Hvert år krydser to fodboldgiganter klinger i kampen om fans af den lille runde, og i dette tilfælde virtuelle, læderkugle. Hvert år, skal vi igennem den samme mølle af markedsføringsstunts, reklamelir og episke fortællinger om, hvad Konami og EA nu har tweaket, således at dette års udgave af fodboldspillenes mastodonter, naturligvis er det bedste. I år er der dog en forskel fra de seneste 4 udgivelser; i år er der rent faktisk to duellanter, og ingen klar vinder.
Det har ellers stået sløjt til hos Konamis Pro Evolution Soccer-serie. Før og i løbet af de første par år af denne generation af konsoller, der var Pro Evolution Soccer det sted, hvor de, ifølge dem selv, rigtige fodboldfans søgte hen. EA havde flere markedsføringsmuskler, men anmeldere verden over var enige: EA leverede pick-up-and-play arcade-bold mens Konami leverede den dybe fodboldoplevelse. For EA og FIFA er der stadigvæk et element af pick-up-and-play, men med tilpas mange gamemodes til at variere oplevelsen, men efter at have forsøgt sig indenfor arcade-elementet er Pro Evolution Soccer nu tilbage til det sted hvor de bør være, nemlig den dybe oplevelse.
Det skal dog først siges, at Konami stadigvæk lider af den japanske syge. Alle menuer, loadingskærme, musikalske indslag og layoutet generelt ligner noget, der er hevet ud af hovedet på producenter indenfor K-pop elementet. Alt er glossy, pompøst og spraglet, og det ligner generelt ikke noget, som hører sig til i et fodboldspil. Ja faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at Pro Evolution Soccer ikke har udviklet sig synderligt siden serien hed Ultimate Superstar Soccer og udkom på blandt andet Nintendo 64.
Det er heldigvis på banen, at slaget skal slås, og her mærker man for alvor, at Konami har lagt hovedet i blød for at kompensere for den middelmådige 2012-udgivelse. Spilhastigheden er trukket gevaldigt ned, og det giver for alvor muligheden for at bemærke, hvilke ændringer, Konami har brugt det seneste år på. For det første er AI’en banket i vejret, således at man i højere grad oplever løb, presspil i forsvaret og en generel spilintelligens, som overgår tidligere års udgivelser.
Herudover er forsvarsspillet nu blevet langt mindre arcade-præget og baserer sig i stedet på presspil. Man bliver belønnet for at afvente situationen og lukke modspillerne ned, til trods for at man dog stadigvæk kan udøve en kamakiza-lignende strategi, hvor glidende tacklinger flyver til højre og venstre, hvilket dog sandsynligvis vil betyde, at forsvarsskæden bliver omtrent lige så effektiv som en dæmning af crepe-papir. Den helt store ændring er dog Deft Touch Dribbling, som giver mulighed for at lave sine driblinger lige en tand hurtigere og koncentrerede, ved at spilleren holder bolden tættere omkring kroppen. Det giver en større boldfornemmelse, og det bringer specielt glæde når man kan konstatere, at bolden nu også har fået indprogrammeret rigtig fysik, således at den ikke fungerer som var den scriptet til at lave visse udfald i enkelte situationer.
Hvis man er en garvet PES-spiller eller bare vil have en fuld, manuel oplevelse, så er dette også muligt. Det gør selvsagt, at PES bliver sværere at spille, idet man i forvejen ikke just kan køre solo-angreb igennem, men konstant er tvunget til at overveje sine muligheder, når medspillere løber i huller eller tilbyder sig. Reward-faktoren er dog af samme grund også enormt høj, og modsat FIFA-serien føler jeg en oprigtig glæde, når bolden trilles over stregen. Jeg kan ikke, undervejs i et angreb, forudse om bolden ender i nettet, idet det kræver en del rent faktisk at få den rigtige afslutning sat ind, og fordi at spillet har en høj grad af uforudsigelighed, ligesom spillet på den rigtige bane.
Hvad der til gengæld ikke ser ud til at have ændret sig i PES-serien, er det grafiske indtryk. Faktisk føler jeg egentligt, at årets Pro Evolution Soccer serie har taget et skridt frem og to tilbage, for hvad angår grafikken. Animationerne er nydelige, stadions og de grønne plæner er gengivet flot, men når det kommer til spillerne, så føles årets udgivelse mindre finpudset end tidligere udgivelser. Dette bringer mig videre til det næste og gennemgående kritikpunkt.
For jeg begriber ganske enkelt ikke, at PES ikke snart giver kommentatorlyden og musikken generelt en ordentlig overhaling. Kommentatoren er til tider uudholdelig og man er her lysår efter sin nærmeste konkurrent fra EA. Heldigvis er det ikke kommentatoren, som skal spille kampene på den virtuelle græsplæne, men man finder hurtigt ud af, hvor meget det betyder at have en god lyd i et fodboldspil.
Master League, som for mange vil være det primære on- og offlinemæssige trækplaster, ligner sig selv som vi kender det. Der er enkelte tilføjelser, som blandt andet et reward-system hvor man kan købe fordele til sit hold, blandt andet noget så japansk som et mindre mål på sin egen banehalvdel, men generelt er der ikke lavet de store ændringer. Det betyder med andre ord stadigvæk, at beslutningerne udenfor banen stadigvæk mangler finjusteringer, og blandt andet transfersystemet kunne godt trænge til en kærlig hånd. Det samme kan licenserne, som foruden UEFA-turneringer blandt andet tæller Real Madrid og Manchester United, men man bliver altså lidt ked af at se hold som ”London Blues”, specielt når Chelsea nu rent faktisk kan kalde sig Europa-klubmestre.
Det ændrer dog ikke på, at årets PES-udgivelse sidder lige i skabet. Konamis formular på plænen er ved at nærme sig fordums styrke og EA kan ikke blot sidde roligt og indkassere gevinsten fra mange års massiv markedsføring længere. Konami og PES-serien er nemlig tilbage og hvis man ikke har fået berøringsangst overfor den hæderkronede serie, så skylder man sig selv at prøve kræfter med årets udgivelse. Læringskurven er stejl, men gevinsten for de mange timer på træningsbanen ligger og venter.
[box_info]Spillet er anmeldt på Xbox 360[/box_info]