Danmark vil i fremtiden mangle it-professionelle, og derfor lancerer spilfirmaet Ubisoft i samarbejde med Københavns Universitet nu kampagnen ’Danmark har brug for flere hackere’, der skal åbne de unges øjne for en karriere inden for it-sikkerhed. På kampagnesiden www.flerehackere.dk kan man teste sine hacker-evner og vinde billetter til verdens største digitale festival, DreamHack, i Sverige. Kampagnen bliver lanceret samtidig med udgivelsen af computerspillet Watch Dogs 2, der har en hacker i hovedrollen.
I takt med at alle dele af samfundet bliver digitaliseret og koblet på internettet, er der opstået et væsentligt problem: Vi mangler it-sikkerhedseksperter, der kan beskytte os mod fremtidige it-trusler. Ifølge en rapport fra regeringen står Danmark til at mangle 19.000 it-professionelle i 2030, og det kan give problemer for vores evne til at forhindre cyberkriminalitet.

Derfor går spilfirmaet Ubisoft nu i luften med en ny kampagne i samarbejde med Københavns Universitet med navnet ’Danmark har brug for flere hackere’, der skal få flere unge til at uddanne sig inden for it-området.

For efterspørgslen på hackere i den gode sags tjeneste, også kaldet white hat hackers, er et stort problem for samfundet. Sådan lyder det fra Ken Friis Larsen, der er lektor ved Datalogisk Institut på Københavns Universitet, som er med til at uddanne fremtidens it-sikkerhedseksperter:

”Det er vigtigt for det danske samfund at uddanne it-kyndige, der bl.a. kan imødegå den omsiggribende it-kriminalitet, og som forstår de nye typer af angreb fra cyberspace. Derfor er vi også meget positive over for denne kampagne, der forhåbentligt kan få endnu flere it-talenter frem i lyset,” siger Ken Friis Larsen.

Hvem er Danmarks bedste hacker?

I forbindelse med kampagnen bliver en online hacker-test lanceret på kampagnesiden www.flerehackere.dk. Her kan alle, der har en lille hacker i maven, teste deres evner igennem fire niveauer, der bliver gradvist sværere. Den bedste hacker vinder en tur for to personer til DreamHack i Sverige, der er verdens største digitale festival.

Testen er udviklet i samarbejde med en sikkerhedskonsulent fra Deloitte, der bl.a. rådgiver virksomheder inden for it-sikkerhed og cyberkriminalitet.

”Vi kan tydeligt mærke, at it-kriminalitet er et voksende problem for både danske og udenlandske virksomheder, der efterspørger rådgivning om dette. Det er en stor udfordring, og der er behov for dygtige talenter til at tage kampen op, og det håber vi, at kampagnen kan være med til at fortælle,” siger Kristoffer Blædel, der er sikkerhedskonsulent i Deloitte Risk Advisory Cyber Operations, og har været med til at udvikle online-testen.

Kampagnen og hacker-testen kører frem til den 29. november kl. 23.59.

Optrævl kriminelle netværk i nyt hackerspil

Kampagnen lanceres samtidig med, at Ubisoft udgiver det nye computerspil Watch Dogs 2. Her spiller man karakteren Marcus Holloway, der er en ung hacker fra San Francisco og sammen med sit hacker-team Dedsec kæmper mod kriminelle og korrupte netværk.

“Watch Dogs er et godt eksempel på, hvordan hacking som stofområde er blevet mainstream og et tema i adskillige tv-serier, film og spil. Den interesse vil vi gerne bruge til at sætte fokus på en stor problemstilling for Danmark, nemlig at vi mangler dygtige unge hackere til at sikre os mod fremtidens cyberkriminalitet,” siger David Antell, PR-ansvarlig i Ubisoft Danmark.

Læs mere om Watch Dogs 2 HER.