One Piece: Grand Gourmet er i sin grundform en restaurantsimulator, hvor man indretter sit skib, sammensætter menuer og sørger for, at gæsterne får en god oplevelse. Alt sammen mens rygtet om de gode måltider skal spredes på tværs af havene. Det er egentlig en ganske charmerende præmis, som passer fint ind i One Pieces farverige univers, hvor mad og fællesskab altid har haft en særlig plads.
Grafisk præsenterer spillet sig med et moderne 16-bit-inspireret udtryk, der fungerer sammen med det isometriske perspektiv. Det er hverken banebrydende eller særligt imponerende, men stilen klæder spillets univers og den mere afslappede tilgang til restaurantdriften. På Nintendo Switch 2 er den tekniske oplevelse desuden ganske problemfri. Spillet kører fint i både håndholdt og docket tilstand, og indlæsningstiderne er nærmest ikkeeksisterende. Det er svært at sætte en finger på den tekniske afvikling, men desværre er det også her, de positive indtryk begynder at slippe op.
Restaurantdrift, uden restaurantdrift
Selve restaurantdriften er nemlig ikke specielt underholdende. På papiret er der ellers flere elementer at tage stilling til, når man skal sammensætte sine menuer. Hver menu består af en hovedret, en sideret og en dessert, mens man også skal vælge bestik, pynt og dækkeservietter. De forskellige kombinationer påvirker restaurantens statistikker, og man kan eksempelvis prioritere en højere indtjening pr. servering eller forsøge at øge gæsternes tilfredshed hurtigere. Det lyder umiddelbart som et fint udgangspunkt for en restaurantsimulator, men i praksis er spillerens rolle overraskende begrænset.
Gæsterne bestiller selv deres mad, og ens avatar, som man vælger blandt seks forholdsvis anonyme figurer, fungerer som tjener. Hele serveringen foregår automatisk, mens restauranten holder åbent, og man sidder derfor mest af alt og betragter, hvordan tingene udfolder sig. Der er ganske enkelt ikke meget restaurantdrift at tage del i, når først dagens menu er sammensat.
Gæsternes oplevelse omsættes til såkaldt affinity, som blandt andet kan låse op for nye retter og interiør. Problemet er bare, at spillet ikke gør noget særligt godt arbejde med at forklare sammenhængen mellem mine beslutninger og de belønninger, jeg modtager. Det hele virker så automatiseret, at jeg har svært ved at gennemskue, hvilken betydning mine valg egentlig har. Man kan eksempelvis også give gaver til restaurantens gæster, hvilket kan låse op for nye menuer eller afsløre spor om den forsvundne besætning eller nye kunder. Gaverne er dog ofte meget specifikke, og spillet gør ikke noget særligt godt arbejde med at forklare, hvor man finder dem, eller hvordan man overhovedet får fat i dem.
For at undersøge, hvor stor betydning mine beslutninger egentlig havde, valgte jeg ganske enkelt at lade restaurantens menu være uændret over flere spildage. Resultatet var egentlig meget sigende. Selvom progressionen gik langsommere, fortsatte spillet med at introducere nye gæster, genstande og muligheder, uden at jeg behøvede at ændre nævneværdigt på min strategi. Det betyder ikke, at sammensætningen af menuerne er uden betydning, men det understreger, hvor lidt spillet formår at motivere mig til at eksperimentere.
Hvorfor bruge tid på at optimere en restaurant, når spillet alligevel konstant belønner mig for at lade være?
Samtidig fortsætter Luffy sin søgen efter de forsvundne Stråhatte i et lille, automatiseret eventyr nederst på skærmen. Hans rejse vises gennem en fremdriftsmåler fra 0 til 100 procent, og undervejs kan han støde på velkendte figurer fra One Piece-universet. Disse møder kan udløse forskellige opgaver, eksempelvis at servere et bestemt måltid, som man endnu ikke har låst op for. Efterhånden som flere af Stråhattene vender tilbage, åbnes der for yderligere funktioner, men det ændrer ikke grundlæggende på spiloplevelsen. I stedet betyder det mest af alt, at endnu flere informationer og beskeder begynder at fylde skærmen.
Hold nu lige mund et øjeblik
Det mest frustrerende ved One Piece Grand Gourmet er efterhånden ikke, hvad spillet forventer af mig, men hvor sjældent det lader mig være i fred. Der går sjældent mere end ti sekunder, før endnu en pop-up afbryder oplevelsen. En bygning er færdig, et brev er ankommet, Luffy har fundet en genstand, eller nogle figurer har besluttet sig for at føre en samtale. Alt sammen informationer, der absolut skal præsenteres i hver deres vindue. Det er en konstant strøm af afbrydelser, som gør det svært at finde nogen form for rytme i restaurantdriften.
Spillet automatiserer størstedelen af det, jeg faktisk gerne ville have indflydelse på, men insisterer på min opmærksomhed, hver eneste gang noget uvæsentligt sker.
