Der er år, hvor EA faktisk prøver at flytte bolden frem på banen. Og så er der år som i år – hvor EA Sports FC 26 føles som sidste sæson i nye trøjer.
Efter et par år uden FIFA-navnet skulle EA Sports FC-æraen være begyndelsen på noget friskt. Fri af de gamle licenser, fri til at genopfinde sig selv og “redefinere fodboldspillet”. Men hvis FC 26 er fremtiden, så ligner den i høj grad fortiden – bare med en ny menufarve, lidt ekstra lys i græsset og et par hurtige kampe, der føles, som om nogen har trykket på fast forward.
På banen er FC 26 umiddelbart let at holde af. Animationerne er glatte, bolden triller flydende, og kampene kører med en næsten overnaturlig glidende rytme. Men det hele bliver også for flydende. EA har skruet tempoet op på en måde, der gør kampene hektiske og ofte mere arkadeprægede end realistiske.
Det bliver især tydeligt i Ultimate Team, hvor kampene udvikler sig til et konstant frem-og-tilbage-show. Stamina eksisterer stadig i teorien – men i praksis er effekten minimal. Spillere kan tilsyneladende sprinte ufortrødent hele kampen igennem, selv med næsten tom indikator. Det får tempoet til at føles kunstigt, og det taktiske element i spillet forsvinder langsomt ud af bagdøren.
Umiddelbart handler stamina-attributten primært om hvor hurtigt udholdenheden falder, snarere end hvad der rent faktisk sker, når den er lav. Spillerne bliver trætte på papiret, men ikke i praksis. I Clubs-mode er frustrationen endnu tydeligere, hvor modstandere tilsyneladende stadig kan sprinte uendeligt, uanset kampminut. Resultatet er kampe, der belønner tempo, quick passes og konstante løb – men hvor forsvarsspil, struktur og balance er de store tabere.
Det er sjovt et par gange. Men når adrenalinen lægger sig, savner man den dybde og variation, der tidligere fik kampene til at føles som små taktiske dueller. FC 26 bliver i stedet et spil, der konstant skriger “action” – men sjældent giver plads til omtanke.
En af de få reelle nyheder, EA fremhæver, er det nye Evolution-system i Ultimate Team. Idéen er sådan set interessant: du kan tage en spiller og forbedre deres stats gennem specifikke udfordringer, så du kan forme dit hold over tid.
På papiret lyder det som en smart måde at skabe mere personlighed og ejerskab i holdopbygningen. Men i praksis føles det som endnu en mikroskopisk justering, der primært handler om at få spillere til at bruge mere tid – og måske flere penge – i spillets økonomi.
De små justeringer i stats ændrer sjældent noget mærkbart på banen, og for mange ligner det mest endnu en elegant undskyldning for at sælge flere mikrotransaktioner. Det er kosmetisk progression forklædt som dybde.
Det er symptomatisk for hele spillet: EA introducerer nye funktioner, men få af dem gør en reel forskel for oplevelsen. Det føles lidt som at få serveret den samme ret på en ny tallerken – pænere, ja, men smagen er den samme.
Når man bevæger sig ud i spillets menusystem, bliver fornemmelsen af overflod uden retning kun forstærket. EA Sports FC 26 bugner af modes: Ultimate Team, Career, Clubs, Volta, Tournament, Moments – og så videre.
Det burde være et plus med så mange valgmuligheder, men i stedet føles det efterhånden som et morads af overlappende funktioner, der alle lover noget “nyt”, men i sidste ende fører til de samme kampe. Moments-systemet vender tilbage uden den store relevans, Career Mode får nogle små QoL-ændringer men intet banebrydende, og Volta føles stadig som det der sideprojekt, EA ikke helt ved, hvad de skal gøre med. I denne ombæring er det indeholdt i det såkaldte Rush Mode.
Der er kort sagt alt for meget, der ligner sig selv. Det ville klæde serien med et egentligt reboot – ikke bare kosmetisk, men strukturelt. Et spil, der tør skære noget væk og gentænke, hvordan en moderne fodboldoplevelse skal præsenteres. For i sin nuværende form virker FC 26 som en, der drukner i sine egne menuer.
Visuelt er der dog ikke meget at sætte en finger på. EA’s Frostbite-motor leverer stadig imponerende stadions, livagtige lysforhold og ansigtsanimationer, der på afstand ligner tv-transmissioner. Publikumsreaktioner og kamprytme er stemningsfulde, og præsentationen sidder, som man forventer, i skabet.
Men man kan ikke lade være med at føle, at grafikken efterhånden er det eneste, der virkelig udvikler sig. Bag de smukke gengivelser gemmer sig et spil, der stadig kæmper med de samme grundproblemer: for hurtig pacing, for svag fysik, og et forsvarssystem, der ikke kræver nok omtanke.
Udfordringen er selvfølgelig, at EA fortsat står alene på markedet. Der findes reelt ingen konkurrent, der kan true EA Sports FC-serien, og det skinner igennem på designfilosofien. Når man ikke behøver kæmpe for at vinde spillernes gunst, er der heller ikke meget incitament til at tage store chancer.
For nye spillere er FC 26 stadig en imponerende pakke. Den rummer masser af indhold, flot præsentation og solid onlinefunktionalitet. Men for dem, der har spillet serien år efter år, er det svært ikke at føle, at vi bare spiller samme kamp igen – med lidt friskere græs og flere muligheder for mikrotransaktioner.
EA Sports FC 26 er ikke et dårligt spil. Faktisk er det stadig et teknisk overlegent fodboldspil, og det vil uden tvivl sælge millioner. Men det er også et spil, der mangler ambition. Et spil, der lever af sit navn og sin infrastruktur snarere end sin innovation.
På banen flyder det – men det flyder også sammen. Det er underholdende i korte doser, men hurtigt glemt. For fans, der håbede på, at EA Sports FC-æraen ville bringe nyt liv til fodboldgenren, føles 26 som et år, man godt kunne have sprunget over.