God Eater 3 er et action-RPG, udviklet af Marvelous og udgivet af Bandai Namco Entertainment. God Eater 3 blev spillet udgivet til PlayStation 4 og Microsoft Windows i februar 2019. Senere i Juli 2019, udkom en Nintendo Switch-version.

AGES og God Arcs

Spillet finder sted i en dystopisk fremtid, hvor udvalgte mennesker bliver slaver, for en større korporation. Disse stakkels personer, bliver indfanget meget ungt, sat ud på forskellige prøvelser, alt i alt imens deres hænder er bundet sammen med magnetiske håndhjern.

Disse slaver bliver til AGES som bekæmper grufulde skabninger kaldet Aragami. De skal ud på missioner for, at tjene til dagen – men der er intet håb om at flygte. Hvis de prøver, bliver deres håndhjern straks låst sammen, og derfra mister de det meste af deres grovmotorik.

Gameplay

Ligesom de tidligere God Eater spil, er 3’eren et action-RPG med hack’n’slash elementer. Ens avataren benytter sig af God Arcs, som kan omdannes til våben. I spillet er avataren, og andre karakterer, tvunget til at jage og dræbe massive monstre, kendt som Aragami. Avataren er en God Eater, som kan absorbere energi fra aragamierne, og kan derfra lave “burst moves”. Dette er særlige angreb, der laver massiv skade på fjender. Avataren kan også aktivere Engage Systemet til at lave og dele kampfordele med ens hjælpere under kamp. Spillet kan derudover spilles sammen med 4 andre spillere – mens overfaldsmissioner rummer op til 8 spillere.


Klodset… Men OK

Noget af det der går mig allermest på ved spil, er manglen på god taktil eller visuel respons. De første par kampe man gør sig i God Eater 3, er i lukkede og små arenaer. Disse kampe er der til, at man som spiller for en smag for spillets kernemekanikker – altså en tutorial. Men udførelsen rammer meget ved siden af, hvis man altså spørger mig.

For det første, er der ikke nogen visuel respons fra fjenderne, når man tæver løs på dem. Det er som at slå ud i luften, bortset fra at de mister liv. For mig fjerner dette et vigtigt element af hack’n’slash genren. Det er utrolig vigtigt, at man som spiller ved om man rammer, og hvordan fjenderne reagerer på diverse slag. Men da Aragamierne ikke reagerer, eller giver tegn på at man overhovedet tæver dem, mister jeg lidt lysten.

Noget der ville kunne rede dette ville være taktil respons – altså at controlleren lige giver nogle brum brum når man laver et hit. En lille smule stimuli ville gøre kæmpe store underværker.

Noget helt andet er manglen på knapper i forhold til, hvad man kan i spillet. Underligt nok, er standard-control layoutet lagt på sådan en måde, at man undviger på samme knap som man skifter våben på. Dette betyder, at hver gang man som spiller undviger et slag, skifter man såmænd også sit våben. Dette ødelægger virkelig kampens flow, da komboer pludsligt bliver utroligt klodsede at udføre.

Men Historien Derimod…

Den er godt nok sej. Jeg er vild med, hvordan de forskellige karaterer udspiller deres roller i denne fordømte verden. Spillets plot er virkelig fedt skrevet, og her må jeg desværre sige, at dette er den primære grund til, at jeg valgte at gennemgå spillet – trods de mekaniske mangler.

Om det opvejer den semi-okay udførelse af spillets kernemekanikker skal jeg desværre ikke kunne afgøre. Men spillet har sine tidspunkter, hvor det hele spiller overens i en synergi. Desværre er der, som nævnt, solide mangler på gameplay-fronten – specielt i forhold til, at spillet er hack’n’slash. Men det gennemgående plot er utroligt flot skrevet.

Overblik
Vurdering
Forrige indlægNyt ARK Map kaldet ‘Valguero’ ude nu
Næste indlægHardcore Mode i Cyberpunk 2077 bliver vild
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!