Mario Party: The Top 100 – en spinoff titel, som desværre har fjernet konkurrance elementet. Nu er det blot meningsløse minispil, som stadig er sjove, men der er ingen drivkraft. Hvad betyder dette, for oplevelsen?

Som lille spillet jeg utrolig meget Mario Party. Det var en af mine favorit serier, på Nintendo 64. Når mine venner var på besøg, gik vi altid i kødet på hinanden i form af Super Smash Bros. og Mario Party 2.
Det var en utrolig fed oplevelse, et brætspil – men på en spille konsol, som samtidig også havde interessante minigames.
Mario Party var en smuk ting, en masse sjove mini games, som gav vinderen en fordel, i næste rundte. Samtidig gjalt det om, at få så mange stjerner man kunne, inden runderne var forbi. Det var meget af sommerferien der gik på den måde.

Da jeg så fik muligheden for, at spille Mario Party: The Top 100 – tænkte jeg “Fedt mand! Nu kan jeg spille Mario Party igen, men med alle de bedste minigames!”. Jeg blev desværre hurtigt skuffet.
– Jo, rent nostalgisk er spillet fedt, men praktisk er det totalt fortyndet. Kerne delen i Mario Party er ligesom væk, og tilbage er der bare meningsløse minigames – Det betyder ikke, at de ikke er sjove. Det har bare ikke nogen reel funktion udover, at blive spillet.

Mario Party havde en tilfældigheds faktorer, som gjorde at man aldrig helt vidste, hvilket minigame man skulle spille, så det handlede om, at kæmpe for livet. Samtidig, skulle man justere sig til de forskellige regler. I The Top 100, spiller du alene, på en lineær bane, hvor du spiller et minigame, efter minigame. Der er desuden ikke nogen straf ved at tabe. Så længe du kommer på 3. 2. eller 1. pladsen, kan du komme videre – og det er i sig selv slet ikke svært, at komme på 1. pladsen.

Men spillet er for børn!: Det er rigtigt, men det er også for voksne. Det er et party spil, som er til alle aldre, hvor man hygger sig. Dette betyder dog, at spillet skal have en læringskurve, som give de unge som gamle, en rolig optrapning af sværhedsgrader – fordi man ikke spiller mod hinanden.
Det er faktisk en løgn, man kan godt spille mode hinanden, spillet har utroligt nok, download play, hvilket betyder, det kun er én spiller der skal eje spillet, og så kan vennerne spille med. Det er sikkert også meget hyggeligt, i en lille halv time, men fordi der ikke er et konkurrence element, en tilfældighedsfaktor, og et spilbræt der kan ødelægge det for hvem som helst, så forsvinder meningen.

Hvis du er fan af Mario Partys minigames, så giv spillet et skud. Du vil sikkert finde det underholdende for en stund. Men hvis du er til Party delen, af Mario Party, så spring spillet over. Du går ikke glip af noget.
Det skal også nævnes, at jeg fik låst op for alle minigames, på 35 minutter – hvor jeg kom på første pladsen 7/8 gange.

TL;DR
Vurdering
Forrige indlægCurse of Osiris anmeldelse
Næste indlægPlayStation Plus spillene for Januar 2018 er landet!
Inkarneret Nintendo veteran. Jeg har altid elsket Nintendo, specifikt for Zelda franchisen. Jeg har været med på Nintendo-bøljen siden jeg var 4 år gammel - da jeg for første gang spillede Super Mario 64. Da Ocarina of Time så kom ud, fik jeg en metaforisk lussing, og blev for alvor bidt af spil verden. Siden da har jeg lagt mig ud med stort set alt gaming på markedet. Der er ikke en genre jeg foretrækker over en anden, da jeg mener at alle typer spil er et stykke kunst i sig selv, og bør opleves på godt og ondt. Giv mig lidt Fire Emblem, noget JRPG og noget Zelda, så skal jeg nok give dig en highfive!
mario-party-the-top-100-anmeldelseHvis du er fan af Mario Partys minigames, så giv spillet et skud. Du vil sikkert finde det underholdende for en stund. Men hvis du er til Party delen, af Mario Party, så spring spillet over. Du går ikke glip af noget.