Et nyt rygte tyder på, at Sony kan være ved at ændre kurs for deres spilstrategi. Ifølge en rapport arbejder PlayStation igen mod en stærkere fokus på konsol-eksklusiver, hvor flere singleplayer-spil fremover kun udkommer på PS5 i stedet for også at komme til PC.

Det er en markant ændring i forhold til de seneste år, hvor Sony gradvist begyndte at udgive flere af deres PlayStation-spil på PC efter en periode med eksklusivitet på konsol.

Bekymringer internt hos PlayStation

Ifølge rapporten fra Bloomberg er der internt hos PlayStation opstået bekymringer om, hvorvidt PC-udgivelser kan skade salget af PlayStation-konsoller. Nogle i organisationen frygter blandt andet, at spillere kan vælge at springe konsollen over, hvis spillene alligevel senere udkommer på PC.

Den bekymring gælder ikke kun den nuværende PlayStation 5, men potentielt også fremtidige konsoller som en kommende PlayStation 6.

Som følge af dette kan flere kommende singleplayer-spil derfor forblive eksklusive til PS5.

Flere spil bliver tilsyneladende ramt

Rapporten peger blandt andet på, at spil som Ghost of Yotei og Saros efter planen vil være rene PS5-udgivelser uden en PC-version.

Tidligere havde Sony ellers en strategi, hvor deres spil først udkom på konsol og derefter på PC et stykke tid senere. Denne model kan nu være på vej ud for flere af deres store singleplayer-titler.

Det betyder dog ikke, at Sony helt dropper PC-markedet.

Live service-spil fortsætter på flere platforme

Multiplayer- og live service-spil vil fortsat blive udgivet på flere platforme samtidig. Eksempelvis udkommer Bungies kommende extraction shooter Marathon både på PC, PS5 og Xbox.

Også kampspillet Marvel Tokon forventes at blive udgivet på både PC og PS5.

Strategien ser altså ud til at være, at singleplayer-oplevelser i højere grad skal være eksklusive til PlayStation, mens online-spil stadig når ud til flere platforme.

Hvad betyder det for Wolverine?

Rapporten nævner ikke direkte Marvel’s Wolverine, men tidspunktet kan være interessant. Spillet står til at udkomme eksklusivt på PS5 i september 2026, og hvis Sonys strategi virkelig ændrer sig, kan det betyde, at en PC-version enten bliver kraftigt forsinket eller måske slet ikke bliver til noget.

Sony har ellers i de senere år haft succes med PC-udgivelser af flere PlayStation-spil, men hvis konsolsalget begynder at blive påvirket, kan fokus igen skifte mod at gøre PlayStation til det primære sted at spille deres største titler.

En strategi i forandring

Samtidig arbejder Sony fortsat med deres PC-strategi gennem studier som Nixxes Software, der specialiserer sig i PC-versioner af PlayStation-spil.

Men hvis rapporten holder stik, kan vi stå over for en ny fase i PlayStations strategi, hvor eksklusive spil igen bliver et vigtigere våben i konkurrencen mod Xbox.

Om det også får betydning for næste generation af konsoller, må tiden vise.