Kør rundt i en tør, post-apokalyptisk ødemark eller lav de vildeste stunts, når Mad Max og TrackMania Turbo kan downloades af PlayStation Plus i april.
Månedens første spil er Avalanche Studios’ tag på den legendariske Max Rockatansky i open world-spillet Mad Max. Spillet foregår i en post-apokalyptisk ødemark, hvor der konstant er mangel på ressourcer og hvor sindssyge bil-tilbedende fanatikere ikke tøver med at slå dig ihjel.

I Mad Max er din bil det vigtigste for at overleve, og du kommer til at bruge meget tid bag rattet i spillets kæmpemæssige åbne verden. Når du kører, kan du aktivt bruge din bil mod fjender ved at køre ind i dem, bruge fastmonterede flammekastere og ved at skyde dine fjenders hjul af.

Men der er også plads til, at du kan kæmpe mod dine fjender lidt tættere på. I spillets mange slåskampe, bruger Mad Max et kampsystem, der er enormt inspireret af Batmans Arkham-serie. Du er nødt til at undvige samt lave counter attacks for at overleve, og ligesom som sin inspirationskilde, virker det helt fantastisk godt.

Giv fingeren til realismen og kast dig ud i vanvittige ræs i TrackMania Turbo
Det andet spil i april er sidste skud på stammen i den traditionsrige TrackMania-serie – TrackMania Turbo. Det er det første TrackMania-spil på PlayStation 4, og opskriften til raceroplevelse er stadig den samme: Lynhurtige ræs på vanvittige baner, hvor farten er skyhøj og hvor en enkelt fejl kan være forskellen på succes og fiasko.

Spillet har mere end 200 forskellige baner, hvor du frit kan dominere leaderboardet – hvad end det er på globalt, regionalt eller endda lokalt niveau. Udover den enorme bunke baner, har Turbo også en komplet track-editor, hvor du selv kan kreere nogle decideret vilde baner, som andre spillere kan kaste sig over.

Der hvor TrackMania virkelig skinner er i multiplayer-delen. Her kan 100 spillere spille den samme bane på samme tid, imens du i din sofa kan kaste dig over splitscreen, der understøtter op til fire spillere på samme tid.

Udviklerne har sidenhen også tilføjet VR-funktionalitet til spillet, så at du kan ræse igennem spillet med dit VR-headset på.

Spillene er klar til download d. 3. april – indtil da må du ikke glemme at downloade sidste måneds spil, Bloodborne og Ratchet & Clank.