Det er efterhånden længe siden, at den gennemsnitlige computerspiller var en bleg kælderboende teenager af hankøn. Alligevel har computerspil haft svært ved at ryste fordommene af sig, men en ny stor festival for computerspil, Copenhagen Games Festival, satser på at blive startskuddet til, at danske computerspil også kommer ud i byen, og ikke kun gemmer sig bag skærmene rundt omkring i landet. 
 
Copenhagen Games Festival, der løber fra d. 6. til d. 10. april, bliver den hidtil største spilfestival i Danmark. Den er skabt i et samarbejde mellem interesseorganisationerne IGDA Denmark (International Game Developers Association Denmark), Interactive Denmark og brancheforeningen Producentforeningen ud fra et fælles ønske om at skabe et samlingspunkt for branchen og samtidig få danskernes øjne op for, hvor mange og hvor gode spil der udvikles i Danmark. 
 
“Målet er, at skabe et event, som både giver mening for spilbranchen internt, men også formår at profilere branchen udadtil,” siger Jan Neiiendam, vicedirektør for Producentforeningen og bestyrelsesformand for Interactive Denmark. “Den danske spilbranche er både større og mere succesfuld end de fleste nok er klar over, og nu synes vi, at det er på tide, at vi også bliver bedre til at vise det.”
Festivalen skydes i gang d. 6. april med en én-dags konference, hvor man har hentet eksperter og andre spiludviklere med kreative superkræfter til landet for at give deres inspiration og indsigt videre til de danske spiludviklere. Senere på dagen er det de danske udviklere selv, der skal udveksle erfaringer og visioner ved en lang række oplæg, hvor københavnske spiludviklere selv lægger lokaler til. Samme aften uddeles den danske spilbranches egen award, Spilprisen, til de bedste produktioner fra året der gik. 
 
Dagen efter er der STORY – symposium i digital storytelling, som blandt andet bliver gæstet af Emil Pagliarulo, en af verdens dygtigste spilforfattere, med spil som Fallout 4 og Skyrim på CV’et. Samme dag udstiller det prisvindende Copenhagen Game Collective et bredt udvalg af både de bedste og de mest eksperimenterede multiplayerspil i Pumpehuset under overskriften ALL THE RAVE, og de er også værter for robot-bygge workshoppen HEBOCON, hvor målet er at bygge kamprobotter, der kan meget mere end blot at være drabelige.
 
Herefter overtager Europas største game jam, Nordic Game Jam, stafetten. Her mødes over 1000 spiludviklere fra hele Norden for at udvikle computerspil på under 48 timer. Festivalen slutter om søndagen, når de nyudviklede spil for en aften vil overtage Nordeuropas største biograflærred i Imperial Bio, hvor de bedste game jam-spil skal findes, hvorefter Copenhagen Games Festival siger tak for i år og på gensyn til næste år.
Du finder programmet her: http://cphgamesfestival.dk/