Det var nok ikke den største overraskelse i troldmandsverdenen, men nu er det officielt: Hogwarts Legacy får en efterfølger.

Warner Bros. Interactive har bekræftet udviklingen af det, selskabet kalder den “anden del” af Hogwarts Legacy i forbindelse med sin seneste finansrapport. Der er endnu ikke afsløret en officiel titel, udgivelsesdato eller detaljer om historien.

Avalanche Software, som stod bag det første spil, forventes at være involveret i udviklingen af efterfølgeren.

Det første Hogwarts Legacy udkom i 2023 og blev en enorm succes. Spillet solgte mere end 22 millioner eksemplarer og blev årets bedst sælgende spil, hvor det blandt andet slog den ellers sædvanlige salgsdynamo Call of Duty.

Spillet lod spillerne tage rollen som en helt ny elev på Hogwarts i 1890’erne, altså omkring 100 år før Harry Potter nogensinde satte sine ben på skolen. Her kunne man lære besværgelser, deltage i undervisningen, udforske den magiske verden og rode sig ud i en større konspiration.

Og der er tydeligvis stadig masser af magi tilbage i kassen.

Warner Bros. har dog endnu ikke afsløret, hvornår efterfølgeren foregår. Det store spørgsmål bliver derfor, om Avalanche fortsætter historien i samme tidsperiode, eller om vi får lov til at hoppe længere frem i Harry Potter-universets tidslinje.

Der er også et andet spørgsmål, som kommer til at følge spillet. Hogwarts Legacy blev, ligesom resten af Harry Potter-universet, mødt af kontroverser omkring forfatter J.K. Rowling og hendes offentlige udtalelser og politiske engagement omkring transpersoners rettigheder.

Warner Bros. har tidligere understreget, at Rowling ikke var involveret i udviklingen af det første spil. Hun har dog tjent penge på Harry Potter-franchisen, og det bliver derfor interessant at se, om Warner Bros. igen vælger at holde hende uden for udviklingen af efterfølgeren.

Indtil videre ved vi altså ikke meget om Hogwarts Legacy 2. Men med over 22 millioner solgte eksemplarer er der næppe nogen hos Warner Bros., der er i tvivl om, hvorfor turen til Hogwarts skal fortsætte.

Spørgsmålet er bare, om vi igen får lov til at tage den obligatoriske tur rundt på slottet, mens vi burde være til undervisning.