Der er efterhånden blevet sagt og vist en del om Grand Theft Auto 6, men alligevel føles det lidt som om, Rockstar kun har skrabet overfladen. Vi har set Jason og Lucia, fået et kig på Vice City og Leonida og set masser af imponerende detaljer i de trailere, der indtil videre er blevet vist frem. Men hvordan føles det egentlig at være en del af verdenen, når man selv får lov til at bevæge sig rundt i den?

Det har IGN fået mulighed for at opleve. Med en invitation til Rockstar North fik IGN lov til at se GTA 6 blive spillet og samtidig tage en længere snak med Rob Nelson, Head of Development og Co-Studio Head hos Rockstar North. Det blev til et interview, hvor Rockstar kommer ind på nogle af de ting, vi normalt kun får små glimt af, og flere af svarene giver faktisk et ret interessant billede af, hvor meget der foregår under overfladen i GTA 6.

For det handler ikke kun om en større verden eller flottere grafik. Rockstar vil i langt højere grad have, at Leonida reagerer på spilleren, at Jason og Lucia føles som rigtige mennesker, og at der sker ting, selv når man ikke følger den næste mission på kortet. IGN fik derfor et ganske unikt indblik i, hvad Rockstar forsøger at opnå med GTA 6, og der er en del at dykke ned i.

Jason og Lucia har deres eget liv

En af de største forskelle fra GTA 5 bliver forholdet mellem Jason og Lucia. Hvor Michael, Franklin og Trevor havde hver deres separate liv, forsøger Rockstar denne gang at skabe følelsen af, at man spiller som to mennesker, der faktisk hører sammen.

De kan opholde sig sammen i safehouses, tage på indkøb, gå til frisøren, træne, spille minigolf, sejle i kajak eller ganske enkelt gå rundt og bruge tid sammen. De kan også lave kriminelle aktiviteter sammen, og alt dette kan påvirke deres forhold.
Det interessante er, at forholdet ikke bare fungerer som en klassisk romance-måler. Rockstar vil give spilleren mulighed for selv at beslutte, hvor meget man ønsker at engagere sig i det. Jason og Lucia forbliver partnere i kriminalitet, uanset hvordan deres personlige forhold udvikler sig, men den tid man bruger sammen, kan få betydning for historien.

Rockstar har endda arbejdet meget med de små detaljer. Jason og Lucia kan holde i hånden, tale sammen, sende beskeder til hinanden og reagere på, hvis den anden bruger for meget tid væk. Det er den slags detaljer, der måske lyder små på papiret, men som kan gøre en stor forskel, når man rent faktisk befinder sig i verdenen.

Verdenen skal reagere på dig

Det er dog ikke kun Jason og Lucia, der har fået mere personlighed. Rockstar lægger også stor vægt på, at verdenen omkring dem skal kunne reagere på spilleren.

NPC-systemet er blevet videreudviklet fra Red Dead Redemption 2. Rockstar har arbejdet med langt mere detaljerede samtaler og reaktioner, og NPC’er kan eksempelvis opdage, hvis du står for tæt på dem og lytter til deres samtale. Følger du efter nogen for længe, kan de også reagere på det.

Det lyder måske som en lille ting, men det fortæller en del om Rockstars tilgang til verdenen. Spillet skal ikke bare vise dig en masse mennesker, der går rundt mellem de samme tre animationer. De skal føles som personer, der selv har noget foregående.

Nelson beskriver det som en verden, der ikke bare reagerer på spilleren, men også selv kan handle mod spilleren. I tidligere GTA-spil har hovedpersonen ofte været den klart farligste person i området, bortset fra politiet. Sådan bliver det ikke nødvendigvis i GTA 6. Andre NPC’er kan blande sig, trække våben og skabe situationer, som spilleren ikke selv har startet.

Det er faktisk en ret stor ændring. Pludselig kan en tur gennem byen udvikle sig til noget helt andet, uden at spillet nødvendigvis har bedt dig om at starte en mission.

Politiet bliver sværere at snyde

Wanted-systemet får også en markant opgradering. Politiet skal ikke længere bare vide, at der er begået en forbrydelse og derefter magisk vide, hvor du befinder dig.

Der skal være et vidne eller en alarm, der rapporterer forbrydelsen, og politiet kan blandt andet have oplysninger om, hvad du har på, hvilket køretøj du kører i, og hvordan du ser ud. Det betyder, at det ikke nødvendigvis hjælper bare at hoppe ind i den første bil og køre væk.

Rockstar har samtidig introduceret et nyt Heat-system. Hvis politiet har set dit tøj, kan outfittet være kompromitteret. Du kan derfor være nødt til at skifte tøj eller forsøge at gemme dig, mens du venter på, at eftersøgningen køler ned. Du kan også splitte Jason og Lucia op, hvilket kan gøre det sværere for politiet at holde styr på dem.

Det gør biljagter og flugter lidt mere interessante. I stedet for altid at ende i den klassiske GTA-situation, hvor man bare kører så hurtigt som muligt, kan det nogle gange være smartere at hoppe ud af bilen og forsvinde gennem gyderne til fods.

Og det er ret tydeligt, at Rockstar gerne vil have spilleren til at tænke sig lidt om.

