finde de fire, der tilsammen bliver dine.