Horizon Hunters Gathering skulle være Guerrilla Games’ store satsning på multiplayer, men spillet har allerede fået en gevaldig omgang med sandpapiret.
Ifølge en ny rapport fra Bloomberg har feedback fra private spiltests tidligere i år fået PlayStation og udviklerholdet til at genoverveje hele projektets retning. Spillet skulle oprindeligt være et live-service-spil, men planen er angiveligt nu at fjerne live-service-elementerne og i stedet gøre det til et mere traditionelt co-op-spil.
Det betyder blandt andet mindre fokus på den langsigtede live-service-model og mere fokus på en egentlig historie og samarbejde mellem spillerne. Samtidig skulle spillets samlede omfang blive væsentligt mindre.
Horizon Hunters Gathering blev annonceret tidligere i år og vakte mildest talt blandede reaktioner. Selvom spillet foregår i det velkendte Horizon-univers, havde det både en markant anderledes grafisk stil og et helt andet gameplayfokus end Horizon Zero Dawn og Horizon Forbidden West.
Det ser altså ud til, at spillernes første reaktioner måske ikke bare blev mødt med et skuldertræk hos Sony.
Ifølge Bloomberg er spillet dog ikke officielt droppet. Udviklerholdet skulle have frem til december til at overbevise PlayStation-ledelsen om, at den nye version af spillet er værd at satse på. Samtidig bliver en stor del af udviklerne angiveligt flyttet over på andre projekter, mens Hunters Gathering bliver evalueret.
PlayStation har ikke bekræftet oplysningerne og har ifølge rapporten afvist at kommentere på sagen.
Hvis historien viser sig at være korrekt, er det endnu et tegn på, hvor svært Sony har haft ved at få succes med sin store live-service-satsning.
Selskabet har de seneste år forsøgt at bevæge sig længere ind på multiplayer-markedet, men flere projekter er blevet lukket, inden de nåede ud til spillerne. The Last of Us Online blev droppet, et Spider-Man-multiplayerprojekt blev angiveligt skrottet, og Concord blev lukket efter blot få dage på markedet.
For Horizon-fans er der samtidig en lidt mere bitter detalje. Bloomberg hævder, at størstedelen af holdet bag Horizon Forbidden West arbejder på Hunters Gathering, mens det næste store singleplayer-spil i serien stadig befinder sig flere år ude i fremtiden.
Så mens Aloy tilsyneladende tager en længere pause, forsøger PlayStation at finde ud af, om Horizon kan fungere lige så godt med flere spillere omkring bålet.
Det er måske ikke den comeback-historie, Horizon Hunters Gathering havde håbet på, men projektet har i det mindste stadig en chance.














