Med Nioh 3 tager Team Ninja endnu et skridt frem med deres brutale actionrollespilsserie. Hvor de tidligere spil allerede havde et loyalt publikum, føles Nioh3 som kulminationen på mange års designarbejde – fra den tekniske præcision i Ninja Gaiden til de nyere eksperimenter i Wo Long: Fallen Dynasty og Rise of the Ronin. Resultatet er et spil, der både udvider seriens rammer og samtidig skærper det, den altid har gjort bedst: intense kampe, dybe systemer og en verden, der konstant udfordrer spilleren.
Der findes spilserier, som lander med et brag i offentligheden, og så findes der dem, der stille og roligt opbygger et loyalt publikum over tid. Serien, der begyndte med Nioh og senere blev fulgt op af Nioh 2, har længe befundet sig et sted midt imellem. Kritikerroste, dybt elsket af deres fans – men samtidig aldrig helt så dominerende i den brede spiloffentlighed som nogle af genrens absolutte mastodonter. Derfor føles Nioh 3 næsten som et vendepunkt for serien: et spil der ikke bare bygger videre på de tidligere kapitler, men som også samler trådene fra udviklernes øvrige arbejde og destillerer dem til deres mest ambitiøse projekt til dato.
Seriens fundament er naturligvis lagt af Team Ninja, et studie der i årtier har haft en særlig evne til at skabe actionspil, hvor mekanisk præcision og spillerens mestring er helt i centrum. Deres ry går helt tilbage til Ninja Gaiden, et spil der stadig regnes blandt de mest krævende og teknisk raffinerede actiontitler nogensinde. Senere har studiet udforsket andre historiske og mytologiske rammer – blandt andet i Wo Long: Fallen Dynasty og Rise of the Ronin – og netop disse erfaringer kan mærkes tydeligt i Nioh3.
Hvis man ser på Team Ninjas katalog samlet, tegner der sig nemlig et ret klart billede. Ninja Gaiden repræsenterer den lynhurtige, teknisk krævende ninja-arketype. Wo Long introducerede et mere rytmebaseret kampsystem med fokus på timing og parering. Rise of the Ronin åbnede døren til en mere narrativ og udforskende open world i historiske japanske omgivelser. Nioh3 føles som stedet, hvor alle disse idéer mødes.
Resultatet er et spil, der har sine ben solidt plantet i flere forskellige designtraditioner.
På overfladen er det stadig et actionrollespil med rødder i soulslike-genren. Den dystre stemning, de brutale kampe og følelsen af konstant risiko vil straks føles velkendt for spillere, der har brugt tid i Elden Ring. Men hvor Elden Ring præsenterede en nærmest kosmisk fantasyverden, er Nioh3 forankret i et mere historisk inspireret – om end stærkt forvrænget – feudalt Japan.
Her er landet ved at blive opslugt af en mystisk og dæmonisk kraft. Landskaberne er smukke, men præget af forfald. Landsbyer står forladte, templer ligger i ruiner, og i skovene lurer væsner, der tydeligvis ikke hører hjemme i den menneskelige verden. Det er en verden, hvor historie og mytologi flyder sammen.
Præcis hvad der er sket, er dog ikke noget spillet forklarer særlig direkte. Historien er fragmenteret og gemmer sig i små dialoger, kryptiske beskrivelser og møder med karakterer, der selv virker usikre på, hvad der egentlig foregår. Man fornemmer et større historisk og mytologisk maskineri bag kulisserne, men det er ikke altid let at samle brikkerne.
Det er både en styrke og en svaghed. På den ene side giver det verdenen en aura af mystik og tyngde. På den anden side kan man indimellem sidde tilbage med følelsen af, at man kun har fået halvdelen af forklaringen.
Til gengæld gør spillet mere ud af sin fortælling end mange andre soulslikes. Der er flere mellemsekvenser, end serien tidligere har haft, og de fungerer overraskende godt. De er korte, veliscenesatte og placeret præcis der, hvor de giver historien et skub fremad uden at kvæle tempoet.
Her placerer Nioh3 sig i et interessant spændingsfelt mellem Ghost of Tsushima og Assassin’s Creed Shadows.
Fra Ghost of Tsushima låner spillet følelsen af at bevæge sig gennem et historisk inspireret Japan, hvor naturen, arkitekturen og de små detaljer i omgivelserne er med til at skabe en stærk atmosfære. Men hvor Ghost of Tsushima ofte var poetisk og næsten meditativt i sit udtryk, er Nioh3 langt mere råt og dystert.
Fra Assassin’s Creed Shadows låner det ideen om en mere struktureret open world med aktiviteter og missioner spredt ud over kortet. Forskellen er bare, at Nioh3 håndterer det langt mere diskret.
