Bungie har løftet sløret for, hvordan sæsonsystemet i Marathon kommer til at fungere ved lanceringen. En af de største detaljer er, at spillet vil have regelmæssige sæsonresets, hvor alle spillere mister deres gear og en stor del af deres progression.
Ifølge udvikleren betyder hvert nyt season en helt frisk start for hele spillerbasen. Det indebærer, at gear, kontraktprogression, factionprogression og spillerens level bliver nulstillet med nogle måneders mellemrum.
Ikke alt bliver slettet
Selvom en stor del af progressionen bliver nulstillet, er der også ting, som spillerne får lov at beholde. Achievements, kosmetiske genstande, titler og andre milepælsbelønninger bliver ikke påvirket af sæsonskiftene.
Derudover fortsætter ens Codex-progression, og fremgangen i såkaldte liaison contracts bliver også bevaret. Det betyder, at man ikke behøver låse alle factioner op igen i starten af hver sæson.
Ifølge Bungie er formålet med resets at holde spillet spændende og give alle spillere en fair chance for at hoppe ind igen.
“Seasonal resets betyder, at spillet forbliver farligt, at loot føles værdifuldt, og at det altid er et godt tidspunkt at vende tilbage eller invitere en ven ind uden at føle sig bagefter,” forklarer udvikleren.
Første sæson starter ved lancering
Marathon lanceres med Season 1, der går under navnet First Step. Her introduceres blandt andet en fællesskabsudfordring, hvor spillerne sammen skal låse op for adgang til en ny zone kaldet Cryo Archive.
I den zone skal spillere blandt andet løse sikkerhedsgåder, åbne frosne vaults og møde farer, som selv organisationen UESC frygter. Senere i marts bliver Ranked mode også tilgængelig, hvor spillere kan konkurrere om eksklusive belønninger.
Indhold ved launch
Ved lanceringen vil Marathon blandt andet indeholde:
- Seks factions med fuld kontraktprogression
- Seks Runner shells
- Tre spilzoner
- 28 våben samt mods, implants og cores
- Kosmetiske genstande og historiefortælling via Codex
Derudover har Bungie allerede afsløret Season 2, Nightfall, som introducerer en natversion af området Dire Marsh, nye våben og et system kaldet Cradle, der giver spillere mere kontrol over deres Runner shells stats.
Bungie understreger, at Marathon løbende vil udvikle sig gennem sæsonerne, hvor både gameplay og historien om kolonien på Tau Ceti gradvist bliver udvidet.