Selv biltyverier har fået flere lag

Det samme gælder biler. I GTA 5 kunne man i praksis bare trykke på knappen og stjæle stort set enhver bil på få sekunder. I GTA 6 bliver det mere nuanceret.

Nogle parkerede biler kræver bestemte værktøjer, mens biler med forskellige sikkerhedssystemer kan kræve forskellige metoder. En telefonbaseret scanner kan fortælle, om bilen er låst, om den har alarm, tracker og hvor meget den potentielt kan sælges for.

Det betyder også, at en dyr bil ikke nødvendigvis bare er lig med flere penge. Den kan have en avanceret tracker, som gør det sværere at slippe væk med den. Andre biler kan være lettere at stjæle, men samtidig være mindre værd.

Det er en lille ændring, men den giver pludselig biltyverier mere mening som gameplay-system.

Du kan faktisk bare eksistere i GTA 6

Måske er dette noget af det mest interessante i hele interviewet.

IGN sammenligner oplevelsen med Red Dead Redemption 2, hvor mange spillere endte med at have saves, de nærmest bare brugte til at eksistere i verdenen. Nelson siger direkte, at GTA 6 er bygget med samme idé i tankerne.

Du kan bruge tiden på at tjene penge, udforske, træne, shoppe, tage på aktiviteter med den anden karakter eller bare gå rundt og se, hvad der sker.

Der findes også et Criminal Profile-system, som holder styr på, hvilken slags kriminel du er. Det er ikke et klassisk godt-eller-ondt-system som Honor i Red Dead Redemption 2. I stedet kan dine handlinger over tid påvirke, hvordan verden og historien reagerer på dig.

Det betyder samtidig, at spillet ikke forsøger at fortælle dig, hvordan du skal spille. Vil du være forsigtig og holde en lav profil, kan du gøre det. Vil du skabe kaos, er mulighederne selvfølgelig stadig til stede.

Det ville næsten være mærkeligt, hvis de ikke var.

Rockstar vil gøre missionerne mere åbne

Et andet vigtigt punkt er missionerne. Rockstar erkender, at for meget frihed kan gøre det svært at bevare den filmiske kvalitet, som serien er kendt for. Derfor bliver det en balancegang.

Nogle missioner vil stadig være mere kontrollerede, men Rockstar forsøger at åbne dem, hvor det giver mening. I en mission kan der eksempelvis være flere veje ud af en bygning, mens andre missioner kan udvikle sig til systemiske biljagter, hvor spillet bruger de samme regler som i den åbne verden.

Det er måske en af de vigtigste pointer fra hele interviewet. Rockstar forsøger ikke bare at lave en stor åben verden ved siden af historien. De vil have historien og verdenen til at føles som én samlet oplevelse.

Det var også noget, Nelson fremhævede flere gange. Jason og Lucia skal ikke kun føles som karakterer, når en mission starter. Deres liv, deres forhold og deres mål skal også kunne mærkes, når spilleren bare går rundt i Leonida.

Og så er der alle de små ting

Det er faktisk de små detaljer, der gør interviewet så interessant.

Jason og Lucia kan eksempelvis træne sammen, have forskellige outfits liggende i deres bil, tage en taxi som hurtig transport og bruge Snapmatic til at følge andre brugere. De kan ikke selv poste billeder, fordi de trods alt er på flugt, men de kan scrolle rundt på platformen.

Der er også mulighed for at studere dyr, ligesom i Red Dead Redemption 2, mens forskellige aktiviteter som stranden, dykning, faldskærmsudspring, kajak og zoologiske oplevelser kan bruges som kvalitetstid mellem Jason og Lucia.

Samtidig har Rockstar fyldt verdenen med langt flere detaljer i form af trafik, NPC’er, dialog, radio og reklamer. Nelson fortæller direkte, at holdet stadig bliver overrasket over ting i spillet, fordi verdenen er så stor og kompleks, at ikke engang alle på holdet kender alle dens muligheder.

GTA 6 skal være et spil, man farer vild i

Det måske mest spændende ved interviewet er derfor ikke én bestemt feature. Det er Rockstars overordnede ambition.

Efter Red Dead Redemption 2 vil studiet endnu længere ned i idéen om en verden, hvor spilleren kan blive distraheret og opdage ting helt af sig selv. Nelson beskriver GTA 6 som den største, dybeste, tættest befolkede og mest komplekse verden, Rockstar nogensinde har bygget.

Og der er stadig masser, Rockstar ikke har vist.

IGN nåede eksempelvis kun at se en lille del af byen under demonstrationen, og Nelson understreger selv, at journalisten knap nok nåede stranden. Der er altså stadig en ganske stor del af Leonida, som Rockstar holder tæt ind til kroppen.

Det efterlader også et ret interessant billede af GTA 6. Rockstar forsøger ikke bare at lave den næste store GTA-historie. De forsøger at skabe en verden, hvor historien, karaktererne og alle de mærkelige ting, man kan finde på undervejs, hænger sammen.

Og efter det her interview er der noget, der tyder på, at GTA 6 meget vel kan blive det spil, hvor man starter med at lave én bestemt ting og tre timer senere stadig ikke har gjort det, man egentlig satte sig for.

Det er måske i virkeligheden den mest klassiske GTA-oplevelse af dem alle.

Grand Theft Auto 6 udkommer d. 19 November 2026, på PS5 og Xbox Series X|S.