Menuerne og brugerfladen er samtidig indviklede i en sådan grad, at selv helt almindelig navigation kan føles besværlig. Knaplayoutet er langt fra intuitivt, og placeringen af flere menupunkter virker decideret misvisende. Et godt eksempel er spillets “Back”-funktion, som er placeret i højre side af skærmen og knyttet til R-knappen. Både placeringen og knappen signalerer i mit hoved, at jeg skal videre, men i stedet bliver jeg sendt tilbage. Forvirringen bliver ikke mindre af, at R samtidig benyttes til at åbne hovedmenuen. Det lyder måske som en mindre irritation, men når man konstant bevæger sig mellem forskellige menuer, bliver selv små uhensigtsmæssigheder hurtigt til en betydelig del af spiloplevelsen.
Dialogsystemet hjælper heller ikke ligefrem på sagen. Flere samtaler og tekstbokse scroller automatisk videre, og selvom man nogle gange får mulighed for at slå funktionen fra, er det langt fra konsekvent. Jeg har flere gange oplevet, at spillet har sendt mig gennem fire-fem forskellige beskeder, før jeg overhovedet har haft mulighed for at orientere mig om, hvad der stod i dem. Det hænger også sammen med spillets noget ujævne introduktion til sine egne mekanikker. Nogle gange bliver selv de mindste funktioner forklaret ned til mindste detalje, mens andre introduceres med en forventning om, at spilleren allerede ved, hvad der skal foregå.
Når restauranten lukker, bliver dagens indtjening og resultater desuden præsenteret gennem fem forskellige menuer, der hver især kun vises i omkring to sekunder. Det går så hurtigt, at jeg knap nok når at orientere mig om tallene, før spillet allerede er videre. Det er næsten symptomatisk for hele oplevelsen. Spillet har masser af informationer, systemer og belønninger, men giver mig meget lidt anledning til at interessere mig for dem.
Lyddesignet er heller ikke nogen hjælp. Det føles, som om de samme tre musiknumre konstant afløser hinanden, afhængigt af hvilken menu eller pop-up der befinder sig på skærmen. Samtidig mangler der næsten fuldstændig lydfeedback i menuer og dialoger. Der er hverken små lydeffekter, der markerer tekstens fremgang, eller tydelige lydsignaler, når man navigerer rundt i brugerfladen. I et spil med et så udpræget retroinspireret udtryk mener jeg faktisk, at den slags detaljer har stor betydning, særligt når den visuelle navigation i forvejen kan være vanskelig at afkode.
One Piece af navn, men ikke af gavn
Og så er der selvfølgelig One Piece-navnet, som efter min mening er spillets absolut største salgsargument. For selvom Sanji, Luffy og andre velkendte figurer dukker op, har jeg svært ved at se, hvorfor netop dette spil skulle foregå i One Piece-universet. Restaurantdriften og de forskellige mekanikker kunne lige så godt have været pakket ind i et hvilket som helst andet univers, uden at det for alvor ville ændre oplevelsen. Det føles mere som et spil, der har fået påklistret en populær licens, end et spil, der er blevet udviklet med udgangspunkt i det univers, licensen repræsenterer.
Det er egentlig en skam, for One Piece har masser af personlighed, humor og ikke mindst en helt særlig relation til mad gennem Sanji. Men spillet formår ikke at udnytte nogen af delene på en måde, der gør restaurantdriften mere interessant. Jeg sidder snarere med en fornemmelse af, at One Piece-navnet skal sælge en oplevelse, som ville have svært ved at tiltrække den samme opmærksomhed uden det.
One Piece Grand Gourmet er derfor en frustrerende oplevelse, ikke fordi det er teknisk mangelfuldt, men fordi det aldrig formår at gøre sine mange systemer interessante. Restaurantdriften passer stort set sig selv, progressionen fortsætter uden nævneværdig indblanding, og hver eneste lille begivenhed skal præsenteres gennem endnu en pop-up. Det er et spil, der konstant kræver min opmærksomhed, men sjældent giver mig en god grund til at engagere mig.
One Piece: Grand Gourmet har navnet, figurerne og en egentlig ganske fin grundidé, men det mangler det vigtigste: en grund til at blive ved med at spille.
Jeg ville virkelig gerne have haft glæde af at drive Sanjis restaurant og opleve One Piece-universet fra en anden vinkel. Men i stedet sidder jeg tilbage med et spil, hvor jeg bruger mere tid på at lukke beskeder end på at træffe interessante beslutninger. Med en pris på omkring 150 kroner er One Piece: Grand Gourmet ganske vist ikke nogen stor investering, men selv til den pris har jeg svært ved at anbefale det. Der findes allerede langt bedre One Piece- og restaurantmanager-spil, som både formår at underholde og udnytte universet og genrens særlige personlighed. Spillet har en fin grundidé, men den drukner i automatisering, uoverskuelige systemer og konstante afbrydelser.
