En oplevelse. Ikke en spiloplevelse. Og heller ikke en uforglemmelige én af slagsen. Så let kan ’Erica’ beskrives.
Genremæssigt er oplevelsen tiltænkt som en interaktiv film, der blander elementer fra ’Detroit: Become Human’ og ’Black Mirror: Bandersnatch’. Dine valg bestemmer handlingen, og i sidste ende hvordan det hele slutter.
Ros for ny retning
Spillet/filmen, der fik en overraskelsesudgivelse under dette års Gamescom, skal også have ros for gå i en ’ny retning’. Ja ja, det er set før, men ’Erica’ går alligevel skridtet længere ved at gøre spilleren til aktiv del af en live-action filmoplevelse. Og det fungerer … I cirka en halv time.
For en nerve-udfordrende atmosfære, mørk magi og gerningsmænd klædt i skygge og mord giver oplevelsen en flyvende start, hvor du kastes ind i en tragisk familiefortælling. Her skal du sammen med hovedpersonen Erica aktivt forsøge at løse mysteriet om hendes forældres bortgang, kultiske symboler og næseblødende kvinder på en sindssygeanstalt.
De levende og stilistisk flot opsatte billeder drager én ind i fortællingen, og i begyndelse er der øjeblikke, hvor sarte sjæle bliver udfordret på hjerterytmikken. Det er ikke for børn – medmindre du er på jagt efter en oplevelse, der kan udløse mareridt og sengevædning.
Du styrer showet
Udstyret med controller eller smartphone (begge kan bruges til styring, og begge fungerer tilforladeligt) skal du swipe vores hovedperson gennem sine prøvelser. Hvad skal hun sige? Hvilken vej skal hun vælge? Hvad skal hun udforske i et lokale? Valgene er dine, og i starten føler man sig faktisk som vigtig del af Ericas rejse mod sandheden.
Bevares, der er mange gyserklicheer, såsom en heltinde der konstant bliver efterladt alene i mørke lokaler. Og derfor er man nødsaget til at acceptere, at uhyggen kommer før rational tænkning.
Men skuespillet er nogenlunde, og gameplayet giver forhåbninger om, at man løbende vil blive inddraget og udfordret endnu mere i det interaktive eventyr.
Store plothuller
Men det sker bare aldrig. Og langsomt begynder manglerne at dukke frem fra mørket – sammen med en række skuespillere, der burde holde sig til impro-teater på den lokale aftenskole.
Det spændende plot vakler mere og mere pga. huller i historien – plothuller som desværre hober sig op. Hvor de i starten er til at træde henover, er de til sidst så enorme, at de opsluger alt indlevelse.
Hvilket samtidig betyder, at din investering i hovedpersonen hurtigt falder i værdi, og ens beslutninger mister mening – de bliver blot valg for at komme igennem oplevelsen. Hvor man fx i ’Detroit: Become Human’ har en del moralske skrupler, risikerer man i ’Erica’ at være ret ligeglad med, hvad hun foretager sig. Undertegnede bevæger sig oftest på den moralsk korrekte sti i spil med aktive valg, men i dette tilfælde blev det blev både til leg med ild, løgne og lystmord, da hendes endelige skæbne blev mindre og mindre interessant og personlig.
Uforløst potentiale
Når gameplayet desuden aldrig udvikler sig – swipe op, ned, til siden, gentag – og viser sig at have meget lidt indflydelse på udviklingen i filmen, ender det som en nobel, men uforløst gimmick. Hvis bare udviklerne havde indarbejdet et par gåder, kunne det have løftet oplevelsen en del.
I stedet sidder man ved rulleteksternes fremkomst tilbage med en følelse af tomhed. En følelse som på ingen måde giver lyst til en ny gennemspilning for at se, hvordan fortællingen ellers kunne være endt.
Forsøget er prisværdigt, og med justeringer (faktisk en hel del) kunne denne u-interaktive b-film have fået et kæmpe løft. Det store potentiale forbliver dog uforløst.
Hvem ka’?
Svaret er desværre ikke ‘Erica’.