Drag X Drive markerer et af de mere risikable indslag i Switch 2’s lancering. Hvor vi først fik Mario Kart World og Donkey Kong Bananza, er dette Nintendos forsøg på at lancere en ny sportstitel uden at læne sig op ad en etableret serie. Et sats, der kunne have været lige så skelsættende som Splatoon, men som i stedet bliver en påmindelse om, hvor skrøbelig balancen er, når man bygger noget helt nyt.
For kernen i Drag X Drive er egentlig både enkel og smuk: en futuristisk udgave af kørestolsbasket. Tre mod tre i neonoplyste arenaer, hvor robotlignende stole suser rundt, hopper fra ramper og forsøger at dunke bolden i kurven. Det lyder som en ekstremsport fra en drøm om fremtiden – en sport, der ikke findes, men som man alligevel kan forestille sig ville have et publikum. Og visuelt er spillet pakket ind i en ren, futuristisk æstetik, hvor bevægelse og energi står i centrum.
Men drømmen brister hurtigt. For bag den stilrene overflade ligger en kontrol, der er mere byrde end befrielse. Drag X Drive er bygget på Switch 2’s nye musekontrol, hvor hver Joy-Con styrer ét hjul. Skubber du begge frem, kører du fremad. Løfter du armene, skyder du bolden. Blokeringer og tricks kræver mere komplekse bevægelser. På papiret lyder det innovativt. I praksis føles det som en kamp mod dine egne arme. Der er ligeledes meget forberedelse i, på hvilken overflade dine arme skal placeres. Mange vil måske bruge et bord, andre vil måske bruge deres ben. I sidste ende handler det om, hvor længe du vil være i en position der om 10 minutter kræver genjustering.
Nintendo har altid været villig til at satse. Wii var en triumf, Wii U en fiasko. Drag X Drive står i denne tradition – et forsøg på at definere en ny genre gennem en ny måde at spille på. Men hvor Splatoon fandt et flow, der gjorde kaos til rytme, lykkes Drag X Drive aldrig med at få bevægelserne til at føles naturlige. Det er som at sidde fast i en maskine, der vil have dig til at lege, men kun formår at udmatte dig.
Efter en halv times spil sad jeg med Joy-Cons hvilende på en sofapude, for at mindske anstrengelsen. Det er næppe den oplevelse, Nintendo ønskede. Og det er synd, for der er øjeblikke, hvor systemet glimter. Når et trickskud lykkes, og publikum eksploderer i neonfarvet jubel, mærker man et glimt af, hvad spillet kunne have været: en sport, hvor kroppen og teknologien smelter sammen i et energisk udtryk. Men det øjeblik forsvinder igen, druknet i en klodset styring.
Drag X Drive vil gerne være fysisk engagerende. I stedet bliver det fysisk udmattende. Det vil være en ny sport, men føles mere som en teknologisk showcase, en idé på vej mod noget andet. Sammenlignet med Splatoon eller Rocket League, hvor man næsten glemmer kontrollerne og blot er til stede i flowet, bliver Drag X Drive en konstant påmindelse om alt det, der står imellem dig og legen… Og så står vi tilbage med et spil, der føles mere som et eksperiment end et hit. Grafikken er skarp, men steril. Musikken er funktionel, men uden identitet. Atmosfæren er poleret, men tom. Drag X Drive bliver aldrig en sport, man tror på.
Jeg tror, at spillet glemmes eller fejler på verdensplan inden for et par måneder. Der vil sikkert findes et lille kultfølge, men spillet i sig selv er for avantgarde til at ramme mainstream. For usikkert, for bøvlet, for uambitiøst i sit udtryk til at blive den næste store sports-IP fra Nintendo. Splatoon er en kaliber, man rammer én gang hvert årti. Drag X Drive er bestemt ikke det næste hit.