Har man haft en Super Nintendo, eller i nyere tid, en GameBoy Advance har man sandsynligvis spillet Zelda klassikeren, A Link to the Past. Det er blandt den velkendte series stærkeste titler og et perfekt eksempel på hvor godt det klassiske oppefra-ned perspektiv kan udnyttes i rollespil. Men siden seriens vellykkede overgang til alle tre dimensioner har vi set gradvist færre Zelda spil skåret efter det originale skabelon. Det ændrer sig dog nu, Nintendo er vendt tilbage til sine rødder i fortiden med The Legend of Zelda: A Link Between Worlds.
Som titlen antyder er A Link Between Worlds den åndelige efterfølger til A Link to the Past. Omgivelserne, gameplayet og mange af karakterene er de samme som i forgængeren og langt hen ad vejen følger seriens nyeste kapitel den velkendte formel: kongeriget Hyrule er atter blevet offer for mørkets magter og den spagfærdige Link må finde mod, styrke og kløgt til at besejre ondskaben. Hyrule er vanen tro proppet med skjulte skatte, hemmelige rum, samlergenstande der skal findes og finurlige karakterer der efterspørger din hjælp. Med henblik på historiens fremskriden er der som altid også en række grotter og fangekældre der skal eroberes, fyldt med monstre og gåder.
Nøgternt set er det den formel Zelda spillene har fulgt siden seriens begyndelse for over femogtyve år siden, men særligt genkendelig bliver oplevelsen ved A Link Between Worlds. Netop fordi handlingen udspiller sig i velkendte omgivelser og forløber på nogenlunde samme måde som sin forgænger, sidder man med en underlig følelse af at spille en remake eller genfortolkning og ikke en egentlig fortsættelse. Det er en følelse af nostalgi og gensynsglæde, men også af at betræde de samme græsgange, måske engang for meget.
Nintendo har dog været bevidste om den problemstilling, og derfor finder man også adskillige nye tiltag i A Link Between Worlds. Den måske mest bemærkelsesværdige af slagsen er Links evne til at forvandle sig til et vægsmaleri. Det er en mekanisme der bliver introduceret tidligt i historien og efterfølgende flittigt brugt i løbet af spillet til at løse gåder, undgå fjender eller bevæge sig på tværs af platforme. Det giver spillet, i bogstaveligste forstand, en ekstra vinkel at arbejde med og bidrager til et interessant sammenspil mellem spillets to og tre dimensioner.
De førnævnte grotter og labyrinter udgør som altid spillets egentlige baner eller niveauer, men fremfor at være tvunget til at gennemføre dem i en fastsat rækkefølge overdrages spilleren friheden til selv at vælge imellem dem. Købmanden Ravio udlejer og sælger forskellige magiske genstande eller praktisk værktøj der er nødvendigt for at komme omkring i banerne og på den måde kan man prioritere mellem hvilke grotter man først vil besøge. Grotterne fokuserer ofte på brugen af en bestemt genstand, tornadostaven, hammeren eller noget tredje og på den måde bliver man bekendt med det arsenal af våben og værktøj man har til rådighed. Det er et kærkomment tiltag som gør oplevelsen mindre ensrettet og to genspilninger vil derfor ikke være helt ens.
Der opstår dog en vis problematik når man efter megen møje har knoklet sig frem til indgangen af en grotte, for så at finde ud af at man ikke har taget det rigtige redskab med sig. Det løses i nogen grad gennem et fast-travel system der gør det forholdsvis smertefrit at komme fra et sted i spillet til et andet. Samtidig er brugen af bomber, pile, magi eller lignende blevet samlet under en enkelt måler der hele tiden lades op, så man oplever ikke længere at måtte gå tomhændet forbi en revnet klippevæg fordi man ikke flere bomber. Går man helt i stå kan man også rådføre sig hos et hjælpsomt spøgelse, men kun hvis man kvitterer med fysisk aktivitet. Typisk Nintendo.
Zelda spillene er ikke kendt for deres multiplayerkomponenter, og selvom A Link Between Worlds ikke er nogen synbar undtagelse, så gøres der lidt for at skabe en følelse af sammenspil og interaktion med andre spillere. I A Link Between Worlds kan man skabe sin egen Shadow Link, udstyre den med våben og redskaber og derefter dele den med andre spillere gennem 3DS’en StreetPass. På den måde kan man kæmpe mod andre spilleres unikke Shadow Link og optjene rupees samtidigt. Et udmærket initiativ, men som altid kræver det at man rent faktisk er i nærheden af andre 3DS’ere til at udveksle data med.
Alt i alt må The Legend of Zelda: A Link Between Worlds siges at være kulminationen på et helt år med stærke 3DS udgivelser. Der genopfindes ingen hjul eller tallerkener og på visse punkter er oplevelsen måske lidt for genkendelig. Nintendo har holdt sig til at gøre hvad de gør bedst og resultatet er et bundsolidt eventyrspil for store og små, kendere såvel som nytilkomne.