Pokémon-spillene har i årevis været fanget i deres egen skabelon. Fra generation til generation har Game Freak leveret det velkendte – og ofte det alt for velkendte. Med Pokémon Z-A som et af de seneste tegn på trætheden i maskineriet begyndte det næsten at føles, som om serien havde mistet modet til at udfordre sig selv; Enter Pokémon Pokopia.
Pokopia er et spil, der ikke bare ryster posen, men nærmest smider den gamle formular ud af vinduet, bygger en ny af genbrugstræ og glitter – og inviterer hele familien indenfor i en verden, der konstant vokser, udfolder sig og overrasker. Det her er det friske åndedrag, Pokémon-universet har hungret efter i årevis.
Måske er det mest sigende ved Pokopia, at man i spillet faktisk styrer en Ditto – den ikoniske Pokémon, der kan antage andre Pokémoners form og evner. Her har Ditto dog taget en menneskelig krop, og gennem spillet tilegner man sig gradvist kræfter fra de Pokémon, man møder i verden.
Det er en mekanik, der føles som mere end bare gameplay. Det føles som et statement. For præcis som Ditto absorberer og bruger andres evner, har udviklerne bag Pokopia gjort noget lignende: Taget de bedste idéer fra en række forskellige spil – og gjort dem til deres egne.
Pokémon-serien er et kulturelt ikon, men også et offer for sin egen succes. I mere end to årtier har strukturen været genkendelig: en ny region, lidt nye mekanikker, en bunke nye monstre og en fortælling, der byggede på det samme skelet som altid.
Selv dedikerede fans begyndte efterhånden at mærke udmattelsen.
Pokémon Z-A blev måske det tydeligste eksempel. Ikke et dårligt spil, men et projekt, der føltes mere som en variation over noget velkendt end et egentligt skridt fremad.
Midt i denne stilstand opstod Pokémon Pokopia, og det føles som et regulært nybrud. Et spil, der ikke bare ændrer kurs, men genopfinder serien indefra ved at åbne dørene til en helt anden måde at være Pokémon-spil på.
Det mest bemærkelsesværdige ved Pokopia er måske, hvor meget glæde det har skabt i vores familie – og hvor forskelligt vi hver især oplever det.
For faderen er det en nærmest terapeutisk dopaminmaskine. Spillet leverer konstant små mål; en ressource der skal samles, et område der skal udvides, en Pokémon der skal findes, en struktur der lige skal bygges færdig. Det er en strøm af små opgaver, der smelter sammen til et flow, hvor tiden ganske enkelt forsvinder mellem fingrene. Hver session føles som “bare lige fem minutter mere”, og pludselig er aftenen gået.
For moderen blev Pokopia næsten et gensyn med hendes elskede Viva Piñata. Den levende verden, de mange små væsner med personlighed, særheder og behov – bare nu i Pokémon-form i stedet for papmaché-dyr. Pokémon fungerer overraskende godt i rollen som små økosystemenheder. De reagerer på verden, på miljøet og på hinanden. De føles ikke som dataposter i en database – men som beboere.
For sønnen, som i forvejen er Pokémon-fan, er det detaljeniveauet, der stjal showet. Her virker det som om hver Pokémon er blevet behandlet med mere kærlighed end i hovedserien i mange år. Animationerne er varme og humoristiske, udtrykkene levende, og måden de interagerer med verden på giver en følelse af dybde, som især fans vil lægge mærke til. For ham er Pokopia ikke bare et hyggespil. Det er en visuel kærlighedserklæring til Pokémon.
Og datteren, der har været ramt af kærestesorger, fandt pludselig noget nyt at forsvinde ind i. Animal Crossing: New Horizons havde længe været hendes bløde tryghedsboble, men Pokopia blev hurtigt et alternativ, hun kunne barrikadere sig med under dynen. Spillet kræver ikke noget af hende – men tilbyder alt: Opdagelse, rytme, ro og en verden uden pres.
Det er svært at overvurdere, hvor meget et spil kan betyde i sådan en periode.
Og Pokopia leverer et næsten perfekt fristed.
Noget af det mest fascinerende ved Pokopia er, hvor åbenlyst det låner idéer fra andre spil – uden nogensinde at føles som en billig kopi.
Der er elementer af Animal Crossing, men med langt højere tempo og konstant progression.
Der er spor af Viva Piñata, men i en mere struktureret og mindre kaotisk form.
Der er et strejf af Minecrafts enkle æstetik, men uden den kantede råhed.
Det er her Ditto-metaforen virkelig giver mening.
For ligesom Ditto kan tage en anden Pokémons evner og gøre dem til sine egne, har udviklerne gjort præcis det samme med genrens bedste idéer. De har absorberet dem – ikke for at efterligne, men for at transformere dem.
Resultatet er noget, der føles velkendt… men samtidig helt sit eget. Der, hvor Pokopia virkelig skiller sig ud, er i sin konstante progression. Der sker hele tiden noget.
Hvor Animal Crossing ofte er et spørgsmål om tålmodighed og ventetid, er Pokopia i evig bevægelse. Næsten hver session byder på en ny mekanik, en ny hemmelighed, en ny Pokémon eller et nyt lag af øen, der åbner sig. Det føles som at pille et løg fra hinanden – men i stedet for at græde opdager man bare, at der hele tiden er flere lag under overfladen.
Et af spillets mest geniale greb er måden, man tilegner sig Pokémon-evner. Som Ditto absorberer man gradvist kræfter fra Pokémon i verden, og disse bliver til værktøjer i udforskningen. Ikke som det gamle HM-system, hvor progression ofte føltes som en lås – men som naturlige udvidelser af verden.
I starten er det små ting: at puste vand, flytte objekter eller tænde et bål. Senere åbner det for helt nye måder at navigere verden på – hugge brænde, skabe nye stier, åbne skjulte områder og manipulere miljøet. Det føles intuitivt, organisk og næsten oplagt.
Som om Pokémon-serien altid burde have fungeret sådan.
Også styringen fortjener ros.
Den er intuitiv, hurtig og tydeligt gennemtestet. Det føles som om udviklerne har haft et kompromisløst fokus på quality of life – på at fjerne friktion frem for at acceptere den.
Ingen tunge menuer.
Ingen unødige bekræftelser.
Ingen langsomme animationer.
Det er præcis den form for brugervenlighed, Pokémon-serien længe har manglet.
Grafisk er spillet en fryd: Verden har noget Minecraft-agtigt over sig, men i en blødere og mere æstetisk balanceret udgave. Pokémon er detaljerede, udtryksfulde og lækkert animerede. At se dem rende rundt i baggrunden – ofte med små tilfredse eller irritable attitude-øjeblikke – giver en varme til oplevelsen, der løfter hele spillet.
Pokopia føles ikke bare som et spil. Det føles som et sted.
Pokémon Pokopia formår at være noget, Pokémon ikke har været i meget lang tid:
Overraskende.
Det er et spil, der tør udfordre sin arv og samtidig omfavne den. Et spil, der – meget passende – opfører sig lidt som en Ditto: absorberer de bedste idéer fra andre steder og forvandler dem til noget nyt. Resultatet er et af de mest friske Pokémon-projekter i årevis. Et spil, der får børn, voksne og nostalgikere til at smile – hver på deres måde.
En verden, man gerne vil tilbage til.
Hver dag.