Ja, der findes et kort. Ja, der er forskellige aktiviteter, sideopgaver og udfordringer. Men spillet tvinger dig ikke konstant ind i et tungt menuinterface for at finde næste mål. Kortet fungerer mere som en stille guide end som en opgaveliste.
Kontrasten til Shadows er tydelig. Hvor Ubisoft-spillet ofte sendte spilleren tilbage i et massivt oversigtskort for selv den mindste mission, lader Nioh3 i langt højere grad verdenen og spillets flow føre dig videre. Det gør en stor forskel for indlevelsen.
Verdenen føles ganske enkelt mere levende. Ikke nødvendigvis fordi der er flere aktiviteter, men fordi oplevelsen ikke føles så skabelonskåret. Man ved aldrig helt, hvad der venter bag næste bakketop eller tempelruin.
Men uanset hvor smuk verdenen er, er det stadig kampene, der er spillets absolutte kerne.
På overfladen kan Nioh3 faktisk spilles relativt simpelt. Let angreb, tungt angreb, dodge og blokering kan i begyndelsen føre dig et stykke vej. Hvis man vil, kan man godt spille det som en slags avanceret buttonmasher. Problemet er bare, at spillet meget hurtigt begynder at straffe den tilgang.
Under overfladen gemmer der sig nemlig et dybt og overraskende komplekst system af våbentyper, timing, evner og kampstile. Og vigtigst af alt er spillets to centrale arketyper: Samurai og Ninja.
Hvor Samurai-stilen handler om kraft, tyngde og massive våben, er Ninja-stilen det stik modsatte. Hurtig, smidig og næsten akrobatisk. Her handler det om positionering, hurtige slag og konstant bevægelse. Begge stilarter kan udvikles og specialiseres gennem spillets progression, og jo mere erfaring man investerer i dem, desto mere distinkte bliver de.
Det virkelig geniale er dog, at man ikke behøver vælge.
Et enkelt tryk er nok til at skifte klasse midt i kampens hede.
Det kunne have været en gimmick, men Team Ninja har gjort noget langt mere interessant: de har integreret mekanikken direkte i kampens rytme. Når en fjende lyser rødt, betyder det, at et tungt og potentielt ødelæggende angreb er på vej. Hvis man skifter klasse i det helt rigtige øjeblik, bryder man angrebet og åbner samtidig for et frit modslag.
Det er et countersystem, der føles både intuitivt og ekstremt tilfredsstillende.
Og vigtigst af alt: spillet kræver faktisk, at man lærer det.
Den første rigtige boss fungerer nærmest som en lektion i mekanikken. Jeg brugte en del forsøg på at forstå rytmen i kampen, og først da jeg begyndte at bruge klasseskiftet aktivt – bryde angreb, udnytte åbninger og skifte tempo – begyndte kampen at falde på plads. Da sejren endelig kom, var det med den særlige følelse, som kun de bedste actionspil kan skabe: fornemmelsen af, at man ikke bare har fået bedre udstyr – man er selv blevet en bedre spiller: Det er i virkeligheden Nioh3’s største styrke.
Det er et spil, der balancerer imponerende elegant mellem tilgængelighed og dybde. Man kan spille det hurtigt og brutalt, men man kan også dykke dybt ned i systemerne, optimere builds og gradvist udvikle en spillestil, der føles helt personlig. Massive kombinationer med tunge våben kan pludselig afløses af en ninja-manøvre, hvor en røgsky sender dig bag fjenden i et splitsekund. Den ene kamp er en brutal duel mod en pansret kriger. Den næste er en hektisk dans mod en dæmonisk skabning, hvor hurtighed og præcision er alt.
Variationerne er store, og vigtigst af alt føles de godt.
Nioh3 er ikke et perfekt spil. Historien kan være svær at få helt greb om, og enkelte områder i den åbne verden føles en anelse tomme. Men når spillet rammer plet – i en bosskamp, i en perfekt udført counter eller i det øjeblik hvor alle systemerne klikker sammen – er det svært ikke at blive imponeret. Serien har længe været lidt af en kultfavorit. Et spil for dem, der vidste, hvor de skulle lede.
Med Nioh3 føles det som om serien endelig træder frem i rampelyset. Det er større, mere ambitiøst og mere selvsikkert end noget, Team Ninja tidligere har lavet. Og måske vigtigst af alt: det føles som kulminationen på mange års eksperimenter med actiondesign, historiske rammer og kampmekanik. Resultatet er et spil, der både respekterer genrens traditioner og samtidig tør skubbe til dem.